Yderligere to ton forgiftede æg er fundet i Danmark

Fødevarestyrelsen siger, at man har opdaget to ton æg, der er forgiftet med insektmidlet fipronil. I forvejen er 20 ton forurenede æg solgt i Danmark.

Der er tale om to ton scrambled eggs, der bruges af restaurations- og cateringbranchen, siger Fødevarestyrelsen. Arkivfoto. (Foto: © Marcel Kusch, Scanpix)

I går meddelte Fødevarestyrelsen, at 20 ton forurenede æg fra udlandet er solgt i Danmark.

Æggene er kogte og pillede og er forurenet med det giftige insektmiddel fipronil.

Fødevarestyrelsen vurderer dog, at mængden af giften er så lille, at æggene ikke er farlige indtil videre.

Yderligere to ton æg er forurenet

Nu er yderligere to ton æg med fipronil fundet i Danmark, siger Fødevarestyrelsen. Det er virksomheden Nordic Egg, der har indført æggene.

Nikolas Kühn Hove er beredskabschef i Fødevarestyrelsen. Han siger, at æggene er solgt til én forhandler, og at der tale om to ton scrambled eggs.

Nikolas Kühn siger også, at han er bange for, at der vil blive opdaget flere forurenede æg i Danmark.

Den europæiske æggeskandale

  • I midten af juli kom det frem, at belgiske myndigheder havde fundet æg, der indeholdt det giftige insektmiddel fipronil. Midlet kan skade mennesker.

  • Siden har skandalen rullet, og EU følger sagen tæt. Blandt andet fordi det forlyder, at problemet var kendt, uden at EU og EU’s medlemslande blev advaret.

  • Millioner af æg er nu trukket tilbage fra butikker i Belgien, Holland og Tyskland, ligesom Storbritannien, Frankrig, Sverige og Schweiz også kan have modtaget forurenede æg.

  • Holland er et af verdens største æggeproducerende lande, og det vurderes, at omkring 250 besætninger i Holland og Belgien er ramt af skandalen.

  • Fødevarestyrelsen advarer om, at fipronil kan give symptomer som kvalme, mavesmerter, svimmelhed og opkast, hvis man har spist det i lang tid. Hvis man har spist fibronil i meget lang tid, kan man få lever- og nyreskader.