Det er den 24. december 2018 om formiddagen. Cathrine Cold Pedersen sidder på en træbænk i Odense Domkirke omgivet af folk, hun ikke kender.

Hun har aldrig været til julegudstjeneste før. Men i dag vil hun gerne ind og fornemme julestemningen i den over 500 år gamle kirke.

I dag starter hun sin helt egen juletradition.

Kirkeskibet med de hvide hvælvinger er fyldt med familier. Børn, der render rundt og larmer, og forældre, der siger: 'Fald nu lige lidt til ro' og 'Nej, du skal ikke have en gave nu'.

På en måde er det en fordel, at hun er alene. Så er det lettere at finde en plads i den mennesketætte kirke.

Alligevel slår tanken hende, om de andre tænker: Hvorfor sidder hun her alene? Hvor er dem, hun er sammen med?

På det her tidspunkt er det et halvt år siden, at Cathrine valgte at bryde kontakten med sine forældre.

Om få timer får hun besøg af en gammel gymnasieveninde, der selv har tilbudt at droppe sin juleaften med familien for at holde den med Cathrine i hendes lejlighed.

Måske netop derfor rører præstens ord hende særligt i dag.

- Hun sagde, at julen handler om kærligheden. Det ramte mig.

- Min veninde havde valgt at vise sin kærlighed ved at ville tilbringe noget af sin jul med mig.

Cathrine er i dag 21 år og underviser kundeservicemedarbejdere hos YouSee.

Hun bor i en lejlighed i Odense sammen med to andre unge.

Julen sidste år var svær. Nok særligt fordi det var hendes første jul 'alene'.

- Særligt i starten af dagen den juleaften kunne jeg godt føle mig alene.

- Jeg vågnede op alene i en tom lejlighed, fordi mine bofæller allerede var taget afsted. Min lillebror, som jeg har en tæt relation til, plejede altid at komme og vække mig. Men nu var jeg pludselig helt alene. Det var en mærkelig fornemmelse.

Der var heller ikke pyntet op til jul eller nogen duft af steg eller and. Ingenting, der indikerede, at det var jul.

Men før veninden kom, nåede Cathrine at pynte lidt op. Hun havde været i Netto for at købe julepynt på tilbud: Julestjerner i sølv og hvid og en krans med sølvfarvede julekugler, som hun placerede på den grå glimmer-velourdug sammen med en 'løber' af 'fehår'.

Pynten skulle ikke være rød og grøn. Det forbandt hun med julen derhjemme.

Risalamanden skulle heller ikke laves af daggammel risengrød. Den bestod i stedet af en rawcake, hvor der var puttet en mandel i.

Men hun levnede også plads til lidt traditionelt - hun havde købt andebryst, som hende og veninden stegte på en pande, og der var rødkålssalat og en mandelgave.

Der var også gaver. Fra hendes 'bonusmor' Birgitte - hendes ekskærestes mor, som hun stadig har et tæt forhold til og blandt andet altid ses med den 23. december.

Fra veninden.

Og fra venindens forældre.

- Da jeg så, hun havde en gave med fra sine forældre, blev jeg virkelig rørt og fik tårer i øjnene.

- Gaven betød meget for mig. Da jeg fik den, slap jeg den dårlige samvittighed. Den viste, at min venindes forældre godt kunne forstå og accepterede, at hun gerne ville holde jul med mig.

De hørte julemusik på Spotify, skålede i rødvin, hyggede og grinede til klokken tolv om aftenen, og der var også plads til at være ked af det.

Da opvasken var taget og det sidste glas rødvin drukket, lå Cathrine i sin seng og tænkte tilbage på aftenen:

'Pyh, nu er det overstået'

- Det havde været rigtig hyggeligt. Men det var også en lettelse, at folk ikke længere kunne spørge: 'Hvad gør du i forhold til julen?'

På det tidspunkt var hun ikke så åben omkring bruddet, som hun er i dag.

'Jeg skal hygge, drikke noget god rødvin og spise noget god mad', lød svaret.

Hun var også lettet over, at aftenen var gået så godt. Meget bedre, end hun havde turdet håbe på.

- Jeg behøvede ikke længere tænke: Er det det rigtige at fejre jul på den her måde? Er det ikke synd for min veninde?

- Jeg var så glad og taknemmelig. Det var en megahyggelig aften, og der var ikke noget, der skulle have været anderledes. Den var, ligesom jeg gerne ville have den skulle være - og det var den også for min veninde:

Indtil starten af december vidste Cathrine heller ikke, hvor hun skulle holde juleaften i år.

'Jeg har det fint i mit eget selskab, og jeg drikker bare en masse rødvin', lød hendes svar.

Men inderst inde tænkte hun: 'Det er næsten for ensomt, at man sidder alene med en flaske rødvin og ser en film'

I november besluttede hun sig derfor for at prøve lykken på Google.

'Gæst til jul', skrev hun og trykkede 'søg'.

Det første forslag, der dukkede frem var et tilbud fra Røde Kors, der hedder 'Julevenner'. Her kan man oprette en profil og enten tilbyde at være vært eller gæst til jul.

Det var dét, hun skulle i år. Være julegæst hos en familie med plads til én ekstra.

Det føltes dog lidt grænseoverskridende for hende at skulle skrive en profiltekst om sig selv.

- Hvordan forklarer man, at man er 21 år og ikke skal holde jul med sine forældre?

Hun ventede et par dage, før hun tog sig mod til at kaste sig ud i det.

- Jeg valgte at blotte mig selv fuldstændig. Jeg skrev, at jeg er en smilende og snakkesalig pige, der ville elske at dele julen med andre. Jeg lagde også et profilbillede op, selvom det ikke var et krav, men det skulle gerne afspejle, at jeg er en smilende og hjertevarm person.

Efter to dage lå de første beskeder allerede i hendes indbakke med invitationer fra familier, der boede i alt fra Kolding til København. Flere af dem tilbød hende transport fra stationen og overnatningsmuligheder.

- Det gav mig virkelig et boost, at man møder folk, der accepterer den situation, man står i og bare skriver: 'Du kan bare være her - det er intet problem'. Især her i Danmark, hvor vi knap nok kan snakke med hinanden, når vi sidder i bussen.

Det lykkedes Cathrine at finde en familie at holde jul hos. Men ikke gennem 'Julevenner', for en dag kom hendes jævnaldrende ven og kollega hende i forkøbet.

I en pause fortalte hun ham om en besked, hun havde fået på 'Julevenner'.

- Han sagde: 'Ej, men du kan da ikke holde jul med helt fremmede! Der må da være nogen, du kender?'. Men jeg forklarede ham, at jeg var indforstået med, at jeg holdt jul gennem 'Julevenner' i år. Jeg kan godt lide at møde nye mennesker og danne nye relationer - også bare for en aften.

- Men så insisterede han: 'Du har ikke noget valg, Cathrine! Du skal hjem til min familie og holde jul. Det har jeg lige besluttet mig for'.

Efter arbejde ringede han til hende. Han havde snakket med sine forældre, der sagde, at hun skulle være mere end velkommen.

- Han var så engageret omkring, at jeg skulle komme, at jeg tænkte: 'Ok, så er det dét, jeg gør'. Jeg var ikke i tvivl om, at de virkelig gerne ville have mig til at komme. Ligesom dem, der havde skrevet på 'Julevenner'. Det varmede virkelig at vide.

Nu havde hun et sted at være. Endda hos en familie. Hun åndede lettet op.

- Det virker ikke lige så 'unormalt' at sige, at jeg skal holde jul hos en ven og hans familie - frem for at fortælle, vi bare skal være to. Og denne gang skal jeg ikke trække et familiemedlem ud af en familie og have ondt i maven over det.

Det eneste, Cathrine ved indtil videre, er, at hun skal holde jul med sin kollegas forældre, som hun har mødt få gange, hans to søskende og hans bedsteforældre.

Og så ved hun, at der er pakkeleg.

Andet behøver hun heller ikke at vide.

- Jeg glæder mig helt absurd meget til julen i år. Til at mærke stemningen ude ved hans familie juleaften. Jeg kommer med et åbent sind og har ikke nogen forventninger - så kan man heller ikke blive skuffet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver en hyggelig aften.

Sidste år havde Cathrine præstationsangst op til juleaften. Ville det blive hyggeligt? Var det ok, at veninden holdt jul hos hende?

- Men i år kan jeg bare 'ploppe' ind et sted og have det rart.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver megaskønt, lige meget hvad det er for nogle mennesker, og hvad de spiser. Det er slet ikke det, det kommer an på for mig. Jeg er der og er taknemmelig. Som præsten også siger: Det er kærligheden, det handler om.

Faktisk glæder hun sig allerede til julen næste år, selvom hun endnu ikke ved, hvem hun skal holde den med - om det bliver gennem 'Julevenner' eller nogen, hun kender i forvejen.

- Det er lidt blevet min form for tradition at gøre det unormale til noget normalt for mig.

- Det er dét, der føles mest rigtigt.