Jeg vågnede med et sæt af lyden af bomber og lavtflyvende flyvemaskiner.

Forvirret og i chok løb jeg over til min mor og søskende. Hun krammede os alle og sagde, at det nok skulle gå.

Irakkrigen var brudt ud.

Der var nu mangel på vand, føde, strøm - og ikke mindst tryghed. Vi solgte alt, hvad vi ejede, og gjorde klar til at komme ud af Irak.

Jeg er født i Fallujah i Irak og kom til Danmark, da jeg var 11 år. Min far tog af sted tre år før min mor, mig og mine fire søskende. Jeg vidste ikke, hvor han skulle hen.

Han ringede en gang om måneden eller hveranden til naboer eller andre, der kunne komme i kontakt med os. Vores egen telefon virkede ikke mere. Da krigen startede, 'døde' mange af tingene i landet.

Nogle gange fik jeg lov at snakke med ham i et par minutter. Han var kommet til Europa. Mere vidste jeg ikke.

Planen var, at vi skulle følge efter ham, men vi kunne ikke komme ud af Irak.

Vi boede i Baghdad på det tidspunkt, men vi skulle hjem til Fallujah for et få stemplet nogle papirer til vores pas. Derefter tror jeg, vi kom til grænsen ti eller 11 gange, hvor vi blev afvist og måtte rejse hjem igen.

Hver gang pakkede vi vores tasker og håbede, vi kunne komme væk. Hvorfor vi blev afvist, ved jeg ikke.

Til sidst lykkedes det heldigvis. Vi kom over grænsen til Syrien. Vi kom til en lille landsby, hvor vi blev taget imod med åbne arme af en familie, der havde fået kendskab til, vi var på vej.

Vi fik lov at bo hos dem, indtil vi selv fik et sted at bo. Jeg husker tydeligt en af mændene i familien. Han hjalp os med alt - helt til den dag, hvor vi kunne komme videre.

Vi var der i fem måneder, tror jeg, inden vi kunne komme til Aleppo i Syrien og med et fly videre. Vi mellemlandede et sted - måske var det Athen. Jeg kan ikke huske det. Men til sidst kom vi til København. Det var i 2003.

Vi blev familiesammenført, så der var en sagsbehandler, der ventede på os i København og hjalp os videre til Billund, hvor min far ville hente os.

Jeg kan huske, da vi ankom i lufthavnen. Jeg så min far stå der, og der var kun en glasrude mellem os.

Jeg var så vred på ham, fordi han var rejst fra os, men jeg var også glad, for jeg havde savnet ham. På det tidspunkt var der gået tre år, siden jeg sidst havde set ham.

Kilde: Danmarks Statistik (Tabel FOLK2). Læs mere om metoden her.

Vi startede med at bo i en lille lejlighed i Nørre Nebel. Det var vinter, da vi kom, og jeg havde aldrig set sne før. Efter få dage tog min far os med ud for at bygge en snemand, og jeg vidste ikke, hvordan man gjorde.

Vi startede også hurtigt i skole. Jeg kom i modtagerklassen, inden jeg startede i en almindelig 6. klasse.

Jeg følte mig udstødt.

Ingen ville tale til mig eller med mig. De ville kun hilse, hvis der ikke var andre, der så det.

En gang var der nogen, der spyttede på mit tøj til gymnastik. Jeg var i forvejen en genert fyr, så jeg tog afstand fra det hele, satte høretelefoner i ørerne og passede mig selv.

Jeg gik der heldigvis kun i et par år.

Efter det flyttede vi til Horsens. Jeg blev færdig med folkeskolen, og jeg kom også i 10. klasse og derefter VUC, inden jeg startede på HF.

Jeg blev først færdig med HF tredje gang, jeg startede på uddannelsen. Der var jeg vist 23 år. Jeg mistede motivationen mange gange, og jeg faldt i søvn i timerne og lavede ingenting.

Jeg har også været i gang med at uddanne mig til frisør og til sygeplejerske flere gange. Men jeg er droppet ud, fordi jeg har fundet ud af, at det ikke er det, jeg vil på den lange bane.

Da jeg følte, det hele så håbløst ud, begyndte jeg at søge efter mening. Jeg begyndte blandt andet at lytte til podcasts og foredrag på Youtube med den amerikanske radiovært og forfatter Earl Nightingale. Det har virkelig udviklet mig - og gør det stadig.

Jeg har indset, at jeg har spildt en del af min tid på ting og mennesker, jeg ikke betyder noget for. Min tid er det mest værdifulde, jeg har, og hvis jeg spilder den, har jeg intet tilbage.

Nu arbejder jeg fuld tid i min brors frisørsalon. Det er ham, der ejer den, men vi styrer den sammen.

Når jeg har fri om mandagen, klipper jeg hjemløse i salonen gratis. Det var en idé, jeg fik i starten af året, for hvis jeg kan give noget af mig selv og gøre andre mennesker glade, vil jeg gerne det.

Jeg har fundet ud af, at det ikke er uddannelse, der er lykken for mig. Jeg har lavet en Facebook-side, der hedder 'Gør Noget'. Den skal inspirere og motivere os alle sammen til at handle. Jeg lægger en video ud hver dag, hvor jeg taler til følgerne.

Hvis jeg gør det hver dag i fem år, bliver det til over 1.800 videoer. Og så skal jeg nok blive en dygtig taler. Det er mit mål, og og en gang vil jeg gerne stå på en scene over for flere millioner mennesker og inspirere til handling og til at gøre noget godt for sig selv og resten af verden.

For jeg drømmer om en verden, hvor vi støtter hinanden og hjælper dem, der sulter. En verden, der stopper vold, krig og udryddelsen af os som mennesker.

Jeg drømmer om en verden, der er oplyst, hvor man har et valg og stiller spørgsmål til alt.

Du kan se en af Ammars vidoer herunder. Du kan også lytte til hans podcast DenmarkReal her.

Det er ikke så længe siden, jeg fandt ud af, at jeg har ptsd (posttraumatisk stresslidelse, red.). Jeg vågner tit med mareridt om natten, og jeg har fået hjælp til at bearbejde de ting, jeg har været igennem. Det har hjulpet, og for nylig er jeg stoppet i behandling.

Det, jeg har oplevet, skal ikke definere, hvem jeg er. Og jeg ved, at jeg ikke vil tilbage til Irak. Der er ikke noget at komme tilbage til. Jeg risikerer at blive taget til fange eller slået ihjel.

Så jeg er taknemmelig for, at min mor alene beskyttede sine fem børn gennem ild og vand for at bringe os i sikkerhed i Danmark. Og for min far, der ofrede alt, hvad han havde af familie, venner, job og sprog for at give os muligheden for at leve.

Nu håber jeg, at mine børn og familie kan starte deres liv med bedre vilkår, ligesom min far gav mig muligheden.