Bag tre slags julesmåkager af samme dej

Ingen jul uden småkager. Her får du tips til, hvordan du kan bage tre slags småkager af samme dej.

Du samler en enkelt småkagedej, og med få ekstra ingredienser får du tre vidt forskellige - og meget lækre - julesmåkager.

I videoen i toppen af artiklen kan du se, hvor nemt det er at bage både jødekager, ingefærsmåkager og sirupskager af den samme dej.

Grunddejen til julesmåkagerne består af blot fem ingredienser, og når de er samlet sammen, deler du dejen op i tre dele og går i gang med at bage de forskellige småkager. Du finder opskriften her:

https://www.dr.dk/mad/opskrift/jodekager-ingefaersmakager-og-sirupskager-tre-julesmakager

Sådan bager du jødekagerne

En tredjedel af dejen rulles til en pølse med en diameter på ca 4 cm, som lægges på køl. Efter ca. en time tages dejen ud og skæres i skiver. De runde kager lægges på en bageplade, pensles med æg og drysses med en blanding af kanel og sukker og er derefter klar til at blive bagt.

Sådan bager du ingefærsmåkagerne

En tredjedel af småkagedejen blandes med en spiseskefuld revet ingefær og en knivspids salt. Dejen trilles til kugler, som trykkes let flade, og så er de klar til at blive bagt.

Sådan laver du kagefigurer af sirupskagerne

Den sidste tredjedel af småkagedejen blandes med sirup, kanel og ingefær og lidt ekstra mel. Når dejen har ligget i køleskabet i en halv times tid, rulles den ud og stikkes ud til figurer med kageudstikkere med julemotiver, hvorefter de er klar til at komme i ovnen.

Husk, at sirupskagerne er flotte at have som pynt på juletræet. Hvis I vil bruge dem til det, skal I - inden småkagerne kommer i ovnen - huske at skære eller udstikke et lille hul i toppen af kagen, som et silkebånd eller en anden snor kan komme igennem. Sirupskagerne kan pyntes med glasur i alle de farver, I har lyst til.