Sagde sit job op: I dag bruger Mustafa 70 timer om ugen på 'undervurderet' fastfood

En dårlig falafel kan føles som at tage en bid af en ørken. Men en god falafel derimod - jeg siger dig, når du spiser den, får du fornemmelsen af at være taget på en hurtig rejse til Mellemøsten uden pas.

Det tager mange år at blive rigtig god til at lave falafel. Jeg begyndte begyndte at lave det, da jeg gik i 6. klasse.

Min far har knoklet, siden han var en lille knejt. Han havde en falafelbar i Gellerup, og i mange år arbejdede han så meget, at han ikke engang havde tid til at gå til lægen. Af og til hjalp jeg ham i butikken. Det var en god måde at få set ham på, fordi han jo altid arbejdede. Allerede dengang kunne jeg godt lide at lave falafel.

I 2008 startede jeg min første butik. Dengang var jeg i begyndelsen af 20'erne. Den lå også i Gellerup, men i 2017 fik jeg en foodtruck på en streetfood-festival inde i Aarhus Midtby. Foodtrucken var en del af et madprojekt, vi havde kørt i Gellerup, og det var den festival, der på en måde kickstartede min karriere.

På den første solgte vi meget mere, end vi havde troet, vi kunne sælge på alle dagene, og på den sidste dag vandt vi en pris for årets produkt.

Hvis jeg skal åbne en butik i midtbyen, så er det nu, tænkte jeg.

Så åbnede jeg en falafelbar, der var opkaldt efter min families navn, Faour. Jeg kunne ikke leve af det i starten, så jeg arbejdede ved siden af som pædagog for at få det til at løbe rundt.

Falafel er ikke bare vegetarfoder

Selvom Aarhus er Danmarks andenstørste by, så er det lidt af en bondeby, når det kommer til mad. Engang var falafel sådan en ting, som mange århusianerne regnede for vegetarfoder, men i løbet af de sidste ti år er der virkelig sket noget.

Det der med at gå ned til det lokale pizzeria og bestille en hawaii, det er på en eller anden måde blevet lidt last year.

Nu vil folk gerne have, at der er en historie omkring den mad, de køber.

I begyndelsen måtte jeg knokle for at holde min butik kørende, men da jeg året efter igen vandt en pris på den samme streetfoodfestival, begyndte jeg at blive "ham der falafelmanden". Jeg var faktisk også med til VM i falafel i Malmø, og lige så langsomt begyndte folk at opdage min butik.

Efter noget tid kunne jeg sige mit pædagogjob op. I dag kører butikken godt, men ligesom min far, så knokler jeg også: Jeg arbejder stadig seks dage om ugen og ofte tolv timer om dagen. Når jeg så kommer hjem, skal der tit ordnes et eller andet ved computeren, regnskaber eller indkøb.

'Jeg føler mig god'

For det meste er det kun om søndagen, jeg har rigtig tid til at være sammen med mine tre børn. Så sørger jeg virkelig også for, at vi har kvalitetstid sammen, men det er da hårdt at tænke på.

Alligevel er jeg ret vild med det, jeg laver. Måske er det lige netop derfor, jeg føler mig god til det. Jeg elsker at åbne butikken op, få en kop kaffe, lufte ud og gøre klar. Så hører jeg musik. Men jeg føler også et stort ansvar, og jeg føler jeg har et stempel i panden. Eftersom butikken hedder Faour, så skal jeg jo leve op til familienavnet. Så går man altså ikke bare ud og laver noget lort, når man har sådan et navn med, vel?

I dag er min far pensioneret, men han kommer tit forbi og blander sig i butikken og stiller spørgsmål. Selvom jeg har udviklet mine falafler igennem årene, har jeg ikke ændret på krydderiblandingen, som er hans.

Jeg tror absolut, han er stolt af mig - han siger det ikke direkte, men han viser det. Jeg hører i hvert fald fra vores fælles venner, at han elsker at komme ned til mig.

Hvis du spørger mig, om jeg har butikken om tyve år, så er jeg faktisk ikke sikker. Jeg tror ikke, jeg kan holde til at knokle på denne måde i længden.

Jeg har overvejet at arbejde som pædagog igen. Jeg har jo fået gode kolleger, som kan hjælpe mig i butikken, og jeg tror faktisk også, det kunne være godt at lave noget, som ikke handlede om falafel.