Niels Kildahl har både en stor drøm og en bekymring, der fylder meget i hans liv som fyr i starten af 30'erne.
Han har vidst længe, at han gerne vil være far, men han er bange for, at han ender som en ensom mand uden en familie omkring sig.
De to ting hænger sammen, for ifølge Niels er hans chance for at blive far begrænset af de muligheder, som samfundet tilbyder mænd med forældredrømme, når de ikke deler tilværelsen med en kvinde.
Niels' lyst til at blive far er kun accelereret de seneste år, fordi en del af hans jævnaldrende venner allerede har fået børn. Alene i maj blev yderligere tre vennepar forældre for første gang.
"Mon der så er plads til mig i deres liv", tænker han.
- Jeg oplever, at vi bevæger os ned ad en vej, som ude i horisonten deler sig i to: Dem med børn går til højre - dem uden børn går til venstre.
- Og jeg er sgu træt af at gå til venstre.
Niels er bange for, at der kommer en interessekløft mellem dem, som i værste fald koster venskabet. Eller som måske sætter det på pause i nogle år, mens vennernes børn er små og fylder alt i deres liv.
Det er ikke en særlig fed fremtid at kigge henimod, synes han, for det virker så ligegyldigt, hvis han sidder og snakker om sit job, hvis en kammerat sidder med sin lille nyfødte i armene.
- Det er sgu bare ikke helt det samme, og jeg kan ikke skjule min misundelse i sådan en situation. Jeg vil også gå rundt med rødsprængte øjne og ligne lort, fordi jeg er blevet vækket om natten. Og så tage på arbejde.
- Det handler om at føre slægten videre og om at give noget til et lille menneske, jeg kan være med til at forme fra den spæde begyndelse.
Niels ærgrer sig over, at følelsen af misundelse på den måde blander sig med den rene glæde over vennernes familieforøgelser, men sådan er det jo med følelser - dem styrer man ikke selv.
Hvor går man i det hele taget hen og finder nye venner, når man er i 30'erne? Og vil de nogensinde blive venner på samme måde som de gamle, som han deler alle sine ungdomsminder med?
Næppe.
Det er ikke fordi, Niels tror, han vinder en pris som 'årets far'.
Han er faktisk sikker på, at han bliver lige så meget en lorte-forælder som alle andre er det indimellem, når alting virker uoverskueligt, og man mister følingen med det hele.
Det er bare ikke nok for ham at være den hyggelige onkel Niels, som altid dukker op til fødselsdage i familien uden et barn på armen.
- Jeg tror, mange uden børn kender fornemmelsen af at komme alene, mens andre sidder dér og stråler med deres unger. Det er ikke noget, man snakker højt om, men man mærker det selv.
Tal fra Danmarks Statistik viste i januar i år, at 20 procent af danske mænd over 50 år aldrig har fået børn. Det tilsvarende tal for kvinder er 12 procent.
Niels har fundet en mulig løsning, men den er dyr og besværlig.
I efteråret 2019 begyndte han at undersøge mulighederne for at adoptere et barn fra udlandet. Hans tanker om den proces vender vi tilbage til om et øjeblik.
Niels har overvejet forskellige muligheder, før han nåede frem til det med at adoptere.
Brug af en rugemor går han af etiske årsager ikke ind for.
Et regnbuebarn kunne være en mulighed, men han er usikker på, hvordan han vil have det med at dele et barn med en veninde eller en helt fremmed. Og hvordan er han egentlig stillet juridisk som far i sådan en proces?
Faktisk har flere kvinder gennem tiden sagt noget i stil med; "hvis vi begge er single i slutningen af 30'erne, så lad os slå pjalterne sammen og få et barn sammen."
Han har altid opfattet det som meget generøse tilbud, og de har sikkert udelukkende haft gode hensigter, når de har sagt det.
- Det er bare en lidt speciel bagkantsaftale at have til den dag, man virkelig er på røven, fordi alderen trykker.
Niels' tanker går blandt andet på, hvordan hverdagen kommer til at hænge sammen rent praktisk, og på hvordan barnet egentlig har det med at vokse op i sådan en konstellation.
Oven i bekymringen for ensomhed føler Niels sig diskrimineret, fordi hans muligheder som mand er så begrænsede sammenlignet med kvinders.
- Samfundet arbejder ikke for alle, selv om vi er dybt afhængige af hinanden, mener han.
- Det arbejder kun for par og singlekvinder, der har ret til at få børn med en sæddonor på det offentliges regning. Så er der folk som mig tilbage. Hvad gør jeg?
På den måde bevægede Niels sig stille og roligt i retning af eneadoption som den løsning, hvor aleneforældre og deres barn begge har et behov for hinanden og dermed får en bedre fremtid sammen.
Han har ingen plan B som et alternativ til adoption.
Det er da også i princippet muligt for en mand at eneadoptere, men i Ankestyrelsens adoptionssekretariat kender man ikke til, at det nogensinde er sket, oplyser sekretariatet til DR.
For Niels er der den yderligere udfordring, at en del af de lande, der afgiver børn til adoption, ikke vil overlade dem til homoseksuelle.
En ansøgers seksualitet er ikke en hindring i forhold til de danske regler, men det begrænser mulighederne i en del af de lande, der afgiver børnene.
Niels har været til infomøder hos Danish International Adoption, DIA, hvor det hele tiden blev slået fast, at adoption handler om at varetage barnets tarv. Om altid at gøre det bedste for barnet.
Det harmonerer bare ikke med den virkelighed, han oplever, når hans seksualitet sætter begrænsninger.
- Hvorfor er det for nogle så essentielt i en adoptionsproces, om ansøgeren er homoseksuel, spørger han med henvisning til andre landes regler - og altså ikke DIA's.
- Er det for at skille os fra, fordi vi er klamme? Jeg kunne i princippet bare lyve om det, for jeg forbeholder mig retten til at udvikle mig. Jeg kan sige det sådan, at lige nu er jeg til mænd. Det kan ændre sig.
Niels har mødt folk med en holdning a la "kan du ikke bare lukke øjnene og knalde en kvinde gravid", og jo, det kan han i princippet godt - men det vil han ikke.
Det vil være at gå på kompromis med hans holdninger og værdier. Hvem har lyst til det?
- Jeg mener ikke, det er nogen menneskeret at få børn. Men jeg mener, at børn, som allerede er sat i verden, har ret til at have en forælder, der elsker dem og giver dem et godt liv.
- I stedet lader man dem vente i flere år under svære vilkår på et børnehjem, mens nogle går rundt herhjemme og drømmer om at være gode forældre for dem. Det giver ikke mening. I mit hoved er det ikke at varetage barnets tarv.
Niels har ikke skrevet sig op til at adoptere endnu, men han har taget det første skridt ved blandt andet at gennemgå et helbredstjek hos sin læge, der har vendt tomlen op.
Han har regnet ud, at det kommer til at koste ham op imod 500.000 kroner, hvis han en dag får lov.
- Det er ret vildt, at jeg skal betale, hvad der svarer til tre biler eller udbetalingen til en fucking lækker lejlighed for at gennemføre det her.
- Sammen med følelsen af at blive diskrimineret er det en hård proces at kaste sig ind i, men jeg vil det her så meget, at det er det hele værd! Det gør det kun endnu mere frustrerende, at det skal være så svært.
Niels' håb er, at systemet en dag bliver ændret, så det er nemmere for mænd at adoptere.
Han drømmer om, at den danske stat arbejder for en mindre diskriminerende proces og går aktivt ind i dialogen med afgiverlandene, så de har ens måder at se tingene på.
Når man kan lave store diplomatiske fremskridt indenfor vindenergi i Sydafrika, kan man vel også arbejde på at varetage barnets tarv med bedre internationale aftaler, mener Niels.
- Biologisk set kan enlige kvinder og par, der går i fertilitetsbehandling, heller ikke få børn, med mindre vi accepterer en socialt konstrueret situation. Derfor siger vi ja til sæddonation og fertilitetsbehandling. Hvorfor går vi så ikke det sidste skridt for manden også?
Niels så også gerne, at ventetiden blev sat ned, når man er godkendt som adoptant. Det kunne være til ni måneder.
- Så har man dén tid til at tænke sig om en ekstra gang, og der bør være tid til at lave en grundig screening af ansøgerne, så man laver et fornuftigt match mellem barnet og forældrene.
Ifølge en opgørelse fra Adoptionsnævnet var den gennemsnitlige ventetid fra godkendelse til barnet kom til adoptivfamilien i 2018 på tre år og ni måneder.
Han kan sagtens sætte sig ind i, hvorfor det er vigtigt for andre at kunne se sig selv fysisk i et barn. At nogen aldrig ville kunne adoptere fra et andet land frem for at få et barn med deres eget dna.
Han har selv haft det på samme måde, men det er ikke længere så vigtigt for ham at have en lille "Niels-kopi" rendende om benene.
Social arv er også en markant faktor, som nære familiemedlemmer deler, og det ser han en lige så stor styrke i.
Han vil bare gerne være far. Allerhelst før vennerne er færdige med at få børn, så de små kan vokse op og blive umulige teenagere sammen.
Niels har en stor omgangskreds og et rigt socialt liv, så hvorfor frygter han ensomheden ved et liv uden børn?
Er det ikke fedt at have råd til at rejse verden rundt og give sig selv et spændende liv uden at have børn at tænke på hele tiden?
- Det er det sikkert for nogle. Jeg tror bare, det er begrænset, hvor længe det for mig er meningsfyldt at leve det der frie liv på første klasse.
- Jeg siger ikke, man ikke kan have et godt liv uden at få børn, men for mig kommer det aldrig til at slå tabet ved ikke at blive far - hvis det ender sådan.
- Jeg ved godt, det bliver skidehårdt og en kæmpe indgriben i min hverdag, hvis jeg får et barn, men jeg ser det udelukkende som en meget stor glæde, der kommer til at fylde det meste i mit liv. Jeg kan mærke, at jeg er klar til det - hvis der bliver arbejdet for ligestilling på området.
Niels har siden interviewet til denne artikel fundet sig en kæreste. Det, mener han, ændrer dog ikke på, at det er svært for ham at få opfyldt sin drøm om at blive far.