(Foto: © Andreas Bro)

Kæresten og vennerne må vente: Magnus på 21 knokler som en vanvittig til vigtig konkurrence

Magnus Rosendal er blevet headhuntet til at deltage i prestigiøs kokkekonkurrence, der løber af stablen nu.

Selv om 2020 ikke har budt på særlig mange internationale konkurrencer og europamesterskaber, så er der et ganske særligt EM, som faktisk bliver afholdt i disse dage.

I dag og i morgen er et udvalg af Europas dygtigste kokke nemlig samlet i Estlands hovedstad Tallinn.

De skal dyste i mesterskabet 'Bocuse d'Or Europe' - det uofficielle EM for kokke.

Selvom man måske kan fristes til at tænke, at det vel bare en flok mennesker, der står og anretter avanceret mad til et heldigt dommerpanel, så kan man godt tro om.

Konkurrencen foregår som alt andet elitesport. Deltagerne har trænet i månedsvis, og havde det ikke været for corona-pandemien, ville den bliver afholdt med et larmende og hujende publikum, der ville være en håndboldkamp værdig.

En af dem, der skal stå i køkkenet er Magnus Rosendahl. Du har nok ikke hørt om ham, for Magnus Rosendahl er ikke en kendt Michelin-kok, men en 21-årig kokkelev fra Kastrup.

En almindelig kokkeelev er han dog ikke. Trods sin unge alder har han allerede nu deltaget i VM i erhvervsfærdigheder, World Skills, og i begyndelsen af året blev han headhuntet til at stille op i Bocuse d'Or som højre hånd for Estlands kandidat.

Vi fulgte med Magnus Rosendahl i køkkenet på hans læreplads, restauranten Kokkeriet i København, en sommerdag inden han drog på træningsophold i Estland.

  • - Der er ingen i min familie, der er kokke. En af vores genboer ejede en restaurant, men ellers kendte jeg ingen fra kokkeverdenen. Alligevel vidste jeg bare, at det var det, jeg skulle. Da jeg var 16 år, startede jeg på kokkeuddannelsens grundforløb. I dag er jeg 21, og jeg er stadig glad for, jeg ikke valgte gymnasiet. Det havde jeg ikke gidet. (Foto: © Andreas Bro)
    1 / 7
  • - Jeg har altid elsket at lave mad. Så længe jeg kan huske, har min mor lavet god mad til mig og min bror. Jeg er aldrig blevet tvunget til at være med, men jeg har vel bare set min mor skrælle kartofler og tænkt, at det ville jeg også prøve. (Foto: © Andreas Bro)
    2 / 7
  • - Det der med at stille op til verdensmesterskaberne er ikke noget, jeg nogensinde har tænkt over. Men en dag blev jeg kontaktet på Instagram af Geraniums ene køkkenchef, Artur Kazaritski. Han kommer fra Estland og skal derfor repræsentere landet til konkurrencen. Han havde holdt lidt øje med, hvad jeg gik og lavede, og da vi mødtes over en kaffe, spurgte han mig, om jeg ville være med som hans assistent.
    3 / 7
  • - At stille op i en konkurrence som Bocuse d'Or er hårdt arbejde. Vi startede i januar med at træne. De seneste par måneder har jeg opholdt mig i Tallinn for at træne 12 timer om dagen, seks dage om ugen.
    4 / 7
  • - På en måde er det lidt som elitesport. Man fokuserer 110 procent på konkurrencen. Så må venner, kæreste og familie vente til det hele er ovre. Jeg får ingen penge for at stille op i konkurrencen. Jeg bruger faktisk bare af min opsparing, men for mig er det en god investering.
    5 / 7
  • - I konkurrencen arbejder vi råvarer som vagtler og havkat. Jeg synes altid, det er dejligt at ordne fisk, og jeg er personligt glad for pighvar. Det er nok min yndlingsfisk. Den har en super god konsistens og en særlig fedme i kødet – og så smager den bare smadder godt.
    6 / 7
  • - Hvis du spørger mig om, hvorfor jeg gør det her, så er det nok allermest for at udfordre mig selv. Vi arbejder intenst på tid, man mærker adrenalinet og det er bare vildt at være så fokuseret. Men selvfølgelig håber jeg også på, at vi får en topplacering. (Foto: © Andreas Bro)
    7 / 7