- Du lyver!

Chokket stod malet i deres ansigter. De troede ikke på, at pølsen fra det pølsehorn, jeg var ved at køre ind i kæften, bestod af kødet af fra et lyserødt, tykt dyr med opstoppertryne.

Jeg blev irriteret. Det ragede fandeme ikke dem, hvad jeg spiste.

- Det er svinekød, svarede jeg og kunne mærke, at behovet for at vise dem, at de ikke var herrer over, hvad jeg spiste, voksede i takt med, at tvivlen i deres øjne blev til misbilligende blikke.

- Jamen, er du ikke muslim mere?

- Nej.

Kort tid efter kendte hele gymnasiet til min manglende tro, og senere fik jeg øgenavnet: 'Perkeren, der er mere dansk end danskerne.'

Jeg er født og opvokset i 7100 Vejle, men slår du mig op i statistikkerne over den danske befolkning, figurer jeg ikke i 'dansker'-kategorien. Jeg har fået prædikatet 'efterkommer', fordi mine forældre flygtede fra Libanon for omkring 25 år siden.

Det her er min fortælling.

Jeg har boet i Finlandsparken i Vejle, siden jeg var fem år. Områdets 11 gule murstensblokke er på den tidligere regerings liste over såkaldte 'hårde ghettoer.'

Og jeg skal være den sidste til at benægte områdets problemer, for jeg mener bestemt her er udfordringer.

Men min opvækst på indersiden af de gule mursten har lært mig mindst én ting: Verden er ikke sort-hvid. Mennesker eller kulturer er sjældent entydigt gode eller dårlige.

Sådan vil jeg også beskrive det at være barn i Finlandsparken.

Jeg har gode minder som de aftener, hvor vi samledes 15-20 drenge på multibanen for at afgøre, hvem der var bedst til fodbold, og vores gåture hjem fra skole.

Vi kunne bruge en time på at tilbagelægge de 400 meter, der var mellem Novaskolen og Finlandsparken, fordi vi gik og ævlede.

Men 'ghettoernes' blakkede ry er ikke opstået uden grund.

Jeg oplevede også negative sider ved tilværelsen her.

- Hva' fuck vil du?

Der skulle sjældent ret meget til, før folk røg op i ansigtet på dig. Mange bar sig frem med en gangsterattitude, hvor dresscoden var hængerøv, hættetrøje og cap, og hvor gloser som 'wallah,' 'aiwa,' 'eow' og 'oralé' var blandt de mest anvendte i deres ordforråd.

En harmløs bemærkning som 'hva' så' eller et forkert blik kunne få folk til at spille med musklerne.

Jeg tror, det handlede om, at det var vigtigt at vise, at ingen kunne 'fucke' med dig. Her var det var hver-mand-for-sig-selv. Hvis nogen var efter mig, var det sidste, jeg kunne drømme om at sladre til mine forældre. Jeg ville blive et let offer, hvis andre havde set, at jeg ikke kunne stå op for mig selv.

Den mentalitet var ikke ret betryggende at vokse op i. Jeg udviklede en vis hårdhed. En snert bitterhed overfor andre mennesker.

Der rendte altid drenge rundt på områdets svagt skrånende stisystemer. Ofte var de ude, fra solen stod op, til den gik ned. Jeg undrede mig tit over, at de ikke havde et tidspunkt, de skulle være hjemme på. Det fik jeg altid af min mor. Hun gik meget op i, at jeg passede min søvn og min skole.

Mange af pigerne havde også et fast tidspunkt, de skulle være hjemme på, tror jeg. De gik i hvert fald ikke rundt uden for til sent.

Jeg fornemmede ret tidligt, at nogle mente, at der var forskel på, hvad piger og drenge måtte.

Jeg kunne også se, at flere af drengene tog til fester og gik i byen. Mange af pigerne blev hjemme. Min opfattelse var, at de var bange for, at der blev sladret om dem, hvis de gik i byen.

Pigernes frygt for sladder var ikke uden grund.

Her herskede et rygtesamfund. Det var i hvert fald min oplevelse. Foretog du dig noget, som ikke var velset i vores forældres hjemlands kultur, spredte sladderen sig hurtigt. 'Ham dér drikker,' 'hende dér er blevet set med en fyr.' Latterlige småting, som ikke ragede andre, end de mennesker det vedrørte.

Selvfølgelig var det ikke alle, der rendte med sladder. Det er vigtigt for mig at slå fast. Når du har kraftigt, sort hår, hedder El-Matari til efternavn og kommer fra 'ghettoen,' lærer du at sætte pris på, at omverdenen ikke dømmer en hel gruppe for, hvad en mindre skare af personer foretager sig.

Men der var problemer, og dengang spekulerede jeg ikke meget over rimeligheden i den kønsdiskrimination og det rygtesamfund, jeg iagttog.

Jeg kendte jo ikke til andet.

Jeg er opvokset i et religiøst hjem.

På væggene i vores lejlighed hang små indrammede citater fra Koranen. Rundt om i lejligheden lå små, aflange tæpper, som min mor dagligt vendte mod Mekka for at bede, og om natten tændte vi ind imellem fjernsynet og lod en mandestemme citere Koranen i vores stue.

Natlige koranafspilninger er noget, nogle muslimer bruger, fordi de tror på, det beskytter deres hjem.

Jeg vil bestemt ikke betegne mit barndomshjem som et konservativt religiøst hjem. Jeg har for eksempel aldrig gået til koranundervisning, men vi var muslimer. Det har jeg altid vidst.

Vi fastede under ramadanen, spiste ikke svinekød, drak ikke, og selv om min mor aldrig formulerede det direkte, vidste jeg, at der var en forventning om, at jeg ikke havde sex før ægteskab og ikke rendte med kærester.

Som barn stillede jeg ikke spørgsmålstegn ved vores tro. Jeg tænkte, at sådan var det bare. Er det ikke ret naturligt? Du ser dine forældre bede og tænker: 'Det er sådan, man gør. Hvis de tror på det her, gør jeg også.'

Det ændrede sig dog omkring 8.-9. klasse.

En række spørgsmål satte sig på tværs i mit hoved: 'Hvorfor er jeg muslim? Hvad ved jeg egentlig om Allah og hans profeter? Hvorfor skal jeg tro på dem?'

Jeg begyndte at læse i Koranen, og jeg kom ikke langt i de 114 kapitler – eller suraer, som de kaldes – før min skepsis havde vokset sig enorm.

Jeg troede ganske enkelt ikke på det, jeg læste. Hele fortællingen om, hvordan Allah skabte jorden på seks dage og nu havde sendt sine profeter ned for at vejlede og retlede menneskerne. Jeg troede bare ikke på det.

Desuden var der flere passager, som jeg syntes indeholdt fuldstændig forældede holdninger. For eksempel flere af udsagnene om kvinders position i samfundet.

Det samme galt i øvrigt for Bibelen, som jeg også læste.

Jeg er med på, at du ikke behøver at tolke et religiøst skrift bogstaveligt. At du kan praktisere din religion mere moderat, og jeg synes også, at islam indeholdt fine budskaber. For eksempel bygger den ene af islams fem søjler på, at du skal betale zakat. En særlig afgift, du betaler til samfundets fattige.

Det synes jeg er en fin tanke, men jeg kunne stadig ikke se meningen i at kalde mig muslim, når der var så meget, jeg ikke troede på og var uenig i.

I 1.g traf jeg den endelige beslutning; jeg var ikke muslim, men agnostiker. Det vil sige, jeg tror ikke selv på, at der findes en gud, men jeg kan ikke afvise, at der gør. Ingen af os kan vel vide det med 100 procent sikkerhed.

- Du har solgt din sjæl!

- Hvorfor er du ikke muslim mere?

- Du er rigtig blevet dansker, hva'

Jeg skulle ofte forholde mig til den type bemærkninger på gymnasiet. Afsenderne var som oftest elever med indvandrerbaggrund.

Jeg valgte at svare igen. 'Ja, jeg er dansker ligesom dig. Vi er født her,' eller 'jeg har ikke solgt min sjæl, jeg har sat den fri.'

Det lukkede som regel munden på folk.

Igen er det vigtigt at understrege, at det ikke var alle, der smed den type kommentarer i hovedet på mig.

Jeg havde flere muslimske venner, som nøjedes med at sige: 'Jeg forstår ikke dit valg, men hvis du har det sådan, så okay.'

De mennesker er stadig mine kammerater i dag.

Men der var dem, der udsatte mig for et bombardement af spørgsmål. Deres spørgelyst tog til i takt med, at jeg afveg fra flere af de religiøse normer.

Jeg drak alkohol, festede, fik en etnisk dansk kæreste fra gymnasiet – det var der nu flere, der gjorde – men da jeg også begyndte at spise svin, var det, som om de tænkte: 'Hvad fanden foregår der?'

Jeg kunne have valgt at gå mere stille med dørene. Havde jeg holdt mig fra pølsehorn og været mindre debatlysten i religionstimerne, er det ikke sikkert, folk havde bemærket mit skifte.

Men jeg ville ikke putte med det. Jeg ville have lov til at være den, jeg havde lyst til.

Jeg følte en trang til at vise, de mennesker, der rendte med sladder, at de kunne sladre, så tosset de ville. Jeg var komplet ligeglad.

Jeg ville ikke være den version af et menneske, andre ønskede, jeg skulle være. Jeg ville være mig selv. Dem, der ikke kunne lide den version, måtte rende og hoppe.

Kilde: Danmarks Statistik (Tabel FOLK2). Læs mere om metoden her.

Det var langt sværere at fortælle min mor om bruddet med islam.

Jeg var nærmest skrækslagen for det.

Min mor er et af de mennesker, jeg respekterer og elsker højest. Hun er årsagen til, at jeg ikke blev en af de drenge fra Finlandsparken, der havnede i noget lort.

Hun har været min klippe.

Men hun har oplevet meget modstand i sit liv. Hun er født i en flygtningelejr, har mærket borgerkrig på egen krop, har måttet flygte til Danmark, hvor hun startede fra scratch uden at kende sproget, kulturen og menneskerne. Hun har knoklet i lavtlønnede job som rengøringsassistent og køkkenmedarbejder, siden hun kom hertil. Og så har der været skilsmissen med min far.

Jeg syntes, min mor havde taget sin del af modgang, derfor ville jeg så nødig såre hende.

Og jeg vidste, hun ville blive ked af det over beskeden. For hun er praktiserende muslim. Hun tror på islam, og derfor mener hun jo, at det er bedst for hendes børn at bekende sig til den tro.

Sådan tror jeg også, praktiserende kristne har det med deres børn. Ligesom et ateistisk dansk ægtepar nok heller ikke klapper i hænderne, hvis deres søn konverterer til islam.

Tro og ikke-tro er bare et følsomt anliggende.

Min mor blev da også ked af det. Det kunne jeg se. Jeg kender hende, men hendes respons var kort: 'Hvorfor siger du sådan? Det passer ikke. Jeg vil ikke høre om det.'

Som jeg husker det, opsummerer det den korte samtale, vi havde om det. Hun var også ret afmålt, da jeg som 17-årig fortalte, jeg havde fået en etnisk dansk kæreste.

Hun sagde bare: 'Hvis du har mødt en, du kan lide, kan jeg ikke forhindre det, men hvorfor egentlig ikke en muslimsk pige?'

Jeg tror, det handlede om, at hun var lidt bekymret for det sproglige. Min mor taler fint dansk, men hun frygtede en form for distance, når hun ikke kunne kommunikere med sin svigerdatter på sit modersmål, tror jeg.

Jeg ved, at nogle unge med indvandrerbaggrund i flere år skjuler, at de har en etnisk dansk kæreste. Jeg valgte at være ærlig overfor min mor, fordi jeg vil kunne føle mig tryg i mig selv. Det kan jeg ikke, hvis jeg lever et dobbeltliv.

Jeg er nødt til at være fri til at være det menneske, jeg ønsker at være.

Med det sagt tager jeg da hensyn til de normer, min mor lever efter. Jeg ville aldrig tage en pige med hjem, jeg kun havde set i 14 dage. Jeg skal være sikker på, at forholdet er seriøst. Jeg underholder heller ikke min mor med, at jeg var ude at få en øl i fredags.

Vi er landet der, hvor min mor accepterer, at jeg lever, som jeg vil, men ikke har lyst til at tale yderligere om det. Det har jeg fuldstændig respekt for.

I dag bor jeg i Aalborg med min kæreste.

Min mor og hende kommer rigtig godt ud af det med hinanden.

Min kæreste og jeg er lige flyttet sammen i en lille lejlighed og er begge begyndt på Aalborg Universitet.

Hun læser sociologi, jeg studerer historie.

Jeg får tit kommentarer fra etniske danskere som: 'Adam, du må være Dansk Folkepartis yndlingsbarn' og 'du er jo 100 procent assimileret.'

De prædikater har jeg det underligt med. Ligesom jeg var træt af, at nogle af eleverne med indvandrerbaggrund kaldte mig 'perkeren, der er mere dansk end danskerne' i gymnasiet.

Generelt synes jeg, der er alt for meget optagethed, hvem der er dansk og ikke er. Er ham dér for lidt dansk, er han for meget? Det gælder både i indvandrermiljøer og blandt etniske danskere. For helvede mand, lad nu bare folk være mennesker!

Og ja, jeg har taget nogle opgør med de religiøse og kulturelle normer, der hersker i dele af det miljø, jeg er opvokset i. Ligesom jeg ikke er bange for at udpege, de problemer, jeg mener, der var i den 'ghetto', jeg er barn af.

Men det betyder da ikke, at jeg synes, at alt, jeg har fået med derfra, og alt, hvad der kommer fra min mors hjemlands kultur, er røv og nøgler.

Der er flere ting, jeg har taget til mig.

Gæstfriheden dér er enorm. Står der gæster på dit dørtrin, disker du op med kage, slik, chips, sodavand, the, kaffe. Ingenting må mangle. Og der er altid plads til en ekstra, uanset om det betyder, vi må mase os sammen i en lille lejlighed. Den mentalitet elsker jeg, og den har jeg kopieret.

For bare at nævne én ting.

Når du vokser op med flere kulturer, vil du altid skulle tage stilling til, hvad du vil have med fra dem hver især. Lad mig sammenligne det med at stå i en kagebuffet. Her ville jeg til hver en tid vælge at spise velovervejede bidder af både den arabiske baklava, den belgiske vaffel og den danske kagemand. I stedet for kun at spise kagemand hele mit liv.

Og så mener jeg i øvrigt, andre skal lade være med at blande sig for meget i, hvilke kagetyper jeg smider på min tallerken.

Pas din egen tallerken, så passer jeg min.