Spring ud i det og gør noget andet, end du plejer, når du laver mad. Så får du meget mere end bare overvindelsen af dig selv ud af det. Det er budskabet fra professionel kok og husholdningslærer Trine Krebs, som har en stor kærlighed til danske rodfrugter og grøntsager, og er en stor fortaler for at bryde fri fra vanens magt i køkkenet:
”Hvis du tør være åben over for andre madkulturer og gøre noget andet, end det, du plejer, så vil du måske finde ud af, at yndlingsretten kan laves på nye måder med fx grøntsager, du ikke plejer at købe, eller krydderier, som du ikke er vant til. Eksempelvis kan rødkål laves på typiske thailandske ingredienser som ingefær, fiskesovs og chili og toppes op med cashewnødder – det giver en helt ny smagsoplevelse”, fortæller Trine.
Ny kogeskole på DRK
Netop de nye smagsoplevelser og mødet mellem forskellige madkulturer er i fokus i DRK’s kogeskoler, hvor Trine Krebs har stået i spidsen for et hold på 12 amatørkokke i Hobro og hjulpet dem på vej i køkkenet. Deltagerne har forskellige kulturbaggrunde fra fx Bosnien, Hobro og Rwanda og skal blande det bedste fra deres madkulturer i nye, spændende fusionsretter af danske grønsager med et eksotisk tvist.
”Jeg tror på, at hvis du tør åbne dig for andre madkulturer i et køkken, så åbner du også dit hjerte. Du får meget mere smag ud af det, og det bliver sjovere at spise og smage på maden. Mad skaber fællesskab, for alle mennesker uanset baggrund skal have mad. Så det kan samle os på tværs af forskelligheder.
Da deltagerne på kogeskolen går i køkkenet og selv skal skabe deres egne retter, giver Trine dem samtidig benspænd med på vejen: Retterne skal laves ud fra de glemte, danske råvarer: Knoldselleri, æble, rødkål, persille og grønkål:
”Jeg elsker grøntsager, og knoldselleri er min yndlingsgrøntsag. Jeg er dog godt klar over, at ikke alle har det ligesom mig. Men hvis du har lyst til at eksperimentere lidt, så kan du starte med at introducere én ny ingrediens i din madlavning. Det smager garanteret bedre, end du tror, siger Trine og peger på, at en ny råvare fx kunne være én af de fem, som hun præsenterer amatørkokkene for.
Skaber nye retter
Amatørkokkene arbejder sammen i grupper på tværs af forskellige madkulturer og får eksempelvis skabt en ret med grønkålspuré med ærter og friterede grønkålschips og desserten æblesuppe med filodej af flødeskum, valnødder, mandler, sirup og safran.
På mandag kan du møde de 12 deltagere og chefkok Trine Krebs i de første dage af deres intense weekend med masser af ny inspiration og både gode og overraskende madoplevelser. DRK’s kogeskole sendes i 3 afsnit. Find de lækre opskrifter her på dr.dk/mad.
Du kan se 1. afsnit af DR K’s kogeskole tirsdag den 28. november kl. 21.00 på DRK