Amanda Louise Warlo har prøvet at miste kontrollen over sit liv og gå ned med flaget.
Sådan helt ned, med tudeture på toilettet i arbejdstiden og måneder som sygemeldt, hvor hun lå under dynen i lejligheden i Sorgenfrigade på Nørrebro. Med en pakke cookies og 'Friends' kørende i loop.
Hun havde ikke lyst til at møde andre, så det nemmeste var at gemme sig derhjemme.
Amanda var omkring 16 år, da hun første gang begyndte at have negative tanker om sig selv og en følelse af, at hun "ikke passede ind i flokken".
Uden at stoppe op og acceptere sig selv, blev de følgende 10 år en konstant jagt på at ligne ét af de "perfekte mennesker" fra først magasiner og siden Instagram, og det blev med kroppen og sindet som hårdtprøvede ofre.
- Når man er teenager, er det svært at føle, at man ikke ligner alle de andre. Jeg var og er ikke ligefrem nogen size zero. Unge kvinder som Paris Hilton og Lindsay Lohan satte dengang dagsordenen, når det kom til kropsidealer. Man skulle være petit, men jeg var alt det modsatte med mine 179 centimeter og former, siger 28-årige Amanda.
Hun husker tilbage på en ungdom, hvor hun blev mobbet og holdt udenfor. Den var ikke ulykkelig, men den var svær at komme igennem.
En af de fulde piger i nattelivet
- Så begyndte jeg at gå i byen, hvor jeg så de attraktive piger i nattelivet. Det fik mig til at gå hele dage uden at spise, så jeg kunne føle mig tynd ligesom dem om aftenen.
Sådan lærte hun, at en tom mavesæk kombineret med alkohol er en skidt cocktail, og det bliver ikke bedre, når man har trænet og presset sig selv fysisk i løbet af dagen.
- Jeg er tit blevet mere fuld, end jeg havde lyst til. Hvor jeg mistede selvkontrollen, og hvor jeg ikke kunne stå på benene. Jeg kastede op i løbet af natten, og på vejen hjem kunne jeg spise tre pølsehorn og en shawarma. Næste dag og weekenden efter gentog det hele sig.
Sådan stod det på i nogle år, hvor hun arbejdede som promoter og i entreen på en række københavnske high end-natklubber, hvor pigerne ifølge Amanda altid står og smiler og signalerer overskud og selvsikkerhed.
- Det var en destruktiv adfærd og en usund livsstil, hvor jeg var hård ved mig selv. Jeg var ked af det indeni. Man bliver ulykkelig, når man bruger så meget energi på at prøve at være noget, man ikke er.
- Jeg tror ikke, andre kunne se min ekstreme usikkerhed, selv om jeg var ude i tovene. Blandt andet fordi jeg følte mig tyk. Jeg vejede 55 kilo som 15-årig og 85 kilo, da jeg var 21. Det er helt naturligt at blive større, når man bliver voksen, men det var svært for mig at acceptere.
Tudetur på toilettet og så på med et smil
- Senere fik jeg job som sælger i et fitnesscenter, hvor der var pres på i en tid med ekstrem hård konkurrence på markedet. Jeg følte mig i forvejen psykisk stresset, og nu kom det fysiske oveni og gav mig præstationsangst i hverdagen.
Det var her, Amanda tog sig nogle tudeture på toilettet næsten dagligt, inden hun gik ud og lod som om, at alting var perfekt over for kunder og kolleger.
Lidt ligesom pigerne i entreen til natklubberne.
Hun havde svært ved at falde i søvn om aftenen, hvor hun burde lade batterierne op, og byturene fandt stadig sted for fuld hammer i weekenderne.
Amanda endte med at blive sygemeldt i to måneder, inden hun sagde op.
Hendes liv kørte på repeat i den periode med usund mad og tv-serier.
- Til sidst fik min mor mig til lægen igen, og han sendte mig videre til en psykolog. Her fik jeg at vide, at den bedste medicin mod en tilstand som min - mindreværdsfølelser og præstationsangst - var at komme ud og være fysisk aktiv.
Hun begyndte at gå nogle korte ture rundt om blokken på Nørrebro.
Altid midt på dagen, hvor de fleste andre var på arbejde, så risikoen for at møde nogen, hun kendte, var minimal.
Fra den ene yderlighed til den anden
Amanda havde uddannet sig til fitnessinstruktør i 2011, så hun vidste alt om, hvordan man holdt sig i god form.
Langsomt begyndte hun at læse om kvindelige atleter, og hun blev inspireret af deres livsstil. Meget endda.
De smukke idealer fra nattelivet og medierne blev skiftet ud med de hårdtspændte kvinder fra fitnessmiljøet, og Amanda begyndte for første gang at træne seriøst og bygge sin krop op.
Hun spiste efter en stram kostplan og stillede blandt andet op til DM i bikini-fitness i 2012 og 2013. Da hun var mest aktiv op mod konkurrencer, trænede hun tre gange om dagen:
30 minutters højintens intervaltræning om morgenen. Halvanden times styrketræning midt på dagen. Og så en time med lavere intensitet - cykling eller en gåtur - lige inden sengetid.
Måltiderne var nøje afmålt med eksempelvis 125 gram hytteost, 50 gram grøntsager, en skive rugbrød, 100 gram magert pålæg og en tredjedel af en avocado til frokost.
Træningen blev hendes vej tilbage til et liv, hvor hun følte sig succesfuld, accepteret og beundret. Hun var i fysisk topform.
Men hun modarbejdede stadig kroppens signaler. Nu var det bare mindre destruktivt med ekstrem træning og diætmad i stedet for fastfood, alkohol og byture.
Fra den ene yderlighed til den anden.
- Ingen kvindekrop kan lide at have en fedtprocent på otte-ti procent. Det er ikke sundt, siger hun.
Det forstod hun bare ikke, mens hun befandt sig i det. Det var noget, hun indså med alderen, og til sidst sagde hun fra.
- Det gav mening for mig at leve på den måde, selv om det havde stor indflydelse på mit sociale liv. Jeg fortryder ikke tiden som bikinifitness-atlet, for det har givet mig en masse godt med på vejen, og det hjalp mig videre oven på nedturen.
- Men jeg gav afkald på en masse oplevelser med familie og veninder, hvis det ikke harmonerede med min trænings- og kostplan. Jeg havde mad med hjemmefra, eller jeg bestemte menuen, når vi spiste ude. På den måde påvirkede det også folk omkring mig.
Dubai blev et vendepunkt
Amanda droslede gradvist ned med træningen efter sin sidste konkurrence, så hun ramte et niveau, hvor der var tid til at have en normal tilværelse.
Hun gennemførte en ny uddannelse som fysioterapeut, og dagen efter en eksamen i juli 2016 forfulgte hun en drøm om at flytte til Dubai, hvor hun stadig bor og arbejder som personlig træner og kostvejleder.
- Det blev et afgørende vendepunkt for mig. Jeg havde brug for at komme væk fra mit liv i Danmark og starte forfra. Det tog et halvt års tid, før jeg begyndte at hvile i mig selv, for der var mange nye indtryk og forandringer.
Arbejde fra klokken syv til 20.30 betød, at hun helt naturligt ikke havde tid til at træne tre gange om dagen.
Diæten gik fra at være 'ekstrem nazi' med alkohol kun to gange om året og et enkelt ugentligt treat-meal-måltid, der lå uden for skemaet, til, at hun nu spiser og drikker, hvad hun har lyst til.
- Det har gjort mit liv nemmere at leve mere lystbetonet og afvekslende. Jeg arbejder cirka 80 timer om ugen, men jeg stresser aldrig, for jeg bestemmer selv over min tid, og jeg kan justere på antallet af opgaver, som det passer mig. Sådan ville jeg ikke have det, hvis andre bestemte over mig, og hvis jeg skulle leve op til deres forventninger. Det er helt afgørende, siger Amanda.
Hun føler, at de negative tanker ligger lige under overfladen og venter på at springe frem og ødelægge hendes gode humør, og hun har stadig perioder, hvor hun ikke er tilfreds med sig selv, fordi hun sammenligner sig med andre.
- Sådan er det nok, når man har haft det svært. Der er ting, der kan tricke én, som man skal undgå. Jeg kan mærke, at jeg er blevet klogere med alderen, så jeg er ikke bange for at ryge helt ned igen, selv om risikoen altid vil være der.
- Jeg er glad for mit liv nu, og jeg er privilegeret over at kunne bruge mine erfaringer på at hjælpe andre til at få en bedre livsstil. Vi er i øjenhøjde, når vi snakker sammen, fordi jeg har været i samme båd som dem, hvis de har det svært. Mit bedste råd er, at man skal acceptere sig selv, som man er. Size zero eller ej!