23 timer i døgnet befinder Anna Nørgaard Sørensen sig på de samme 41 kvadratmeter. For bare få uger siden tog den 23-årige engelskstuderende afsted klokken otte om morgenen fra sin etværelses lejlighed på Amager og var tit ikke tilbage igen før klokken elleve om aftenen.
Men så stod statsminister Mette Frederiksen frem på et pressemøde den 11. marts og annoncerede, at alle elever og studerende på alle uddannelsesinsitutioner skulle sendes hjem, og at store dele af Danmark skulle lukkes ned.
Siden har hun kun forladt sit hjem cirka en time om dagen på sin daglige gåtur.
I en undersøgelse fra Aarhus Universitet, der undersøger borgernes adfærd under coronakrisen, svarede 23 procent af de adspurgte, at de føler sig alene i krisen.
Anna er en af dem.
Selv bruger hun ordet 'ensom' om den måde, hun har det på, efter store dele af Danmark lukkede ned, og hele hendes hverdag pludselig blev flyttet ind i hendes lille lejlighed.
Anna er vant til at være meget social. Hun plejer at have aftaler med venner og veninder næsten hver dag og med egne ord at være sammen med andre '100 procent af tiden', når hun er taget hjemmefra. Medstuderende, gamle gymnasievenner, venner, som hun laver studenterpolitisk arbejde med.
Så mødes de på Studenterhuset og spiller spil, studerer sammen eller tager på værtshus og drikker en øl. Eller hun sidder i kantinen eller på en café og studerer omgivet af andre.
- Jeg har et stort behov for at være sammen med andre mennesker. Det er det, der giver mig energi og overskud til at lave alt muligt andet. Også til at læse og fokusere. Hvis der går et døgn, hvor jeg ikke har været sammen med nogen, mister jeg al min energi.
Derfor har det også påvirket Anna meget, at størstedelen af hendes socialliv har undergået en 'lockdown'.
Mindre end en uge efter landet lukkede ned, kunne hun mærke, at 'corona-kulleren' havde ramt hende
- Jeg endte med at ligge i min seng en hel dag. Jeg havde ingen energi til noget, fordi jeg ikke havde set nogen mennesker. Der gik det op for mig, hvor alene jeg egentlig følte mig. Jeg havde skypet og facetimet med mine venner og familie. Men det er ikke det samme.
- Jeg har ikke før oplevet, at mit socialliv blev udtømt på den måde. Og at det ikke var noget, jeg selv havde valgt.
To gange om ugen har Anna forelæsninger. Det foregår gennem en skærm og uden den sædvanlige smalltalk i pauserne. Uden den kop kaffe, hun lige plejer at hente i KUA’s kantine og uden de kram, hun tit får fra de kendte ansigter, hun møder på vejen.
Hun har altid været glad for at studere og at bruge mange timer på både sit studie og sit studenterpolitiske arbejde.
Men nu har hun svært ved at tage sig sammen til at åbne en bog og få sig forberedt til undervisningen. Energien og koncentrationen er væk, og hun er kommet bagud.
- To gange to forelæsninger om ugen lyder ikke af meget. Men det er rigtig meget at skulle forberede sig til mentalt, når man ikke har meget overskud i forvejen. Jeg har ikke energien til at skulle deltage aktivt i undervisningen. Jeg sidder bare og lytter, fordi det er det eneste, jeg er i stand til.
- Det går så meget ud over mit studie, at jeg lige nu ikke føler, jeg er i stand til at gå til eksamen i det fag, jeg læser lige nu. Derfor overvejer jeg, om jeg skal droppe det og starte op igen efter sommerferien.
Det er en stor pris, Anna betaler lige nu. Men hun ved også, at hun er nødt til det.
- Det er rigtigt vigtigt for mig at lytte til det, myndighederne siger. Men det gør også, at jeg føler mig i en klemme. For én ting er, hvad samfundet har brug for, at jeg gør. En anden ting er, hvad der er godt for mit mentale helbred. Og de to ting er meget i konflikt lige nu.
- For jeg har brug for at se og være sammen med andre mennesker. Det er det, der giver mig overskud.
Anna mødes ikke med sine forældre på grund af epidemien. Hendes far har en sygdom, der svækker hans immunforsvar og gør, at han vil være ekstra udsat, hvis han får sygdommen.
Hun har dog stadig omkring fire venner, hun mødes med indimellem. Typisk én og én. Så går de en tur på Amager Strandpark eller sidder indenfor og drikker lidt vin.
Hun indrømmer, at de to meters afstand og 'kramme-forbuddet' ikke bliver overholdt.
Som da hun mødtes med en god veninde forleden.
- Vi hilste på hinanden og holdt god afstand, mens vi gik tur og drak kaffe på stranden. Men til sidst kiggede vi på hinanden og blev enige om: Ej, vi giver lige hinanden et kram, for det har vi begge to brug for.
- Det gjorde, at jeg havde det rigtig rart, da jeg gik derfra. Jeg fik også meget mere overskud til at læse. Det var første gang, jeg havde læst en tekst siden 'lockdown' og havde været forberedt til min undervisning. Efter det kram. Det gav mig bare så meget energi.
Selvom Anna ikke formår at overholde retningslinjerne helt, begrænser hun, hvem hun ser, og hvor tit hun ser dem.
- Det er så godt, jeg kan gøre det. Men jeg får samtidig også dårlig samvittighed over at mødes med folk og over at bryde det her påbud, selvom jeg har mentalt brug for det.
De seneste ugers alenetid har også fået Anna til at tage kontakt til en psykolog, hun tidligere er kommet hos.
- Jeg kunne mærke, at mit mentale helbred havde fået det meget værre, og at jeg havde brug for noget terapi.
- Det har hjulpet mig utroligt meget at bede om hjælp. Nu ved jeg, at der er nogen, der er klar til at gribe mig og hjælpe mig med dét, jeg ikke selv er i stand til i øjeblikket. Vi snakker om, hvad jeg føler, og hvordan jeg bedre kan være i det her.
Som dagene skrider frem, er Anna også selv blevet mere bevidst om, hvilke ting i hendes hverdag, der kan gøre en positiv forskel for hende.
For eksempel betyder den daglige gåtur, og de smil, hun får med på vejen fra andre, pludselig rigtig meget.
- Der er jo en del andre, der også er ude at gå tur. Så bliver jeg bekræftet i, at der er mennesker omkring mig. Og det er rigtig rart at få øjenkontakt med nogen. Selv sådan en lille ting er rigtig rar og livsbekræftende.
Hun overvejer også at købe en kat. Hendes forældre har kat, og dyr har en afstressende effekt på hende.
Derudover taler hun endnu mere med venner og familie over messenger og facetime, end hun plejer. Og der er også skruet op for den mængde af tid, hun scroller sig igennem andres liv på sociale medier.
Det kan ikke gøre det ud for det manglende kram og følelsen af at være alene, så snart hun kigger væk fra skærmen. Men det er lige nu hendes vindue til verden og hverdagen udenfor lejligheden.
Da Mette Frederiksen forlængede nedlukningen af universiteterne og store dele af samfundet, begyndte Anna at græde.
Men hun græd også af lettelse, da statsministeren for nylig annoncerede, at man – måske – snart vil åbne stille og roligt op for samfundet igen.
- Jeg var så lettet over udsigten til, at vi snart kan bevæge os hen mod noget, der ligner en lidt mere normal hverdag igen. Men det lyder næsten også for godt til at være sandt. Helt ærligt tror jeg ikke, at jeg kommer tilbage til studiet før efter sommerferien.
- Men jeg håber, at man lige så stille kan begynde at løsne op, så det bliver ok for folk at mødes på en måde, hvor vi kan få lov at kramme hinanden og have mere fysisk nærhed, end vi har været vant til de seneste uger. Det er nok det, jeg håber mest på.