En følelse af at komme hjem. Sådan rigtigt hjem. Til familien og alt det, der giver tryghed og ro i tilværelsen.
Det er den følelse, der rammer Maj Ulrikka Thinggaard, når hun træder ind ad døren til det 270 kvadratmeter store kollektiv land.skab, som hun deler med seks andre.
- Her er altid nogen at snakke med, og har jeg lyst til at være social, behøver jeg ikke lave en kaffe-aftale med en veninde inde i byen. Så går jeg bare ned i stuen, for der er næsten altid nogen hjemme, siger Maj Ulrikka Thinggaard.
Hun har mødt alle de typiske fordomme om kollektiver. Folk har altid masser af spørgsmål og ideer om, hvordan man lever og opfører sig sådan et sted baseret på bøger og film. De fleste skyder helt forbi.
- Vi har hverken bollerum eller fælles tandbørster og undertøj. Så tætte er vi ikke på hinanden, siger Maj Ulrikka Thinggaard, hvis kæreste bor i et andet kollektiv ikke ret langt herfra.
- Vi er bare fælles om en masse ting i hverdagen, og vi nyder hinandens selskab, som vi kan vælge til og fra efter behov. Det bedste ved at bo her, er, når man kommer hjem fra arbejde en kold vinteraften, hvor der står mad klar på bordet eller i køleskabet, mens folk bare sidder og hygger med brætspil, kryds og tværs eller en bog. Det er så meget federe end at træde ind i en lejlighed i byen, som jeg deler med mig selv.
Maj er 28 år og husets yngste beboer. Den ældste er 39, og ingen af dem har børn. Hun arbejder som pædagogmedhjælper få kilometer fra hjemmet.
Land.skab er indrettet i et nedlagt landbrug på Askedalsvej i Rostved på Djursland. Hovedbygningen er fra 1876.
Fire mod tre vinder ikke en diskussion
Ét af de vigtigste principper i kollektivet er, at det hele skal være bæredygtigt. De skal ikke have flere dyr, end at de kan tage ordentligt vare på dem, og de fleste grøntsager er af egen avl.
Hver dag bliver der bagt brød og boller, og ved hjælp af en nogenlunde stram styring sikres det, at alle bidrager til fællesskabet.
- Det er nødvendigt. Når man bor flere sammen, er det nemt at forfalde til at lade være med at lave noget. At tænke, at andre nok klarer tingene, hvis man ikke selv orker det, men det dur ikke. Vi har en aftale om, at opstår der problemer, taler vi om dem på et husmøde, som ikke slutter, før alle er enige. Fire mod tre vinder ikke.
Sådan et møde kan nogle gange trække ud i uendeligheder. Alle synspunkter skal høres, og mennesker har en sjov tendens til pludselig at have en stærk mening, når de bliver spurgt, mener hun.
Så gælder det om at bevare fatningen og tålmodigheden.
- I sådan nogle situationer kan jeg godt drømme mig væk til en to-værelses lejlighed, hvor jeg selv bestemmer, hvor ofte og hvor meget der skal gøres rent, eller om urteknivene skal i opvaskeren. Du drømmer ikke om, hvor lang tid vi har brugt på lige præcis dén snak, siger Maj Ulrikka Thinggaard.
Når regnskabet gøres op, er det alt det positive, der vejer tungest. Ellers havde hun fundet et andet sted at bo.
- Bor du her stadig om ti år?
- Det er svært at sige, men mit umiddelbare svar er "nej". Til den tid er jeg nok rykket videre til et bofællesskab, hvor jeg kan vælge kollektivet til, eller i en lejlighed sammen med min kæreste. Lige nu er det bare det her, jeg har lyst til. Det er lærerigt og givende at bo så tæt på andre mennesker, som man har et ansvar over for.
Tryk dig rundt på kortet herunder for at læse om flere boformer: