Pludselig sad hun der. I toget fra Nordjylland mod Hamborg. De faldt i snak, og det blev starten på en sand kærlighedshistorie mellem tyske Burkhard Sievers og hans danske kone Hanne.
De har været gift i 35 år, og netop kærligheden fik Burkhard til at lægge sit liv om og flytte til Danmark som gæstestuderende i 1983.
Men gennem årene har han oplevet et land, hvor stramninger i udlændingepolitikken har gjort, at han i dag selv har ansøgt om at blive dansk statsborger.
- Jeg vil gerne sikre mig selv, for jeg føler ikke længere, jeg har den samme retssikkerhed i Danmark uden dansk statsborgerskab. Man forlanger noget af de fremmede og begrunder det med, at man har en særlig forpligtelse, lyder det fra Burkhard Sievers.
- Det har man også, men jeg synes, det er absurd, at man ikke kan blive dansk statsborger, hvis man for eksempel kører lidt for stærkt, siger han og henviser til karensperioden på fire år og seks måneder, hvis man får en bøde på 3000 kroner eller derover.
Hør Burkhard Sievers' holdning til blandt andet det at få dansk statsborgerskab i videoen øverst i artiklen.
Herunder kan du læse mere om Tyskland og om, hvorfor så mange tyskere er kommet til Danmark.