26-årige Christine arbejder +50 timer om ugen og er mor til to: 'Jeg er skideligeglad med, om der roder'

Til hverdag ser Christine ofte kun sine børn halvanden time om dagen, weekenderne er familiens åndehul.

Siden Christine Nordam Andersen fik sit første barn under studiet, har hun savnet nogen at spejle sig i.

Nogen hun kunne spørge: 'Hvordan gør I derhjemme?'

Både hendes mand, Rasmus, og hende selv er udprægede karrieremennesker med en arbejdsuge, der ofte ligger mellem 50-60 timer. Derudover har de døtrene Alberte og Emma.

Som Christine siger, findes der et hav af 'morblogs,' men ingen af dem handler om det liv, hun lever. Hun har en kandidat i finansiering og regnskab fra CBS og arbejder som konsulent i et stort rådgivnings- og konsulenthus, hvor hun beskæftiger sig med køb og salg af virksomheder.

Christine anslår, at kun omkring hver 10. i hendes afdeling er kvinde, og da hun gennem samtaler i sit netværk og studier fandt ud af, at en af forklaringerne på, at nogle kvinder holder sig væk, er bekymringer om, hvordan arbejds- og privatliv skal hænge sammen, tænkte hun: 'Det er fandeme ærgerligt, hvis praktik spænder ben for vores karriereambitioner.'

Derfor startede hun karrierebloggen 'christine.nordam' på Instagram. Målet er at vise en upoleret version af, hvordan hverdagen fungerer hjemme ved dem, og at være det spejlbillede for unge karrieremindede småbørnsforældre hun selv har savnet.

Her giver hun i seks overskrifter et indblik i sit liv.

Mandag til torsdag lever vi efter en fast drejebog. Sådan er det nødt til at være, når både min mand og jeg har job med stramme deadlines, hvor en arbejdsuge på plus 50 timer er reglen – ikke udtagelsen.

I øjeblikket er jeg på barsel, så der kører vi lidt anderledes. Men når barslen er slut, er vi tilbage på den 'gamle' ordning.

Ni ud af ti dage lyder den sådan her:

Min mand står op klokken 5 og møder ind på sit arbejde ved 6-tiden. Ingen andre i huset er oppe, når han tager afsted.

Min telefon vækker mig klokken 6, og så spiser jeg morgenmad med pigerne og afleverer dem.

Jeg møder selv ind klokken 9, og fra da af er jeg som udgangspunkt ude af dagens familiepuslespil. Min mand henter mellem 16:30 og 17, og han sørger for aftensmad og godnathistorie.

Min arbejdsdag slutter sjældent før klokken 20, og det er ikke usædvanligt, at den bliver 22 eller midnat. De fleste dage kunne jeg godt tage hjem og spise aftensmad, men det ville betyde, at jeg skulle sidde til ud på natten for at indhente mine arbejdsopgaver. Det duer ikke, når jeg skal op klokken 6.

Det betyder, at jeg mandag til torsdag ofte kun ser mine børn halvanden time om morgenen.

Vores ældste datter, Alberte på fire år, er den eneste af børnene, der endnu har prøvet modellen. Hun trives med den. Forudsigeligheden fungerer for hende: 'Far henter mig. Mor er her, når jeg vågner.' Når bare hun ved, hvad der skal ske og altid har mor eller far tæt på om morgenen og om eftermiddagen, kører det ret gnidningsfrit.

Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg kan leve med at se hende så lidt. I mødregruppen, af veninder, af min mor.

Indimellem svarer jeg: 'Hvorfor spørger du ikke Rasmus?' Han bliver aldrig spurgt til det.

Sandheden er, at jeg har det fint med det. Man vænner sig til det. Jeg ved godt, mange synes, det lyder vanvittigt, når jeg siger det, men sådan har jeg det.

Jeg elsker jo det, jeg laver. Hvis ikke jeg syntes, det var hamrende sjovt at sidde med hovedet i Excel-ark omgivet af fede kollegaer, så brugte jeg ikke hovedparten af mine vågne timer på det.

Jeg er selv vokset op med en far, der arbejdede meget og havde mange rejsedage. Jeg oplevede det aldrig som noget negativt, og det er jeg muligvis farvet af, for jeg synes ikke, mine børn lider under det.

Når de ikke er i institution, har de altid en forælder tæt på sig. Det er altid mor eller far, der afleverer og henter, og jeg ser min mand og jeg som et ligeværdigt team derhjemme.

Vores børn har ikke mere brug for mig, end de har for ham. Han er mindst ligeså god til at høre om, hvordan deres dag er gået, som jeg er.

Og så sørger jeg for at få det maksimale ud af vores morgener. Lige at få spurgt Alberte til, hvem hun leger med for tiden og sådan, jeg synes faktisk, jeg er godt opdateret på, hvad der sker i hendes liv.

Jeg er blevet ret god til at lade andres bemærkninger prelle af. Det har krævet øvelse, men jeg har vænnet mig til at sige: 'Hvem er det, jeg er mor for? Det er de her to. Har de det godt? Får jeg at vide af børnehaven, at de trives? Ja! Godt så, videre.'

Hovedårsagen til, at vi arbejder igennem mandag til torsdag, er, at vi gerne vil gå på weekend fredag eftermiddag.

Når jeg siger weekend, mener jeg virkelig weekend. Jeg tjekker ikke mails eller arbejder lidt ved siden af. Vi er opmærksomme på, at vores weekender sammen skal være ekstra gode.

For et par år siden købte vi et lille sommerhus, eller jeg vil snarere kalde det et skur. Egentlig var det tænkt som en økonomisk investering, men det er blevet mit og pigernes primitive åndehul.

Der er ikke bad, tv eller internet. Når vi er der, er vi bare sammen om legen og naturen. Ingenting forstyrrer os.

Mine venner er også et åndehul for mig. Dem prioriterer jeg stadig at se. I weekenden har vi som udgangspunkt familietid, men det er okay at tage ud med vennerne, hvis man er den første, der har lagt sin aftale ind i kalenderen. Vi ville dræbe os selv langsomt, hvis vi ikke gav hinanden lov til det.

Alene-Christine-tid kan jeg til gengæld ikke huske, hvornår jeg sidst har haft. Jeg savner det heller ikke, jeg lader op, når jeg er sammen med andre. På det punkt adskiller jeg mig måske fra nogle. Jeg har en del venner, som siger, at de kobler fra, når de binger en serie. Jeg streamer aldrig bare.

Jeg er totalt håbløs, hvad angår nye film og serier.

Forleden spurgte en af mine veninder i en Messenger-tråd, om jeg havde set Dronningen. Jeg tænkte: 'Mener hun i mit liv? For nylig?' Det viste sig, at der er en ny film, som hedder Dronningen.

Vi køber os til så meget praktisk hjælp, vi har råd til. Vi får rengøringshjælp, handler ind på Nemlig, hvor min mand elsker funktionen med de nemme aftensmadsretter. Spaghetti og kødboller, 25 minutters tilberedelsestid, smid ingredienser i kurv. Aftensmad på plads med få klik.

Vi har også brugt et firma til at ordne vores vasketøj, men da det satte prisen for en dameskjorte til rens op til 80 kroner, kom jyden op i mig.

Nu bider vi i det sure æble og gør det selv.

På det punkt kan jeg godt mærke, at min mand og jeg er i starten af vores karrierer. Vi er ikke på samme løntrin som 'partners' og 'directors,' så det er begrænset, hvor meget hjælp vi har råd til.

Hvis vi tjente mere, fik vi en ung pige eller dreng i huset. Én, der kunne klare vasketøjet og lave aftensmaden klar, så min mand bare skulle tænde for komfuret, når han kom hjem med pigerne.

Jeg hader virkelig husligt arbejde. Hver gang jeg støvsuger eller ordner vasketøj, tænker jeg: 'Spild af liv, spild af liv.'

Måske er det derfor, jeg ikke har nogen stolthed omkring det. Vores hjem behøver ikke at stå snorlige, jeg er skideligeglad med, at der roder i hjørnerne. I couldn't care less.

Med alt praktisk forsøger jeg at springe over, hvor gærdet er lavest. I søndags havde vi 18 børn til børnefødselsdag. Min mødregruppe sagde: 'Puuhaaaa, hvordan orker du?' Jeg er sådan: 'Det er let nok.'

Jeg kører til bageren, en time før de kommer, og booker rengøringshjælp inden og efter, hvis jeg er tidspresset. Jeg skal nærmest bare være til stede med børnene, og dem kan jeg jo godt lide at være sammen med.

Jeg skal helt klart vænne mig til at sige nej. Jeg har været vant til at jonglere studie, foreningsarbejde, studiejob, en virksomhed, jeg drev ved siden af studiet, træning, venner.

Men jeg kan ikke det hele mere.

Motion bliver det ikke til meget af. Det med at have en fritidsaktivitet, der ligger i et fast tidsrum, duer ikke med mit job. Jeg ville være nødt til at melde afbud halvdelen af gangene.

Under min barsel er jeg begyndt til crossfit, og jeg synes virkelig, det er dejligt at styrke min krop igen. Jeg ved heller ikke, om jeg har råd til at lade være. Jeg cykler til og fra arbejde, men sidder ellers på min flade hele dagen, så jeg er nok nødt til at få lagt nogle sundere vaner ind. Lige nu ved jeg bare ikke helt, hvor jeg skal finde de timer.

Jeg ville også gerne give den en skalle i foreningsdanmark. Alberte er lige begyndt til håndbold, og de mangler trænere. Jeg har selv spillet som barn, og det kribler helt ud i fingerspidserne for at sige: 'Jeg er på.' Det går bare ikke, jeg er nødt til at melde pas.

Som ung karriereorienteret forælder tror jeg, det er vigtigt at turde skubbe til opfattelsen af, hvad man bør gøre.

Hierarkisk befinder jeg mig på det niveau, der hedder 'assoicates.' I min afdeling er der stort set ingen på det niveau, der har børn.

Det betyder, at de fleste 'associates' sidder til sent. Der er aldrig nogen, der har brug for at gå klokken 16, fordi de skal hente. Det har jeg, hvis Rasmus skal noget vigtigt.

I de tilfælde kan jeg godt føle et skjult pres. 'Bliver der set skævt til, at jeg går nu?' Men i stedet for at gå med den stemme i hovedet, må jeg spørge.

Jeg skal ikke gå og tro en masse om, hvilke forventninger andre har til mig. Jeg skal vide. Det er jo ikke en gættekonkurrence.

Jeg skal ikke forvente, at andre kommer til mig og siger: 'Christine, du har små børn, sig til, hvis du har brug for at gå tidligt.' Jeg må selv give udtryk for, hvad jeg har brug for, også selv om de andre 'associates' ikke har samme behov.

De gange, jeg har gjort det, er jeg kun blevet mødt med forståelse. Alle er megasøde. Oftest er den, der har højest forventninger til en selv, jo en selv. Det, synes jeg, er vigtigt at huske på - også derhjemme.

Når du ælter grovboller til børnefødselsdagen, selv om du føler dig megapresset, hvorfor er det så, du ikke kører til bageren? Mit bedste bud vil være, at dit barn er ligeglad med, hvor brødet kommer fra, så hvis forventninger er det, du forsøger at leve op til lige der?

For mig er det her en livsstil. Hvis jeg kigger 10-20 år ud i fremtiden, ser jeg for mig, at jeg arbejder ligeså mange timer som nu.

Det ligger til at mig at være i gang 110 procent af tiden og at udfordre mig selv fagligt.

Det giver mig et kick at have fingeren på pulsen. At følge den teknologiske udvikling og de trends, der er indenfor min branche. Hvilken type virksomheder bliver solgt i øjeblikket? Hvor stiller de nye regnskabsregler os? Jeg bliver helt opslugt af det.

Titler og løn motiverer mig ikke i samme grad. Jeg har ikke et mål om at blive topchef eller at opnå en bestemt titel.

Jeg drømmer bare om at være med til at sætte dagsordenen. At være i en stilling hvor der er rum til at igangsætte mine egne ideer og eksekvere på dem. Lige nu synes jeg, at min arbejdsgiver omfavner alt initiativ, også det der kommer fra 'associates.'

Det er megafedt, men jeg ser da ikke for mig, at jeg skal være 'associate' resten af mit liv. Det er sgu ikke for sjov det her, og jeg skal nok fortælle mine chefer, at de bør forfremme mig, men jeg er ikke interesseret i en forfremmelse for syns skyld. Jeg går efter stillinger, hvor jeg reelt får noget at skulle have sagt.

Både nu og fremover er det selvfølgelig afgørende, at vores børn trives i det her. Hvis vi selv oplevede, at de pludselig ikke havde det godt, eller børnehavepædagogerne sagde: 'Der er noget her, I skal være opmærksomme på,' ville vi reagere på det, og overveje hvordan vi så kunne gribe hverdagen an, men indtil nu har det altså kørt godt.

Kvinder i dansk erhvervsliv

  • En analyse udgivet af Dansk Industri i september 2018 viser, at 33 procent af de heltidsbeskæftigede i den private sektor er kvinder. I den offentlige sektor udgør kvinder 68 procent af de heltidsbeskæftigede.

  • I 2017 udgjorde kvinder omkring 12 procent af de administrerende direktører/CEOs i danske virksomheder med over 50 ansatte.

  • I ledelseslaget lige under den administrerende direktør. Det, der kaldes 'menige direktører og Vice Presidents,' sad en kvinde på 21 procent af posterne. På mellemlederniveau var omkring 30 procent kvinder.

  • Omkring 30 procent af bestyrelsesmedlemmerne i de største danske børsnoterede virksomheder (de såkaldte large cap-selskaber) er kvinder. Set over en tiårig periode er tendensen, at der er kommet markant flere kvinder i bestyrelserne i large cap-selskaberne.

Kilde: Dansk Industri