Den i dag 24-årige journaliststuderende Vivian Petersen havde fordomme om meget troende kristne. At de var kedelige. At de sad alene derhjemme i en tyk sweater og læste i Biblen dagen lang. At de aldrig drak gin og tonic.

Selv var hun døbt og konfirmeret. Hun havde også indimellem foldet hænderne og bedt til Gud, men det havde altid været, når hun havde det dårligt. Ikke fordi hun troede på Gud. Bare for en sikkerheds skyld.

Alligevel sad hun en aften med computeren i skødet, åbnede et browservindue og gik ind på Google:

Hun var få måneder inden flyttet fra Aalborg til Aarhus i forbindelse med sine studier. Hun skulle finde nye venner. Og hun følte ikke, at hun skulle finde dem i den lokale fodboldklub eller i festudvalget.

- Jeg havde brug for dybere venskaber, der handlede om andet end druk og fyre. Jeg elsker også at snakke om fyre og at gå i byen, men jeg kan også rigtig godt lide at tale om livet og om dybere ting. Jeg havde brug for en større mening med mit liv end byture.

I sin Google-søgning stødte hun på frikirken Haven. Hun havde aldrig været i en frikirke før. Men hun havde haft en studiekammerat i Aalborg, der var troende og kom i en frikirke. Det lød rart og hyggeligt, når veninden fortalte om det fællesskab, de havde i kirken.

Vivian lukkede browservinduet ned og besluttede sig for at spørge veninden, om hun ville med til en gudstjeneste i Haven.

Kort tid efter deltog Vivian i sin første gudstjeneste i en frikirke nogensinde – men den foregik ikke i en kirke. Vivian og hendes studieveninde sad i 'Dome of Visions' - en stor glaskuppel på havnen i Aarhus, der til forveksling kan ligne et stort drivhus med planter og siddepladser indeni.

- Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Nok at de her kristne mennesker ville være meget anderledes end mig. Men jeg mødte helt almindelige og virkelig imødekommende unge mennesker, der var interesserede i, hvem jeg var. Salmerne var skiftet ud med lovsange, der blev fremført at et band.

Folk rejste sig op, sang med og klappede. Det var lidt grænseoverskridende for Vivian. Og lidt 'for meget'. Men hun stod stille og sang med.

Efter gudstjenesten satte de sig ud på havnen. Fik en øl og snakkede i solen. Præsten kom hen for at hilse og spurgte interesseret ind til Vivian. Hun fortalte, at hun godt kunne lide at rejse.

'Så skal du tale med Rebecca. Hun kan også godt lide at rejse', sagde han.

Rebecca stod også i spidsen for én af frikirkens madklubber. Hun inviterede Vivian med til deres næste madklub.

- Der var virkelig en åbenhjertighed, og de var virkelig interesserede i at høre, hvem jeg var. Jeg forstod det ikke, for de kendte mig jo ikke. Men man kunne virkelig mærke næstekærligheden.

Hele oplevelsen omkring gudstjenesten havde været spændende, men også lidt skræmmende for Vivian.

- Bagefter tænkte jeg: 'Wow, hvad lavede jeg lige der til en gudstjeneste', og 'Hvad så nu?' Deres nysgerrighed gjorde, at jeg pludselig var en del af det – og ikke bare en tilskuer.

- Og det var jo lidt skørt, at jeg var taget i en frikirke for at møde nye mennesker.

Der bliver skåret mango i køkkenet og kogt ris til ristaffel, mens Vivian og de andre fra frikirken smalltalker rundt omkring i lejligheden.

Vivian mødes med madklubben hver anden torsdag. Når hun ikke har alt for travlt med studierne eller er ude at rejse. Det har hun gjort lige siden den første gudstjeneste.

Haven har flere madklubber. De er sammensat, så medlemmerne er i nogenlunde samme aldersgruppe og har fælles interesser. For eksempel er alle i Vivians madklub glade for at rejse. Én har lige været på en smuttur til Berlin, en anden skal til Tokyo på tirsdag, og Vivian har selv lige været i Israel.

Før maden synger de fire linier af en lovsang. Vivian foreslår én af dem, hun kender.

- Den tager vi, den er god!, bliver de enige om.

'Alle gode gaver de kommer ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed. Ameeeeeen', synger de højt og slutter i et grin.

Når sidste bid er spist, tager de en 'runde', hvor de på skift fortæller hinanden, hvad de har lavet siden sidst, og hvordan de har det.

Der er plads til både de store og små ting. Til det sjove og det alvorlige. Nogle gange bruger man to minutter. Andre gange en halv time per person. Det er der plads til.

De taler om, hvordan det går med studierne. Om begyndende stress og om at have gode snakke med Gud.

Én fortæller, at hun er begyndt at læse biblen forfra igen, men hun er sprunget til det nye testamente, fordi det gamle er lidt kedeligt.

De andre griner. Det gør de også meget, når de er sammen.

Vivian fortæller blandt andet, at hun har været i Israel og er flyttet i kollektiv, og de andre inviterer straks sig selv på besøg. Andre gange har hun fortalt om det svære speciale og om indimellem at have det svært i livet.

- Det der med bare at kunne sige det højt i en gruppe af mennesker, der bare lytter og er så interesseret og gerne vil hjælpe. Dét hjælper mig. Og det har jeg ikke oplevet, at man gør andre steder.

På et tidspunkt i løbet af aftenen bliver der også altid læst et stykke op fra Biblen, som medlemmerne prøver at diskutere i forhold til samfundet i dag.

Til sidst slutter de af med at bede sammen. Alle kan byde ind, hvis der er noget eller nogen, de skal bede for.

De fleste i madklubben er troende, men det er ikke et krav for at være med. Vivian selv ved stadig ikke, helt, hvad hun er.

I lang tid betragtede hun sig selv som 'søgende'. I dag vil hun nok sige, at hun er troende. Men om hun tror på Gud, ved hun stadig ikke helt. For Vivian er det dog heller ikke det, det handler om.

- For mig er det særligt de kristne værdier, der har givet mig et nyt perspektiv på livet. Vi kan rumme hinanden, og vi er noget for hinanden. Det er helt klart det, der har inspireret mig mest.

- Hvis de havde sagt: 'Nu skal du læse i Biblen' eller havde spurgt mig: 'Drikker du? Har du sex med nogen?', så havde jeg nok tænkt: 'Oh my god', hvad er det her for en sekt?

Men sådan har det ikke været. Vivian kan sagtens fortælle om en Tinder-date, og så spørger de interesseret ind til det.

- De mennesker, jeg har mødt i Haven, er nogle af de mest interessante mennesker, jeg har mødt. De rejser og har gang i alle mulige vilde projekter. Det passer slet ikke til de fordomme, jeg havde.

Flere af madklubbens medlemmer arbejder som frivillige. Blandt andet med hjemløse. De er også altid klar til at springe til, hvis der er nogen, der har brug for en hånd til at bære et par flyttekasser.

- Det er som om, de har en særlig ro i sig selv og ikke bruger så meget energi på navlepilleri. Måske er det derfor, at de har så meget overskud til andre mennesker.

Det er netop dét overskud til andre mennesker, som Vivian bliver inspireret af, når hun mødes med de andre i madklubben, og det har fået hende til at tænke over, hvordan hun selv kan være mere for andre. Både når det kommer til små og store ting.

Ved siden af studierne arbejder Vivian på et plejehjem. Nu hilser hun altid på kollegaerne på gangen, og hun tager høretelefonerne ud, når hun taler med kassedamen i supermarkedet.

Og siden december har hun været frivillig hos Røde Kors som vågekone, hvor hun sidder hos den døende, indtil de til sidst ikke trækker vejret længere.

- Jeg føler, der er en meningsfuldhed i mit liv, der ikke var der før. Og så betyder det egentlig ikke så meget for mig, om der findes en Gud, og om jeg kommer i himlen.

- Jeg har fundet en ro og nogle gode værdier i kristendommen, som jeg tror er vigtige at have med i livet. Men det kræver også, at man selv kan være reflekteret omkring det og ikke bare får stukket en bibel i hånden, og så følger man den.

De andre i madklubben ved godt, at Vivian ikke er troende på samme måde som dem. I alt er de tre ud af alle madklubbens medlemmer, der har det på samme måde.

Men der er aldrig nogen, der sætter spørgsmålstegn ved Vivians tro. Og de accepterer et nej, når Vivian ofte siger pænt ’nej tak’ til at komme med til gudstjenester og andre arrangementer.

Men der er også nogle gange, hun siger et stort 'JA TAK'.

Det fællesskab, hun har fundet i madklubben har nemlig udviklet sig til ægte venskab, der ikke kun eksisterer hver anden torsdag.

Nogle gange mødes de i weekenden og spiller spil og laver mad. Andre gange tager de ud i naturen og laver bål. De har også været i sommerhus og holdt julefrokost sammen. Samtidig var Vivian inviteret med til bryllup hos et af madklubbens par i sommer – og denne sommer venter endnu et.

- Det er ikke de venner, jeg ser allermest, men det er blevet nogle af mine tætteste venner, og jeg ved, jeg altid kan komme til dem.

Vivians tro har udviklet sig, siden hun begyndte at komme i madklubben, og det er også derfor hun for kort tid siden var parat til at skifte ordet ’søgende’ ud med kristen. Altså sådan 'rigtig' kristen og ikke 'kulturkristen', som hun var før.

- Jeg har fundet min plads i troen, hvor jeg synes, jeg kan være med, og hvor den giver mening for mig. Men der er helt klart også en del regler og pligter, der ikke giver mening for mig i kristendommen.

- Som jeg forstår den kristne tro handler det om, at man skal være et godt menneske over for andre, fordi du ikke kan lade være, og ikke fordi der er en gud, der siger det. Og dét, synes jeg, giver sindssygt god mening for mig.

I januar flyttede Vivian i bofællesskab. Her bor hun som den yngste sammen med ni andre unge og voksne på en gammel skole i udkanten af Aarhus. Med fællesspisning, fadølsanlæg og høns i haven.

Selvom de deler deres hverdag, tanker og køleskab, skulle der gå to måneder, før hun for alvor begyndte at åbne op for sine roommates omkring, hvad den kristne madklub går ud på og har betydet for hende.

- Det er helt klart ikke, det første jeg fortæller folk om. Men hvorfor skulle det også være det? Det jeg har fået ud af at komme i madklubben er virkelig dejligt, og kristendommen er blevet en del af mit liv, men mit liv drejer sig ikke rundt om kristendommen.

På den anden side synes hun også selv, 'det er lidt åndssvagt', at hun ventede så længe med at fortælle dem om det.

- Jeg var nok bange for, at de ville have de samme fordomme, som jeg selv havde, før jeg kom i frikirken. Og de andre kan da godt finde på at joke lidt med der, når vi drikker en øl eller taler om sex. Men det er kærligt ment. De har taget det rigtig fint.

- I virkeligheden er det jo nok mig selv, der har de største fordomme.