Hvordan føles det at se sig i spejlet og ikke forstå, hvor din næse kommer fra?

Ikke at forstå, hvorfor dit temperament måske adskiller sig fra resten af din families?

Hvordan føles det at være donorbarn og ikke kende den mand, du har halvdelen af dine gener fra?

Vi har spurgt Julie og Anna Petra. To voksne donorbørn – med to forskellige svar på det spørgsmål.

Det har været en stor del af min selvbevidsthed, at jeg er donorbarn. På godt og ondt. Min mor fortalte mig det, da jeg var ti, og jeg har faktisk altid haft det fint med det.

Til gengæld har den offentlige debat om donorbørn påvirket mig i en negativ retning – særligt som barn.

Der var politikere, som sagde, at det var synd for børn som mig, at de ikke kendte deres far, og at kvinder, der som min mor fik børn alene, var egoistiske.

Men jeg har aldrig tænkt: Hvorfor har jeg ikke en far?

Alligevel følte jeg, at jeg skulle skamme mig. At jeg var forkert og var udsat for et eller andet svigt, jeg ikke selv havde opdaget. Der var ikke sammenhæng mellem, hvad jeg rent faktisk følte, og hvad jeg følte, jeg burde føle.

Jeg har følt, at den offentlige debat har handlet om, at det er synd for os donorbørn, men jeg har ikke kunnet genkende mig selv i det. Det er, som om min stemme har manglet i debatten.

I dag er jeg heldigvis meget mere selvsikker omkring, at det er altså sådan, jeg er.

Min mor har aldrig vist skyggen af skyld over sin beslutning om at få mig alene, og min teori er, at hendes selvsikkerhed omkring det har forplantet sig i mig.

Jeg ved, at jeg er lidt anderledes end resten af min familie, men jeg kan på min egen krop udforske og tænke på, hvad der mon er arv og miljø, og jeg føler, det er med til at gøre mig unik. Jeg synes, det er spændende og tror, det er en positiv søgen.

Alle stiller jo spørgsmålet: Hvem er jeg? Det bliver bare mere udtalt, når man er donorbarn.

Hårene rejser sig på mig, når man omtaler min donor som min far. Det føles forkert. Han er ikke min far. Det, en far gør og ér for en, er ikke bare at levere sæd.

Jeg er enormt glad for, at min donor er anonym, og at jeg ikke har haft muligheden for at lære ham at kende.

Hvis han ikke havde været anonym, tror jeg, jeg ville have det anderledes. Så tror jeg ikke, jeg ville kunne holde mig væk. Jeg ville være for nysgerrig. For der er enormt mange punkter, hvor jeg ikke ligner resten af min familie.

Jeg ville tænke: Hvordan er han? Hvordan ser han ud? Det ville være fedt at kunne spejle sig selv i ham, men jeg tror også, det ville være svært at få at vide, hvem han er.

For hvad skal jeg bruge ham til? Og hvad skal han være for mig? Har han de samme forventninger til, hvilken rolle han skal spille i mit liv, som jeg har til ham?

Jeg tror, det ville rejse nogle eksistentielle og ubehagelige spørgsmål i mig og en større søgen.

Derfor er jeg enormt glad for, at nogen har taget den beslutning for mig. For det har givet mig en ro, at jeg ved, det ikke kan lade sig gøre.

Min mor havde et forhold til en mand, kort før hun valgte at få mig. Jeg ved, at selvom de var gået fra hinanden, ville han gerne have været 'min' donor, men det ønskede min mor ikke.

Men de holdt kontakten, og han kom alligevel til at spille en form for far-rolle i mit liv. Som barn besøgte jeg ham en gang om måneden. Jeg kaldte ham ’Pap pappa’. Eller bare Palle. Han kaldte mig sin datter.

Som 16-årig flyttede jeg hjemmefra af praktiske årsager, og der boede jeg hos ham i nogle år. Han var ikke som en klassisk far, der lavede aftensmad og vaskede mit tøj, men jeg var sammen med ham og sørgede for, at jeg kom hjem om aftenen. Vi havde et tilhørsforhold og et kærlighedsbånd.

Alt det, jeg har fået fra ham, har været ekstra, og jeg ser også hans to børn som mine søskende. Vi er en familie på vores egne præmisser.

Familier er nogen, der tager sig af hinanden. Det er det, der gør det til en familie.

Han har lært mig en masse ting. Han skrev rigtig meget. Anmeldte bøger og gik op i kunst. Jeg har været med ham til udstillinger og med på sidelinjen, når han skrev eller anmeldte bøger.

Jeg læser rigtig meget, også meget klassisk litteratur. Det er noget, han har lært mig at sætte pris på. Det er en af mine store pointer. Han har faktisk formået at sætte et aftryk i mig. Ligesom mine to søskende, selvom vi ikke deler gener. Det kan mennesker gøre, når de kommer tæt på hinanden. Så er det lige meget, om man har biologi til fælles eller ej.

Da han døde for to år siden, græd jeg som en datter. Jeg gik og ryddede op i hans lejlighed, og det 'slog' mig rigtig meget. Det gik op for mig, at han var noget helt særligt for mig, og at vi havde et helt uerstatteligt bånd - som mellem et barn og en forælder.

Mine børnetegninger hang stadig på væggene. Han havde gemt ting, jeg havde lavet, og som vi havde lavet sammen. Og så fandt jeg de her breve mellem ham og min mor, hvor han prøvede at overbevise hende om, at han skulle være min donor. Jeg fandt også et testamente, hvor han havde gjort det sådan, at jeg skulle arve på lige fod med hans egne børn. Det betød, at jeg følte mig anerkendt og valgt til.

Vi havde, mest i sjov, talt om, at han skulle adoptere mig som voksen. Det blev aldrig til noget, fordi han blev rigtig syg til sidst. Men jeg har efterfølgende taget hans efternavn. Så i dag hedder jeg Anna Petra Juul Thorsen - Juul efter ham.

Jeg er kommet til verden ved donorhjælp, fordi mine forældre ikke kunne få børn sammen.

Jeg er et donorbarn, men også et ønskebarn. Det har mine forældre altid gjort meget ud af at fortælle mig.

Da jeg var ti, kom min far ind til mig på mit værelse og fortalte mig, at jeg var donorbarn – men at han stadig var min far.

Han var ked af det, men jeg var selv ret ligeglad. Da jeg var helt lille, betød det ikke så meget for mig.

Mine forældre fortalte mig, at det ikke var nogen hemmelighed, og at jeg måtte sige det til alle dem, jeg ville. Det har hjulpet mig til at acceptere, den jeg er.

Men det har selvfølgelig betydet en del for mit liv, at jeg ikke ved, hvor halvdelen af ‘mig’ stammer fra.

Da jeg blev teenager begyndte jeg at interessere mig for, hvor jeg fik mine skills fra, og hvem jeg ligner. Jeg blev meget opmærksom på, at der var nogle ting, jeg ikke ved, hvor stammer fra. For eksempel mit smil, som ikke ligner min mors.

I lang tid syntes jeg, det var frustrerende og urimeligt, og det kunne nogle gange holde mig vågen om natten.

Det er en proces at acceptere, at man ikke kan finde ud af, hvad der kommer fra ens donor, og hvad der måske bare er mig.

Jeg mangler at vide nogle ret basale ting, som mange mennesker tager for givet.

Og hvad hvis han har en sygdom, som jeg kunne forsøge at forebygge, hvis jeg kendte til den?

Alt det er noget, jeg må slutte fred med. I perioder er det meget svært. Andre gange er jeg bedre til at acceptere situationen.

Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var 11, og jeg snakker ikke så meget med min far længere. Det har forstærket følelsen af, at jeg mangler en del af mig selv.

Jeg synes, det er rigtig fint, at man har muligheden for at være anonym donor. Ellers var der sikkert også mange, der ikke ville gøre det.

Jeg ville dog ønske, at flere donorer ville være åbne – og at min egen havde været det.

Ikke fordi han skulle have en plads i mit liv. Jeg har respekt for, at han sikkert har sin egen familie i dag. Og jeg ser ikke min donor som min far.

Men jeg ville gerne se nogle billeder af ham eller mødes med ham bare en enkelt gang. Så kunne han sige: 'Jeg har valgt at gå denne her vej i livet' eller: 'Jeg har altid været god til det her'.

Jeg har taget en dna-test gennem siden 'MyHeritage', som jeg venter svar på. Dna-testen kan vise, hvor i verden jeg stammer fra - om jeg har andet end dansk i mig. Det synes jeg er spændende, for jeg ved jo ikke noget om min donors side.

Hvis der skulle være et match med en anden person, for eksempel min donor, vil jeg kunne se det på hjemmesiden - hvis han har taget en test fra samme firma.

Så ville jeg nok tænke: 'Fuck, fuck, fuck' og stalke ham rigtig meget på Facebook. Jeg tror heller ikke, jeg kunne lade være med at kontakte ham.

Fordi jeg gerne vil finde ud af mere om mig selv - men også for at udtrykke stor taknemmelighed for, at han har hjulpet mine forældre.

Men der er også meget, der kunne gå galt. Måske ved hans kone ikke, at han var sæddonor, før de mødte hinanden. Måske ville han sige nej til at mødes, og så ville jeg blive vildt skuffet.

Jeg ville have forståelse for det. Men hvad skulle jeg så stille op?

Der er nogle, der siger, det er egoistisk, at man får barn ved hjælp af en donor. Sådan har jeg det ikke. Det er ikke egoistisk, at man sætter et barn i verden, og der er jo ingen, der siger, at en familie skal være en konstellation af en mor og far, som skal være af kød og blod.

Familie kan være mange ting.

Dem, der tager en plads i ens liv, kan man opfatte som sin familie. Min farmor har altid spillet en stor rolle i mit liv, og jeg elsker hende enormt højt. Jeg har også en gruppe veninder fra folkeskolen, som jeg opfatter som nogle af mine allernærmeste.

I mit liv er det at få et donorbarn altid blevet set på som noget, man har gjort, fordi man inderligt ønskede sig et barn. Det kommer ud af meget kærlighed og lyst til at sætte et barn i verden. På den måde kan jeg slet ikke se noget negativt i det.

Så min historie skal ikke skræmme nogen fra at få børn på den måde.

Overhovedet.

Det føles lidt som et hul i mit liv, at jeg ikke ved, hvem min biologiske far er.

Men det har ikke gjort mit liv dårligt. Det er jo bare min forudsætning. Det ødelægger ikke noget i mig.

Men det er selvfølgelig noget, jeg tænker over og som har været en ekstra udfordring.