Det er nytårsaften 2018.
Ditte Lyhne holder en stille og rolig nytårsaften hjemme med manden Morten og en af hans venner.
Den står på kransekage, Asti og den obligatoriske status over året, der er gået.
Snart ringer rådhusklokkerne det nye år ind. Ditte kan næsten ikke vente.
- Jeg sad nytårsaften og tænkte: Nu har det eddermame været nok. Jeg havde fået nok af 2018. Det var virkelig et lorteår på jobfronten.
- Jeg tænkte: 2019, vi starter i morgen. Og det bliver godt.
- Det kunne i hvert fald ikke blive værre.
2018 var ellers startet godt.
Ditte elskede sit arbejde som ingeniør i en medicinalvirksomhed, og hun og Morten havde lige skrevet under på lejekontrakten til en fireværelseslejlighed i det fine Risskov-kvarter i Aarhus.
De glædede sig til at skifte deres lille toværelses ud med noget større, efter de var blevet forældre til en lille dreng.
Der var lagt et rigtig godt fundament til det nye år.
Men fundamentet begyndte at krakelere en snedækket februarmorgen.
Ditte var ved at lægge nogle journaler på plads efter et morgenmøde, da hendes chef og en HR-partner pludselig kom ind i mødelokalet til hende.
'Kan vi lige snakke med dig?'
De lukkede døren bag sig og bad hende sætte sig ned.
Ditte kunne mærke, at noget var galt.
Det var HR-partneren, der førte ordet.
Han fortalte hende, at hun var fyret. Ordet 'omstrukturering' blev vist også nævnt, men Ditte har svært ved at huske det i dag.
Han gav hende et stykke papir.
- Men jeg kunne ikke læse det, fordi jeg var fuldstændig ødelagt.
Hun skulle skrive under på, at hun havde modtaget sin kopi af opsigelsen.
- Jeg sad og rystede, mens jeg skrev under, fordi jeg var så påvirket af det.
Ditte var ked af det. Og rasende.
Det her var slet ikke et scenarie, hun havde forestillet sig.
Hun havde arbejdet hos virksomheden i sammenlagt to år. Hun var startet i otte ugers virksomhedspraktik, der havde udviklet sig til først en projektansættelse og senere en fastansættelse efter sin barsel.
De virkede til at være glade for hende.
Hun kunne sagtens se sig selv på arbejdspladsen mange år endnu og følte, hun havde fundet sin helt rette hylde inden for medicinalindustrien.
- Jeg følte, jeg havde verdens bedste job, hvor jeg blev udfordret hver dag på min faglighed og med fantastiske kolleger, som jeg også sås med uden for arbejdstiden.
Senere på dagen gik det op for Ditte, at hun var blevet fyret som en del af en større nedskæringsrunde. Der var også blevet uddelt fyresedler i andre afdelinger.
Måske var det blevet sagt til samtalen med chefen og HR-partneren, men hun havde været for chokeret til at opfange det.
Det fik hende til at føle en form for lettelse midt i frustrationen. At det ikke 'bare' var hende.
Alligevel var der en tanke, der fyldte hende de næste dage:
'Hvorfor fanden var det lige mig'?
- Men jeg pakkede hurtigt tanken væk, for den nytter ingenting. Jeg synes også, mine kolleger i afdelingen er skidedygtige, og der skulle jo peges på én af os. Det var ikke konstruktivt at tænke på, hvilke marginaler der skilte os.
- Og da jeg efter et par dage holdt op med at tude over, at jeg havde mistet mit arbejde, kunne jeg også mærke, at det ikke var personligt rettet mod mig.
Efter et par dage hjemme vendte Ditte igen tilbage til arbejdspladsen.
- I løbet af et par dage faldt jeg til ro og blev et 'normalt' menneske igen. Når jeg så det hele i et større perspektiv, tog jeg det heller ikke personligt længere.
Ditte fik en god samtale med HR-partneren og sin chef om sine forventninger til de sidste tre måneder på jobbet. Der var nogle projekter, hun gerne ville have afsluttet. Det fik hun lov til.
- Jeg valgte at gribe det praktisk an, som jeg plejer at gøre i krisesituationer. Jeg tror, det er en fordel for mig, at jeg fungerer sådan.
Herfra var den største bekymring for Ditte ikke længere årsagen til fyringen, men snarere de konsekvenser, den førte med sig.
- Da jeg fik min fyreseddel, tænkte jeg: Shit! Vi havde lige fået en huslejestigning på mange tusind kroner. Og nu stod jeg pludselig uden arbejde. Kunne vores budget overhovedet klare det?
Hun var den, der tjente mest derhjemme, og nu skulle hun bytte en fornuftig ingeniørløn ud med dagpenge.
- Især min mand følte sig presset over det. Nu hang det hele på ham.
Men hun insisterede på at fokusere på det positive i situationen.
- Selvfølgelig var det en lortesituation, men jeg tænkte, at det nok skulle gå. Nu havde jeg fået noget mere på mit CV, og jeg skulle nok få arbejde igen om lidt. Man bliver nødt til at holde den positive indstilling, så skal det nok lykkes.
Ditte sendte alle de ansøgninger, hun kunne nå i løbet af en uge.
Imens valgte parret at få forhøjet deres kassekreditter i banken - og spare, hvor de kunne. Gardinerne i stuen måtte vente, og nyt tøj, restaurant- og biografbesøg blev sat på pause.
Efter bare få måneders ledighed med dagpenge, i juli 2018, fik Ditte tilbudt et barselsvikariat i kvalitetsafdelingen i en fødevarevirksomhed.
Egentlig havde hun været til samtale i forbindelse med en anden stilling i samme afdeling, hvor hun havde været 'den stærke toer'.
Nu ringede de og tilbød hende en anden stilling i samme afdeling under et kort telefonopkald, og Ditte sagde ja med det samme.
Hun kedede sig derhjemme og havde brug for at være social i hverdagen og bidrage med mere i løbet af en dag end at tømme opvaskemaskinen.
- Hvad gør man ikke, når man er ledig og får et job serveret i telefonen? Du tænker ikke: Skal vi ikke tage den her times snak om, hvad jobbet går ud på?
- Det kom både jeg og virksomheden til at betale for.
Det var ellers en spændende, stor virksomhed, hun var kommet ind i, og de havde taget godt imod hende.
Alligevel fik hun meget hurtigt en følelse af, at det her ikke var det rigtige for hende.
- Jeg kunne allerede mærke i den første uge, at der var noget, der ikke fungerede her.
- Jeg kan ikke sætte ord på, hvad det var - bare en mavefornemmelse.
Hun skød dog tanken væk. Det var jo også en anden arbejdsplads inden for en anden branche. Det var nye kolleger og en ny chef.
Hun skulle jo ikke sammenligne med det, hun kom fra.
Hun fortsatte med at sende ansøgninger, men sagde samtidig til sig selv:
'Giv det nu lidt tid, Ditte. Ro på. Du skal lige lande'.
- Men jeg landede aldrig. Efter to en halv måned stod jeg stadig tilbage med følelsen af, at jeg ikke var den rette person til den stilling. Jeg følte ikke, jeg passede ind. Jeg var ikke glad for at tage på arbejde om morgenen.
Hun besluttede sig dog for at 'klemme ballerne sammen'. Nu var der trods alt kun ni måneder tilbage af vikariatet.
Men så tikkede en mødeindkaldelse ind fra hendes chef.
Chefen sad med et stykke papir mellem hænderne. Det lå ikke fladt ned på bordet som det plejede, og hun holdt lidt mærkeligt på det.
Der var noget, hun havde svært ved at få sagt.
Ej, det er bare løgn, tænkte Ditte.
Ikke igen.
De var nødt til at afskedige hende.
- Jeg hæftede mig rigtig meget ved, at hun sagde, jeg ikke levede op til deres forventninger.
Det var sjovt, tænkte Ditte. For hun følte ikke, de havde haft nogen forventningsafstemning.
- Derfor havde jeg selv troet, at det gik ok, for jeg havde ikke fået anden feedback.
Ditte understreger i dag, at hun ikke ønsker at pege fingre ad virksomheden.
- Hver gang man peger fingre ad andre, er der sjovt nok tre fingre, der peger tilbage på dig selv. Det er jo også mit eget ansvar, ikke kun chefens, at bede om en klar forventningsafstemning. Det er virkelig noget, jeg har lært af det her forløb.
- Og så har jeg lært, at man ikke skal sige ja til et job på baggrund af en tre minutters telefonsamtale. Man skal spørge om en mere konkret stillingsbeskrivelse, inden man siger ja.
I situationen blev Ditte ked af det - og overrasket. De havde jo brug for en barselsvikar, men åbenbart ikke for hende.
Og denne gang var der ikke nogen fyringsrunde, hun fremover kunne forklare hullet i cv'et med.
Var det kompetencerne, der manglede?
Det var et nyt område med blødere regler og en anden måde at arbejde på, men Ditte følte egentlig, at hun nok skulle kunne lære at håndtere alle opgaver.
Måske var det hendes lidt anderledes måde at gøre tingene på? Hendes personlighed?
Ditte er stadig ikke sikker.
Alligevel føltes anden fyreseddel ikke så slem som den første.
- Et fejlmatch er selvfølgelig surt, for det betyder, at jeg ikke havde fundet den arbejdsgiver, jeg havde regnet med. Men hvis jeg skal være helt ærlig, gjorde det ikke så meget, for jeg kunne jo også godt mærke, det ikke fungerede.
Bare få timer efter fyringen gik hun ind på sin profil på den professionelle netværksside LinkedIn.
- Jeg skrev en opdatering a la: 'Jeg har været ude for et rigtigt ærgerligt fejlmatch. Det sker jo engang imellem. Så nu søger jeg igen nye udfordringer'
- Igen gik jeg i 'handlings-mode' og tænkte, jeg lige så godt kunne aktivere mit netværk og sætte i gang.
Ditte fortæller, at to fyresedler i træk selvfølgelig ikke var en fed situation at stå i.
Men hun har aldrig skammet sig over det eller haft problemer med at fortælle det til familie, venner - eller potentielle arbejdsgivere, hvis de har spurgt.
- Det ser selvfølgelig ikke godt ud på nogens cv med to fyringer samme år, og selvfølgelig har jeg været nervøs for, at nogle arbejdsgivere ville tænke: Hvad er der galt med hende? Hvad er det, hun ikke kan finde ud af?
- Men når jeg har været til jobsamtale, har jeg fint kunnet retfærdiggøre, hvorfor mit cv så ud, som det gjorde, så jeg har ikke haft nogle problemer med at fortælle det.
Ditte forstår godt dem, der tager en fyring mere personligt, end hun har gjort. Men hun føler ikke, at hun kan bruge den tanke til noget og har valgt at skubbe den væk de gange, den er dukket op.
- Det hjælper ikke noget at dunke dig selv oveni hovedet og tænke, du ikke er god nok.
- Jeg har jo også lært noget af det her. Jeg har fået nye kompetencer til cv'et, og jeg har lært noget i forhold til, hvordan jeg skal agere på en ny arbejdsplads. Blandt andet at jeg skal bede om en klar forventningsafstemning.
Ditte fik ret, den nytårsaften i 2018.
2019 skulle vise sig at blive langt bedre end sin forgænger.
I februar dukkede en mail op i hendes e-boks. Den var fra jobcenteret og skulle vise sig at blive adgangsbilletten til hendes drømmejob.
Mailen fortalte om et infomøde forud for en matchingdag, hvor man kunne møde forskellige virksomheder og give sit bud på, hvordan man ville løse et bestemt projekt for dem.
De udvalgte kandidater fik derefter tilbudt tre måneders praktik hos virksomheden, hvor de skulle hjælpe med et projekt.
Til infomødet hørte Ditte blandt andet om virksomheden TGOD Genetics, der arbejder med medicinsk cannabis.
- Det virker så rigtigt!, tænkte Ditte, der gerne ville tilbage til medicinalbranchen.
Hun meldte sig derfor til matchingdagen, hvor hun mødtes med repræsentanter for virksomheden og endte med at blive udvalgt til et praktikforløb.
– I løbet af de tre måneders praktik 'rullede jeg mig ind i dobbeltklæbende tape' og hen over alle de opgaver, jeg kunne. Jeg ville sikre mig, at de ikke kunne undvære mig, og at de kunne se, hvor mange forskellige ting de kunne bruge mig til.
Denne gang sørgede hun også for at få en klar forventningsafstemning med chefen, og hun gjorde det tidligt klart, at hun meget gerne ville fortsætte i virksomheden, når praktikken sluttede.
- De skulle ikke gætte sig til, at jeg virkelig ville det her.
Hun fandt også et kursus, som jobcenteret gik med til at betale.
- Jeg fortalte, at jeg virkelig kunne se fremtidsmuligheder i virksomheden, men at jeg også havde brug for at styrke nogle kompetencer i forhold til, hvad virksomheden havde brug for.
Dittes hårde kamp for en fastansættelse lykkedes.
Efter praktikken blev hun tilbudt en løntilskudsstilling, der fra 1. november overgik til en helt almindelig fastansættelse som ingeniør i en quality assurance specialist-stilling. Her er hendes opgave at sørge for, at produktionen lever op til de nationale og internationale kvalitetskrav.
Hun har endda været med til at formulere sin egen stillingsbeskrivelse sammen med chefen, så den passer perfekt til hende og hendes kompetencer.
- Jeg er ekstremt lettet over, at det er lykkedes. Det var jo det, jeg havde håbet på helt tilbage fra infomødet i marts.
- Det hele endte med at flaske sig perfekt for mig.
Den klare forventningsafstemning med chefen og processen omkring ansættelsen har gjort hendes frygt for endnu en fyreseddel mindre.
- Jeg håber virkelig - med den tillid og løbende dialog, jeg har med min nærmeste chef - at han ville komme og sige det til mig, hvis noget ikke fungerede.
- Så vi kunne tage den i opløbet, frem for at han bare fyrede mig.