Ung kvinde i El Salvador er frikendt for mord efter spontan abort

Evelyn Hernandez fra El Salvador blev som 19-årig dømt for drabet på sit dødfødte barn. Nu er hun blevet frikendt.

El Salvador er et af fem lande i verden, hvor alle aborter er ulovlige uanset årsagen.

Loven gør, at flere unge kvinder er blevet dømt for mord efter at have født et dødt barn.

For to år siden blev den dengang 19-årige Evelyn Hernández idømt 30 års fængsel for drab, efter at hun fik en spontan abort. Men nu er hun blevet frikendt.

Evelyn Hernández vidste ikke, hun var gravid

Evelyn Hernández fra El Salvador var 18 år gammel, da hun blev gravid, efter at hun var blevet voldtaget. Hun siger selv, at hun ikke vidste, hun var gravid.

Hun havde en spontan abort på sit badeværelse, og blev derefter kørt på hospitalet. På hospitalet kunne lægerne se, at hun havde været gravid. Politiet fandt fosteret i afløbet fra toilettet.

Evelyn Hernández blev idømt 30 års fængsel, selvom hun nægtede sig skyldig.

Nu er hun frikendt efter 33 måneder i fængsel

Tirsdag blev Evelyn Hernández frikendt. Det sker, efter nye beviser viste, at barnet var dødt efter at have slugt sin egen afføring. Og det måtte være sket, inden fosteret var blevet født.

Efter Evelyn Hernández blev frikendt, takkede hun Gud og omverdenen, for at retfærdigheden sejrede og for at have fulgt hende tæt.

Evelyn Hernández' advokat kæmper også for andre kvinder som Evelyn. Kvinderne i El Salvador kan hverken købe prævention eller få en abort. Derfor mener advokaten, at kvinderne bliver fanget i et uretfærdigt system.

Øverst kan du se en video, med reaktionerne på frifindelsen.