Husker du? 10 madvarer vi gik helt i selvsving over

Hvis du er født i 80’erne, husker du helt sikkert lørdagskyllingen. Stykker af kyllingelår- og -bryster i en foliebakke lige til at kyle i ovnen. Og bom… så havde man et lækkert måltid.

Lørdagskyllingen blev lanceret i 1982, og den blev hurtigt en kæmpe salgssucces. Kylleryllen passede nemlig perfekt ind i den fitness-bølge, der på det tidspunkt fejede hen over landet, for kødet indeholder mindre fedt end både okse- og svinekød.

Til kylling spiste man heller ikke sovs, som i den grad var blevet sendt i skammekrogen. Og i det hele taget, var man i perioden fascineret af hurtig, sund mad.

Flere tilfælde af salmonella i 90’erne ramte dog den folkekære kylling hårdt på populariteten, og i 2006 måtte Danpo tage lørdagskyllingen af markedet, da den ikke længere gav overskud.

I 80’erne var det nærmest umuligt at finde en salat uden kinakål. Den aflange kål var firsernes ultimative mode-grøntsag, og den passede perfekt i den ultrapopulære rejecocktail.

Oprindeligt var kål egentlig en fattigmandsspise, for det var det eneste bønderne og de fattige i byerne havde råd til. Men i 70’erne fik kål en helt anden status, da en bølge af vegetarer genoplivede den udskældte grøntsag.

I første omgang blev rosenkål og hvidkål populært, men i starten af 80’erne var turen så nået til kinakålen. En fordel ved kinakål er, at den kan holde sig frisk rigtig længe. En ulempe er, at den egentlig er ret kedelig, når den serveres frisk i en salat.

De fleste danskere fik efter nogle år nok af kinakålen, og den forsvandt fra supermarkedernes hylder. Men de senere års kål-trend har bragt den tilbage.

I dag har de fleste af os smagt en pizza med rucola. Det er der ligesom ikke noget eksotisk over, men det var der i den grad tilbage i starten af 90’erne.

På det tidspunkt kunne man ikke opdrive et eneste blad rucola i de danske supermarkeder, og det ville stjernekokken Søren Gericke lave om på. Han tog derfor planten med hjem fra Tyrkiet og præsenterede den for en række gartnere. De grinede dog bare ad ham og hans idé om at dyrke rucola, har han tidligere fortalt til Samvirke.

Det blev altså ikke Søren Gericke, der skulle lykkedes med at gøre rucola til folkeeje. Det var derimod en sjællandsk salatavler ved navn Per Hardenberg. Han dyrkede rucola som hobby, da indkøberen for Coop, Finn Kofoed, en dag kom forbi. Han smagte på salaten, og de to blev enige om, at det skulle prøves af på danskerne.

Og det blev så stor en succes, at du i årevis nærmest ikke kunne få en sandwich, en salat eller pastaret uden rucola.

I dag er den bitre salat trådt lidt i baggrunden, fordi kål blandt andet igen er blevet populært, men den har stadig sin faste plads i det danske køkken.

Inden 1998 var kaffe noget danskerne drak kulsort fra kanden - måske sexet op med et skvæt fløde og en skefuld sukker. Men det ændrede sig, da kaffebaren Amokka samme år åbnede på Østerbro i København. Hos Amokka solgte de “gourmetkaffe” - og den var ikke bare sort.

Danskerne begyndte nu at snakke om forskellige kaffebønner, ristning, om sirup og mønstre i mælkeskummet. Og et nyt ord fandt vej ind i ordbogen: Baristaen.

Kaffe var ikke længere bare kaffe. Var man noget, så drak man cappuccino eller caffe latte - og helst brygget på fairtrade-bønner. Populariteten af gourmetkaffe steg og steg, og gennem 00’erne fandt flere af produkterne vej ind i supermarkederne. Danskerne købte pludselig ecuadoriansk fairtrade-kaffe, mælkeskummere og espresso-maskiner hjem til privaten.

Gourmetkaffe er i dag blevet så mainstream, at det faktisk efterhånden er umoderne. Nu er man med på moden, hvis man igen tager sin kaffe sort.

For 30 år siden var grød noget, man gav til børn eller nødtvungent måtte spise, når man havde ondt i pengepungen. Men det ændrede sig fuldstændigt i midten af 00’erne.

Da madanmelderne i Danmark stimlede sammen i 2006 for at kåre årets lækreste retter, var det da også en nyfortolkning af den klassiske øllebrød, der løb af med titlen som årets dessert. Bag stod Rasmus Kofoed, manden bag den trestjernede Michelin-restaurant Geranium.

Grødtrenden bredte sig hurtigt, og i 2008 lancerede Irma fem grødblandinger, de havde udviklet i samarbejde med selvsamme Rasmus Kofoed. På Nørrebro i 2011 åbnede så den første restaurant, der udelukkende serverer grød.

I dag er grød blevet en integreret del af vores madvaner. Det er ikke længere en overraskelse, at grød kan være mere og andet end et kedeligt morgenmåltid, men også en lækker hovedret til aftensmaden. Meeen det er ligesom, at nyheden er gået af grøden, og interessen er falmet en smule de seneste år.

Da Oprah i 2008 anbefalede acai-bærret i sit populære tv-show, eksploderede salget af det lille sydamerikanske bær i USA - og det fandt også vej til Danmark. Herhjemme var det sundhedsguruen Christian Bitz, der udbredte kendskabet til bærret.

Acai-bærret blev markedsført som et superbær - og det indeholder da også dobbelt så mange antioxidanter, som blåbær, der ellers er det danske bær med det højeste niveau af de små, sunde molekyler.

Før Oprah hypede bærret, var der ikke mange, der kendte det her i vesten. I Amazonas var det til gengæld ikke en nyhed. Acai-bærret var her blevet brugt som medicin i tusindvis af år hos stammefolkene.

Herhjemme blev bærret brugt som topping til yoghurten eller i eftermiddagsteen, men bærret smager surt, så populariteten var kortvarig.

I 2012 var det helt hotte at spise som vores forfædre i stenalderen.

Du ved, dengang vi hverken havde sukker, korn, mælk eller i det hele taget forarbejdet mad, men til gengæld fik rigelige mængder af kød, fisk, bær og nødder. Ideen var at undgå at spise for mange kulhydrater og så til gengæld smovse løs i fedt og proteiner.

Herhjemme var kokken Thomas Rode den fremmeste stenaldermand, og hans opskrift på stenalderbrød blev da også Politikens mest populære opskrift det år.

Stenalderbrødet laves helt uden korn, men med rigelige mængder græskarkerner, solsikkekerner og mandler. At der ikke fandtes mandler på vores breddegrader i stenalderen, ser vi så lige bort fra.

Trenden døde efter nogle år, måske fordi stenalderbrød faktisk er ret kedeligt sammenlignet med et godt, gammeldags rugbrød.

Engang var lakrids kun noget, man puttede i slik og søde sager. Og det var mest noget børn spiste, når de gnaskede Super Piratos, Skipperskrå eller Skolekridt. Men i 2007 vendte bornholmeren Johan Bülow op og ned på det med lanceringen af sin egen “luksus-lakrids”.

Lakrids gik fra at være underlødig børneslik til pludselig at være en vigtig ingrediens i alt fra mad og is til øl og the. Ligesom andre “nordiske” ingredienser såsom havtorn eller ramsløg, passede lakridsroden perfekt ind i “det nye nordiske køkkens” tanker om lokale råvarer.

Fra 2007 voksede lakrids langsomt i popularitet, og i 2012 toppede trenden. Pludseligt skulle lakrids i alting. På supermarkedshylderne kunne du pludselig få lakridspulver, lakridssirup og lakridsflødeboller - og selv en lakridsfestival så dagens lys.

Siden har lakrids fundet sig en naturlig plads i det danske køkken - og, lad os nu være ærlige, man blev sgu da lidt træt af, at alt pludselig smagte af lakrids.

Nærmest fra den ene dag til anden, blev det umoderne at spise A38 eller tykmælk. Det var alt, alt for usundt. Nej, i 2013 skulle du pludselig spise din morgen-mysli med en god omgang islandsk skyr - eller “skir”, som de mest irriterende entusiaster kaldte det.

Fordelen ved skyr er, at det indeholder mange flere proteiner og mindre fedt end traditionelle surmælksprodukter, og så passer det jo som fod i hose til “det nye nordiske køkken”, der fokuserer på, at vi skal spise lokale, nordiske madvarer.

I 2014 vurderede Coop Analyse, at på en almindelig dag spiste hver 20. dansker skyr. Og det var især kvinderne, der tog den bitre islandske specialitet til sig - både til morgenmad, i dressinger og desserter.

Skyr finder du stadig i de fleste supermarkeder, og salget stiger fortsat, men hypen er dulmet, og andre produkter som eksempelvis kefir truer med at stjæle rampelyset fra den populære islandske spise.

Fermentering har de sidste par år været det helt hotte gastro-ord. Fermentering betyder egentlig bare at “bringe til at gære”. Det er en metode, man kan bruge til at brygge øl, lave brød, men også til at give grøntsager en helt anderledes smag. Og så kan man konservere maden ved at fermentere den.

Skal du virkelig være med på fermenterings-beatet, skal du lave din egen fermenterede te - også kaldet kombucha. Og det er faktisk ikke helt enkelt.

For at lave kombucha skal man nemlig dyrke en “koloni” af bakterier og gær - en såkaldt SCOBY (nej, det har ikke noget med Scooby doo at gøre). Du skal med andre ord finde den helt rigtige gærsvamp og sætte den sammen med de helt rigtige bakterier. Og så får du en dejlig perlende te.

Og ikke nok med at din te er helt unik, du kan også belære dine venner om svampekulturer, gæringsbeholdere og bakterier. Win win!