Jeg panikkede en smule.

Min mentor svarede stadig ikke. Jeg havde skrevet og ringet, men der var fuldkommen stilhed i den anden ende.

Ved ankomsten til Billund Lufthavn havde mit humør ellers været glimrende. Flyveturen fra Rumænien til Danmark var min første flyrejse nogensinde, og den var gået godt.

Men nu stod jeg i ankomsthallen med min backpack og mærkede frustrationen brede sig i mig. Det var seks-syv timer siden, jeg var landet, og jeg anede pludselig ikke, om jeg havde et sted at sove i nat.

Aftalen var, at jeg skulle skrive til min mentor fra Erhvervsakademi Kolding, når jeg ankom. Om få dage startede jeg på finansøkonomuddannelsen, og en ældre studerende var udpeget til at tage sig lidt af mig.

Jeg skulle sove ved hende, indtil jeg kunne overtage min lejlighed. Men hun var ikke til at få fat på.

I dag er det tre år siden, jeg landede på dansk grund og blev én af de godt 33.000 rumænere, der bor i Danmark. Dengang var jeg 18 år.

Jeg tror, en del unge rumænere har en forestilling om Danmark som en slags drømmeland.

Det er det på en måde også, men den første tid her møder du en mur af udfordringer.

Nogle formår at klatre over muren, andre gør ikke.

Jeg er opvokset i området Maramures i det nordlige Transylvanien. I en lille landsby, som kiler sig ind mellem skove og bjerge.

Når jeg stod på altanen i mit barndomshjem, havde jeg direkte udsigt til naturen, og i baggrunden kunne jeg høre en flod risle. De omgivelser var et eventyr værdigt.

Maramures var også et meget traditionelt landbrugssamfund. Æg købte du ikke i supermarkedet, dem lagde dine egne høns. Ligesom mange familier havde en ko, de malkede frisk mælk fra.

Jeg kommer fra en familie, som lever under ret beskedne kår.

Mine forældre arbejder i byggebranchen og knokler 10-12 timer hver dag. Alligevel må de leve sparsommeligt. De har for eksempel hverken bil eller kørekort.

Jeg var selv god i skolen, faktisk nummer et i min klasse, derfor fik jeg en række scholarships. Det giver man i Rumænien til de elever, der får bedst karakterer.

Min drøm var at bruge pengene på at studere i Australien, men det var for dyrt. Desuden lå det meget langt væk. Men så foreslog min far Danmark. Han sagde: 'Hvis du alligevel har tænkt på at flytte udenlands hvorfor så ikke Danmark? Der kan du skabe dig et bedre liv, end du kan her.'

Både min far og jeg kendte til andre unge rumænere, som studerede i Danmark. Vi vidste, at uddannelserne var gratis og havde høj kvalitet. Derudover var lønnen markant bedre, ligesom det var lettere for nyuddannede at få job.

I Rumænien er det ikke usædvanligt, at unge med en universitetsuddannelse arbejder på McDonalds. Det er megasvært at få job som nyuddannet, fordi virksomhederne nærmest kun har én ting i hovedet, når de ansætter: Erfaring, erfaring og atter erfaring.

Men hvordan skal du få erfaring, hvis ingen giver dig en chance?

De usikre fremtidsudsigter i Rumænien gjorde, at jeg hurtigt var klar på min fars forslag om at tage til Danmark.

På det tidspunkt spekulerede jeg ikke så meget over de udfordringer, jeg kunne møde i et nyt land.

Jeg synes bare, det var spændende.

Men da jeg ankom, var det, som om en bombe sprang i hovedet på mig: 'Boooooooooooom, her er voksenlivet. Velkommen til alle dets udfordringer.'

'I was the one missing.'

Det var den følelse, jeg sad med på min første juleaften i Danmark. Jeg skulle fejre Jesus' fødsel alene i min lejlighed, hvor møblementet bestod af en luftmadras, en lille pude, min backpack og to små planter, jeg havde købt i Rema 1000 til en femmer.

Som aftenen skred frem, slog en ensomhed ned i mig. Jeg tænkte på min familie, som var samlet omkring et stort middagsbord med fade af sarmale, de små rumænske kålruller, som består af syrnet hvidkål viklet rundt omkring en kødfars.

I min familie er julen den tid på året, hvor vi alle er forenet. Fætre, kusiner, tanter, onkler, niecer, nevøer. Alle. Det var hårdt at være dén, der manglede omkring bordet.

Jeg følte mig virkelig alene, men jeg havde ikke råd til at tage hjem.

På det tidspunkt havde jeg boet i Danmark i fire måneder. Og jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg havde i hvert fald ikke regnet med, at den første tid ville føles så svær.

Jeg havde haft en plan i hovedet, da jeg kom. Den krakelerede allerede i lufthavnen, hvor min mentor ikke dukkede op. Efter seks-syv timers venten ringede jeg til en rumænsk fyr. Jeg kendte ham ikke personligt, men vi havde fælles bekendte, og jeg vidste, at han nu boede i Horsens.

Han tilbød mig husly mine første 14 dage i Danmark. I de to uger pendlede jeg mellem Horsens og Kolding for at komme i skole.

Jeg ved ikke, om jeg vil sige, det blev nemmere, da jeg fik en lejlighed. Jeg synes stadig, udfordringerne tårnede sig op.

Jeg var kun 18 år og havde aldrig boet uden mine forældre. Nu skulle jeg på egen hånd balancere en masse ting.

Der var økonomien. Jeg havde haft nogle penge med hjemmefra, men de forsvandt hurtigt til depositum, husleje og bøger.

Der var studiet. Som nævnt var jeg vant til at klare mig godt i skolen. Økonomi havde været et af mine stærkeste fag, men uddannelsen til finansøkonom var svær.

Mine klassekammerater havde på forhånd en masse viden om de emner, vi arbejdede med. Det havde jeg ikke. Jeg skulle konstant catche up, og når jeg endelig havde sat mig ind i noget nyt, var de allerede videre til næste emne. Og så var jeg bagud igen.

Jeg skulle også hurtigt finde et arbejde for at få økonomien til at hænge sammen. Jeg blev reklame- og avisbud. Det var et fint job, men jeg undervurderede det danske efterårsvejr. Efter at være blevet fuldstændig gennemblødt på mine ruter fik jeg slem lungebetændelse og måtte indlægges.

Derudover var der det sociale aspekt. Derhjemme havde jeg et stort netværk. Her havde jeg kun mig selv. Jeg kan stadig huske følelsen af at ligge i en hospitalsseng og vide: 'Du får ingen besøg. Ingen henter dig, når du bliver udskrevet. Du må selv finde hjem.'

Egentlig var det vel bare voksenlivet, der ramte mig. Men fordi det skete i et land, hvor jeg hverken kendte sproget, kulturen eller menneskerne, føltes det, som om det bragede ind i mig med 200 kilometer i timen.

Der var jo ingen til at hjælpe mig. Jeg måtte bare sige til mig selv: 'Det kan godt være, du har ondt i halsen, og det kan godt være, at den statistikeksamen er svær, men nu står du op, vasker dit ansigt og kommer i tøjet. For der er kun dig til at betale regningerne, og der er kun dig til at få dit liv til at fungere.'

Jeg måtte bare tage udfordringerne bid for bid.

Et par år senere...

På væggene i det lyse forsamlingshus hang udprintede fotos af betydningsfulde militærfolk og politikere.

På bordene udgjorde flag i farverne blå, gul og rød pynten, og på sølvfade blev der serveret sarmale, polentabrød og andre rumænske specialiteter.

Det var 1. december 2018 - Rumæniens nationaldag, hvor vi fejrede, at Rumæniens tre største regioner Transsylvanien, Moldavia og det sydlige Rumænien i 1918 blev forenet til én samlet nation.

At dømme ud fra det sprog, der blev talt ved bordene, burde jeg befinde mig i Rumænien.

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg var i Lindeballe nær Vejle sammen med 120 andre rumænere.

For knap to år siden var jeg med til at stifte Rumænsk-Dansk Kulturforening, eller 'Comunitatea Culturală Româno - Daneză' som vi kalder den.

Foreningen har spillet en stor rolle i, at jeg har det bedre med at bo i Danmark i dag.

Jeg har lært en masse ved at møde andre rumænere, der bor her. Det har givet mig mod at høre deres livshistorie. For de ved præcis, hvad jeg står i.

Det kan være svært at tale med mine danske medstuderende om mine udfordringer. For de har ikke 'vores' problemer. Indimellem har nogle af dem spurgt: 'Hvorfor tager du ikke hjem til dine forældre igen?' Jeg tror måske ikke helt, de ved, at det kan jeg ikke bare.

Hvis jeg var taget hjem, efter jeg blev udskrevet fra hospitalet, skulle jeg vente et år, inden jeg kunne starte på universitetet. Hvad skulle jeg leve af i mellemtiden? Og hvad med efter universitetet, skulle jeg så vende Big Macs på McDonalds, fordi ingen ville ansætte én uden erfaring eller slide 10-12 timer hver eneste dag, som mine forældre har gjort hele deres liv?

Det er ikke så ligetil. Selv om det i perioder har været hårdt i Danmark, har det alternativ, der var derhjemme, aldrig virket bedre.

Jeg husker selv, hvordan det var at stå i et fremmed land uden at have nogen at dele mine usikkerheder med.

Nu håber jeg, at vi med foreningen kan hjælpe andre rumænere, der lige er kommet hertil, så de ikke skal føle sig så ensomme og isolerede, som jeg gjorde.

I foreningen mødes vi cirka en gang om måneden. Programmet byder på lidt af hvert.

For eksempel deltager vi i projekt 'Ren natur,' hvor forskellige foreninger samler affald på offentlige områder. Vi har læst de negative historier om østeuropæere i Danmark, og vi vil gerne vise, at mange af os er her for at arbejde og bidrage positivt samfundet.

Vi mødes også for at markere rumænske højtider som julen, påsken og rumænske parlamentsvalg.

Jeg har svært ved at sætte ord på, hvad det betyder for mig at kunne bringe et stykke af Rumænien til Danmark på disse mærkedage... Men det betyder meget. Traditionerne er jo en del af mine rødder. Min sjæl.

Kilde: Danmarks Statistik (Tabel FOLK2). Læs mere om metoden her.

Jeg vil sammenligne det at flytte fra Rumænien til Danmark som 18-årig med at skulle forcere en mur.

Du må bestige den stykke for stykke.

Det har jeg gjort, og efter tre år er jeg ved at lande et rigtig godt sted. Jeg droppede finansøkonomuddannelsen og skiftede til Architectural Technology & Construction Management på VIA University College i Horsens.

Her bor jeg i en lejlighed med min rumænske kæreste, og vi ejer væsentlig flere møbler end den luftmadras, der var mit eneste møbel i begyndelsen. Ha ha.

Desuden er vores lejlighed spækket med stearinlys. I Rumænien tænder vi kun lys, når nogen dør. Men at sidde i sin sofa med et tæppe, varm chokolade, en god film i fjernsynet og levende lys omkring sig, er jo ren hygge!

Jobbet som reklame- og avisbud har jeg også skiftet ud. I dag arbejder jeg på lageret ved en speditørvirksomhed i Kolding.

Jeg går også til danskundervisning seks timer om ugen. Min kæreste og jeg planlægger nemlig at blive boende her i mange år. Måske resten af vores liv. For selv om jeg savner min familie og naturen i Maramures, synes jeg virkelig, Danmark er et dejligt land!

Et meget civiliseret land med styr på tingene. Vejene er gode, uddannelserne har høj kvalitet, og på hospitalerne får du god behandling.

Det kan godt være, jeg betaler mere i skat her, til gengæld kan jeg tydeligt se, hvad pengene går til.

Når jeg ser på kvaliteten af de rumænske offentlige sygehuse, skoler og veje, tænker jeg: 'Hvad bruger I egentlig vores skattekroner på?' Det gør jeg ikke her.

Overvej lige jeres infrastruktur. Når jeg kører fra Horsens til Kolding for at komme på arbejde, tager turen 40-45 minutter. 50 kilometer på 40 minutter! Seriøst, det er det bedste ever.