Varslet strejke i Heathrow-lufthavnen droppes mandag

En strejke i Heathrow skulle være begyndt mandag, men er blevet udsat. SAS har alligevel aflyst flere afgange.

Afgange kan stadig være påvirket af den varslede strejke. Arkivfoto. (Foto: © DANIEL LEAL-OLIVAS, Scanpix)

Lufthavnen Heathrow ligger ved London i England. Det er en af de travleste lufthavne i verden.

Mandag skulle der været begyndt en strejke blandt sikkerhedsvagter, brandmænd, flymekanikere og chauffører til og med tirsdag.

Strejken er blevet udsat med en dag. Medarbejderne og lufthavnens ledelse ønsker mere tid til at forhandle, inden en strejke starter.

SAS gennemfører nogle af flyvningerne

Flere end 170 flyafgange er allerede blevet aflyst mandag og tirsdag på grund af den varslede strejke. Forskellige flyselskaber har aflyst flyafgange.

SAS havde aflyst fire flyvninger mellem Heathrow og Skandinavien mandag. SAS siger dog, at en afgang til København og en afgang til Stockholm alligevel bliver gennemført.

- Det er kun afgange fra Heathrow til andre destinationer, der bliver påvirket af strejken. Flyvninger til Heathrow vil ikke blive påvirket, sagde pressemedarbejder Tonje Sund søndag aften.

Passagerer bør orientere sig løbende

Passagerer til eller fra Heathrow opfordres til at orientere sig løbende på Heathrows hjemmeside eller hos de enkelte flyselskaber.

Medarbejderne i lufthavnen er medlemmer af fagforeningen Unite, der har afvist et tilbud om en lønstigning på 7,3 procent over to år.

Unite siger, at fagforeningen arbejder for at sikre lige vilkår for medarbejdere, der udfører det samme arbejde i lufthavnen.