Venezuelas præsident har bedt paven om at mægle

Nicolás Maduro er præsident i Venezuela, men Juan Guaidó har udråbt sig selv til præsident. Nu beder Maduro paven om at mægle.

Venezuelas præsident har bedt pave Frans om at mægle i konflikten i Venezuela. (Foto: © pool, Scanpix)

Nicolás Maduro er præsident i det sydamerikanske land Venezuela. Han har været præsident siden 2013, og han vandt præsidentvalget i maj 2018.

Men oppositionen boykottede valget, og flere lande har ikke anerkendt resultatet. Derfor har Nationalforsamlingens leder, Juan Guaidó, udråbt sig selv til præsident.

Oppositionen og flere lande ønsker, at Nicolás Maduro udskriver præsidentvalg. Men det vil han ikke, og nu har han bedt Pave Frans om at mægle i konflikten.

Pave Frans: Parterne må tættere på hinanden

Paven bekræfter, at Nicolás Maduro har sendt ham et brev, hvor han beder om hjælp til at løse Venezuelas krise.

- Jeg har endnu ikke selv læst brevet. Vi må se, hvad der kan gøres, siger pave Frans ifølge mediet New York Times.

Han siger også, at parterne er nødt til at bevæge sig tættere på hinanden, for at man kan starte en dialog.