Bagedysten kostede kæreste og børneopsparing – men Tobias fortryder intet

Jeg vil satse alt, og have ild i øjnene med det, jeg laver. Også selvom det koster nattesøvn, kærlighed og kroner på bankkontoen. Sådan lyder det fra 2014-vinderen af ’Den store bagedyst’, Tobias Hamann.

  • - Livet efter jeg havde vundet bagedysten var som nat og dag. På den ene side var det en kæmpe sejr at vinde og have sat et personligt aftryk, og på den anden side så jeg, hvad jeg havde forsømt, siger Tobias Hamann. (Foto: © Ditte Chemnitz)
  • Tobias Hamann lægger sidste hånd på kagekunstværket i finalen i 'Den store bagedyst 2014'. Få timer efter vandt han konkurrencen. (© DR)
1 / 2

- Jeg vil hellere være træt efter at have satset det hele, end at være frisk og veludhvilet i et vakuum af tryghed.

Der er ikke meget tvivl i stemmen på 29-årige Tobias Hamann.

Han erkender også at være lidt søvnig. For da Tobias i 2014 meldte sig til ’Den store bagedyst’ boede han i Aarhus med sin daværende kæreste og læste Østeuropastudier efter flere uddannelsesskift. Nu – tre år efter - står der både tv-vært, foredragsholder, forfatter og selvstændig på CV'et.

Og så har han vundet Danmarksmesterskaberne i chokoladeskulpturer. Som den første amatør nogensinde.

- Jeg forsvinder helt ind i det, jeg fordyber mig i. Om det er en konkurrence, bagning, musik eller en rejse. Det ved min familie, og derfor vidste de alle, at der ikke var nogen vej tilbage, da jeg havde fået færten af bagedysten, siger han.

Ville provokere kageverdenen

Egentlig var Tobias ikke særligt god til at bage, da han meldte sig i 2014. Men lysten til at udfordre de klassiske kager fik det til at krible i fingrene.

- Jeg ville provokere kageverdenen og bevæge mig på kanten af, hvad man kan tillade sig. Se, hvor langt jeg kunne gå, se, hvor dommernes grænse gik, siger han.

Det kom dommerne Mette Blomsterberg og Jan Friis Mikkelsen til at føle på egne smagsløg. Kage med den stinkende durianfrugt, rådne æg i canapeer, klisterris, og vodkabomber i en russisk lagkage med rødbede, peberrod og sød kartoffel.

Selvom det til sidst blev for meget for Mette Blomsterberg, blev Tobias uge for uge fremhævet for sit håndværk og nye smage.

25.000 kroner af egen lomme

Det var ikke kun i teltet, han gik all in. I lejligheden i Aarhus var der fondant på spisebordet, et ekstra køleskab i stuen og cupcakes i sengen. Bagedysten slugte al tid – og penge.

- De 1400 kroner vi fik til hvert afsnit var ikke nok for mig. Jeg brugte 25.000 kroner af min børneopsparing, som gik til specialforme og en masse prøvebagninger for at se, hvad der fungerede. Det kan virke dumt og ikke særligt økonomisk ansvarligt, men jeg gjorde det på min måde, siger han

Kærligheden knækkede

Ugerne i bagedysten trak veksler på forholdet mellem Tobias og sin daværende kæreste. Under konkurrencen flyttede de fra hinanden, og da bagedyst-trofæet lå i hånden, var forholdet slidt ned.

- Livet efter jeg havde vundet var som nat og dag. På den ene side var det en kæmpe sejr at vinde og have sat et personligt aftryk, og på den anden side så jeg, hvad jeg havde forsømt, siger han.

Kort efter slog parret op efter 4,5 år sammen.

- Det lyder måske egoistisk, men jeg ville ikke have været det foruden. Jeg gider ikke fortryde eller gå ind i noget med et halvt hjerte. På den måde er jeg kompromisløs, hvilket kan være svært for andre at håndtere, siger Tobias Hamann.

Tobias’ egen opskrift

’Den store bagedyst’ har formet hans liv i en retning, han hverken har kunne forvente eller planlægge. Derfor er det også lige dele nostalgi og melankoli, der rammer Tobias, når sjette sæson nu ruller over skærmen hver onsdag.

- Jeg prøver hver dag at minde mig selv om, hvor skrøbeligt livet er, og hvor godt det egner sig til at blive udfordret. Sådan gik jeg til bagedysten, og det var en chance, der kostede mig børneopsparing og kæreste – og kald mig bare ekstrem, når jeg siger, at jeg intet fortryder. Sådan går jeg til livet. Villig til at tage chancer og skrive min egen opskrift, skrev Tobias på sin Instagram efter første program.

Tobias så første afsnit af 'Den store bagedyst 2017' med den nye kvindelige dommer, Katrine Foged Thomsen og hendes familie.