'Det er godt set!': Slik-udfordring fra sydkoreansk serie hitter massivt

En simpel udfordring fra Netflix-hittet 'Squid Game' er gået viralt.

Lee Jung-jae spiller hovedrollen i Netflix' mest sete serie nogensinde: 'Squid Game'. (Foto: © Noh Juhan, Netflix)

Hvis du ikke har oplevet det på Netflix, har du sandsynligvis stødt på det på TikTok, YouTube eller Instagram.

Slikket, der kaldes dalgona candy eller honeycomb, og som egentlig bare består af smeltet sukker og bagepulver, spiller nemlig en væsentlig rolle i Netflix' mest sete serie nogensinde.

I den sydkoreanske serie 'Squid Game' følger man en gruppe mennesker, der bliver underkastet en række drabelige udfordringer.

OBS: Det er så her, du skal stoppe med at læse, hvis du ikke vil have spoilet.

En af dem gælder om at vriste en hård karamellignende figur fri fra en form ved hjælp af en nål - uden at knække noget af det.

Præmissen er simpel: Går det i stykker, dør du.

Dalgonaslik er en sydkoreansk form for karamel. Udfordringen, der er gået viralt, går ud på at udstikke en form i karamellen, som skal vristes fri fra resten ved hjælp af en nål - og brug af tungen, som hovedkarakteren i 'Squid Game' fandt på. Hvis navnet dalgona ringer en klokke, er det måske, fordi du husker dalgonakaffen, som blev et stort hit på nettet i 2020. (Foto: © Chung Sung-Jun, 2021 Getty Images)

Lykkes det dig til gengæld at knække kanterne af inden for tiden uden at ødelægge formen, bliver du skånet og går videre til næste runde i kampen om at vinde nok penge til at betale din gæld.

Nu er den frygtindgydende leg så blevet et viralt hit på det sociale medie TikTok, hvor tusindvis af mennesker afprøver deres egen - mindre drabelige - udgave.

Et ocean af videoer af slik-udfordringen florerer lige nu på platformen. Alene hashtagget #dalgonacandy har engageret svimlende 1,1 milliarder brugere.

'Bevidst marketing'

Men hvordan kan det egentlig være, at et stykke sydkoreansk slik går viralt på den måde?

Det er alt andet end tilfældigt, mener Mette Willert, der er rådgiver inden for sociale medier.

- Det er helt bevidst marketing det her. Hvis TikTok kan være med til at drive seerne over på Netflix' platform og skabe snak om deres indhold, så gør Netflix, hvad der skal til for at det sker. Det er godt set af Netflix.

- Det kan sagtens være, at de har allieret sig med nogle TikTok-influenter og bedt dem om at lave de her videoer. Der er ikke noget, der ikke er planlagt, når det gælder Netflix.

Men der også andre parametre på spil i forhold til dalgona-slikkets viralitet, fortæller Mette Willert.

Trenden rider nemlig på en bølge af fascination for koreansk madkultur.

Sydkoreansk madkultur boomer

Sydkorea har faktisk gang i lidt af et kulturelt momentum, fortæller Mette Willert.

De senere år er der sket en opblomstring af koreansk musik, mad, litteratur, film, tv og mode, som vækker kæmpe interesse udenfor landets egne grænser.

Mette Willert påpeger, hvordan Sydkorea gang på gang formår at skabe de her trends på tværs af de sociale medier.

Det ser knap så dystopisk ud, når TikTok'ere og andre nysgerrige prøver dalgona-udfordringen derhjemme uden den potentielt dødelige udgang, der hersker i 'Squid Game'. (Foto: © Noh Juhan, Netflix)

- Det tapper fuldstændigt ind i den trend, der dyrker det gakkede, og hvor det unormale bliver normalt. Det udfordrer vores klassiske forestillinger om, hvordan mad skal se ud både i forhold til farverne og teksturen, siger Mette Willert.

- Det er ofte kortvarige trends, hvorefter der er noget nyt, der bliver taget op. Det understøtter en platform som TikTok virkeligt godt og gør det letfordøjeligt, forklarer hun.

- Man behøver ikke have set 'Squid Game' for at hoppe med på dalgonatrenden. Hvis man ser det, og synes, det er sjovt, så vil man gerne prøve at eksperimentere med det.

Det er da heller ikke første gang, at et spiseligt element fra et sydkoreansk seerhit er gået viralt.

I begyndelsen af 2020 var det nudelretten Ram-Don, der blev bredt kendt uden for Sydkoreas grænser, da den blev lavet i den Oscar-vindende film 'Parasite'.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra Netflix ved artiklens udgivelse.