"JOBNYT!"
Mikkel Christensen sidder på sit gamle drengeværelse hjemme hos sine forældre i Svendborg. Han er flyttet hjem igen, efter hans tid i studieboligen er udløbet.
Han har åbnet sin bærbar for at skrive de ansøgninger, som han hver måned er forpligtet til at sende for at få udbetalt sine dagpenge.
Men overalt på de sociale medier bliver han mødt af opslag, der gladeligt bebuder, hvordan hans studiekammerater finder job. En efter en.
"Nyt job!", "Så er der lidt #jobnyt herfra" og "Farvel og tak til dagpenge".
Kommentarerne fylder en stor del af Mikkels feed på LinkedIn og Facebook de næste mange måneder.
Hvordan kan det lykkes de andre, når det ikke kan lykkes for ham?
Efter de første ti afslag, er der noget, som så småt går op for Mikkel hjemme på drengeværelset i Svendborg: Det her bliver ikke nemt.
- Det er i den proces, jeg begynder at tænke, at det måske er mig, der er noget galt med. Jeg føler mig som et nul, for hvorfor bliver jeg valgt fra?
- I min verden er roden til alt ondt mit handicap. Roden til alt godt er at være som alle andre.
Knap fire år senere er 32-årige Mikkel igen flyttet for sig selv i en lejlighed i Odense.
Men i dag er problemet ikke blevet mindre. For mens nogle studiekammerater allerede er i gang med job nummer to eller tre, har Mikkel stadig ikke noget arbejde.
Han er nu på ledighedsydelse - kontanthjælp for ledige fleksjobbere - fordi hans dagpengeret er udløbet.
- Det er sindssygt frustrerende. Jeg får halsbrand af bare at kigge på Jobnet. Det har simpelthen sat sig fysisk.
Mikkel blev færdiguddannet fra Syddansk Universitet i 2016. Han har en kandidat i international virksomhedskommunikation med speciale i dansk.
I specialet scorede han et 12-tal, men det har tilsyneladende ikke været nok til også at score et job.
Hele livet har han jagtet anerkendelse og stræbt efter at vise, at han duer til noget.
For Mikkel har med egne ord "trukket nitten" og er født med cerebral parese, spastiske lammelser, og man skal i hvert fald ikke kunne tænke, at han er dum, bare fordi han har et handicap.
Men efter mange års arbejdsløshed er den helt store forløsning i form af et job udeblevet.
- Jeg er normalt et stolt menneske, men lige nu har jeg ikke noget at være stolt af. Jeg har bevist, at jeg kan tage en uddannelse og være i praktik, men det hjælper ikke noget, når der ikke er noget job at få.
Og noget tyder på, at Mikkel ikke er alene.
Jobsøgende, der lever med et handicap, har på trods af relevante uddannelser væsentligt sværere ved at finde job end danskere uden handicap. Særligt i det første år efter endt uddannelse.
Det konkluderer en kommende rapport ’Fra uddannelse til første job – med handicap’ af Via University College og Pluss Leadership, som DR har fået indsigt i.
Mikkel er lige nu i virksomhedspraktik hos Stadsarkivet hos Odense Kommune. Igen. Han har været i utallige praktikforløb, som årene er gået, men det har endnu ikke givet pote.
- Det kan godt være, jeg er gangbesværet, men jeg har utroligt svært ved at stå stille. Jeg hader stilstand. Jeg har altid haft et mål. Et mål om at bevise, at jeg godt kan klare mig, så jeg har aldrig stået stille, som jeg gør lige nu.
At være 32 år og arbejdsløs kan godt mærkes på selvtilliden.
- Når du har fået 10, 50 eller 100 afslag, tvivler du ikke kun på dine faglige kompetencer, men også på dig selv. Det får mig til at føle, at jeg ikke er god nok. Det trigger en masse dårlige oplevelser i mit system.
Mikkel blev mobbet en stor del af tiden i folkeskolen.
Øgenavne, ydmygelser og oplevelsen at blive holdt uden for var hverdagskost for Mikkel i de ældre klasser. Alt sammen, fordi han havde et handicap.
"Hvorfor kan Mikkel ikke deltage i Hvem vil være millionær? Fordi han ikke har nogle venner", skrev hans klassekammerater en gang på en seddel og lagde den i Mikkels taske.
Den usikkerhed, der blev plantet i folkeskoleårene, kommer for alvor op til overfladen nu, hvor han sidder på fjerde år uden fast arbejde.
"Det kan jeg ikke. Det kan jeg heller ikke. Det kan jeg søreme heller ikke".
Når Mikkel løber et stillingsopslag igennem, tager pessimismen over. Han sætter mentalt flueben ud for alle de ting, han ikke tror, han kan.
- Det har udstyret mig med en afgrundsdyb tvivl på mig selv. Jeg lyver nok ikke, når jeg siger, at min selvtillid nærmest altid har været på nulpunktet. Jeg skal hele tiden retfærdiggøre mig selv. Og det er hårdt.
Mikkel har gjort brug af flere af kommunens tilbud for ledige. Han har taget jobkurser og talt med jobkonsulenter, der har forvisset ham om, at der ikke er noget i vejen med ham. Og det har også hjulpet.
Men stillingsopslagene trykker stadig på alle de forkerte knapper hos ham.
- Jeg har ikke diagnosticeret angst, men det er sgu da tæt på, når jeg sidder og læser sådan et stillingsopslag. Tænk nu, hvis de tænker, at jeg ikke kan noget, og at jeg har trukket min uddannelse i en automat - at jeg er en bedrager.
Mikkel er derfor næsten stoppet med at søge opslåede stillinger.
- Når jeg læser, at man skal være ansvarlig for en hel virksomheds kommunikationsstrategi, tænker jeg: "Åh nej, det har jeg ikke nosser til. Jeg vil aldrig få de her stillinger, for det har jeg ikke erfaringen til".
Nu søger han primært uopfordret. På den måde kommer han uden om den berygtede tjekliste og undgår samtidig at lande i én stor bunke af hundredvis af jobkandidater.
Og måske føles nederlaget også lidt lettere at bære, når svaret lyder, at de ikke mangler nogen lige for øjeblikket.
Han ved godt, at man siger, at stillingsopslaget blot er arbejdsgiverens ønskeliste til, hvad man skal kunne, men usikkerheden har bidt sig alvorligt fast.
- Man skal være effektiv og omstillingsparat på dagens arbejdsmarked. Du skal helst være startet i går og være færdig i forgårs. Og det harmonerer jo ikke særlig godt med, at jeg motorisk skal bruge længere tid på tingene.
Mikkel skulle have været født i 1988, men kom til verden allerede nytårsaftensdag i 1987, fordi han blev født ti uger for tidligt.
Lige siden har han måttet leve med konsekvenserne af sin tidlige fødsel og har derfor altid drømt og om at være en anden. Om at leve et almindeligt, kedeligt liv, som han siger.
Et liv uden handicap.
Altid har han kunnet mere i forhold til dem med større handicap, men også altid for lidt i forhold til dem uden et handicap. Han er tæt på, men alligevel langt fra.
- Hvis jeg havde en normalt fungerende krop, ville der ikke være nogen, der stillede spørgsmål til, om jeg kunne det ene og det andet. Så ville jeg ikke skulle retfærdiggøre mig selv hele tiden.
Mikkel går med krykker. Faktisk har han ikke altid kunnet gå. Det kom først efter en række operationer som barn. Dengang var han langt mere spastisk, som han selv siger.
Gennem både gymnasiet og universitetet havde han en sekretær med sig, der skulle tage noter fra tavlen for ham, fordi han ikke selv kunne nå det.
Hans "skygge", som han også kalder sekretæren. Vedkommende var der altid.
I dag kan han sagtens skrive både på papir og tastatur. Det skal bare være i eget tempo.
Mange afvisninger på Mikkels jobansøgninger har også kredset om hans manglende erfaring.
Sådan lyder det muligvis for mange nyuddannede, men det frustrerer ham alligevel, fordi han ikke har haft overskud til at passe et studiejob, som mange af hans medstuderende har.
Hverken fysisk eller økonomisk.
Det handicaptillæg, han fik under hele sin uddannelse, betød, at han ikke måtte tjene en krone mere, hvis ikke han skulle trækkes i SU. Men både tillægget og SU'en var altafgørende for, at han kunne klare sig økonomisk og samtidig passe sit studie.
Han følte sig fastlåst.
En af de centrale anbefalinger i rapporten ’Fra uddannelse til første job – med handicap’, som Via University College og Pluss Leadership står bag, går netop på, at der skal være mere fleksible regler om handicaptillæg på SU, så der kan være mulighed for studiejob.
Og det er der brug for, for med et arbejdsmarked, der skriger på mere erfaring, spiller systemerne ikke sammen, mener Mikkel.
For hvordan skal han få mere erfaring, når ingen vil ansætte ham?
- Nogle gange kan jeg godt føle, at jeg har spildt min tid. Vi får tudet ørerne fulde med, at det er super fint at have en høj uddannelse, for så kan man få job. Men når man sidder på den anden side og oplever, at der skal noget mere til, selvom man har gjort sit bedste, kan man godt føle, at man har spildt sin tid.
Mikkel har søgt få ufaglærte job, men det er begrænset, hvad hans fysik kan holde til. Og den kan i hvert fald ikke holde til at sidde bag kassen i Brugsen.
- Jeg ville være alt for langsom og blive helt stresset.
Geografien begrænser ham også.
Han har brug for at være tæt på sine forældre i Svendborg, så de kan hjælpe ham med storindkøb og en enkelt ret til fryseren i ny og næ.
Transport over længere tid og afstande ad gangen gør ham træt, så han søger ikke mange job, der ligger ud over Odenses bygrænse.
Gør du det så ikke netop sværere for dig selv at finde et job?
- Jo, måske. Men mit handicap må have forrang. Jeg skal også kunne leve et liv.
Derfor slår han mildest talt heller ikke særlig stort ud med armene, når snakken falder på, hvad han drømmer om i dag - fire år efter han blev færdiguddannet.
- De seneste år har jeg ikke haft et drømmejob. Jeg har drømt om at få et job. Men det er jo noget andet.
Mikkel har ikke tal på, hvor mange job han har søgt. Men det er mange.
- Som det er nu, har jeg gjort alt, hvad jeg kunne for at komme i arbejde. Men det pirker da til en dårlig samvittighed, som jeg jo ikke behøver at have, for jeg skal jo søge job i pagt med det liv, jeg også skal leve.
I november 2019 blev han godkendt til at søge fleksjob, og det har åbnet en helt ny verden af muligheder for ham.
I dag søger han job på 16,5 timer om ugen.
Nu håber han, at erfaringen fra de virksomhedspraktikker, han har været i, på et tidspunkt kan veksles til et job. Optimismen er ikke forsvundet.
- Hver dag giver nye erfaringer, som ser godt ud på mit CV.
Det er vigtigt for Mikkel, at han ansættes for sine evner og ikke som et udtryk for social ansvarlighed ude i virksomhederne.
- Jeg ved, at jeg kan noget. Jeg har en faglighed. Jeg kan bare ikke klare at arbejde ligeså længe, som andre kan, hvis jeg også skal have et liv ved siden af. Og det vil jeg jo rigtig gerne.
Hver dag nedbryder Mikkel fordomme. Bare ved at være til. Bare ved at gå rundt i byen og ved, at folk ser og hører ham tale.
- Jeg tror, at folk har et andet billede af at have et handicap. For eksempel er det at være højtuddannet og have et godt sprog måske ikke det, man forventer, når man tænker på en med et handicap.
- Mit handicap hører til i min historie, og det får en værdi, hvis jeg bruger det aktivt til at nedbryde fordomme.
Hvis du vil vide mere om Mikkel, kan du se med her: