Luk øjnene.
Du kan måske lige ane meget kraftigt lys og nogle uskarpe silhuetter på nethinden, men ellers er alt mørkt. Til gengæld er du ekstra opmærksom på lydene omkring dig.
Prøv at forestille dig, at det har været sådan i ti år.
Du er 29 nu, og det billede, du har af dig selv i hovedet, er derfor et billede af dig selv med ungdommelig hud, hår og udstråling fra dit sidste teenageår.
Som med et knips med en finger får du pludselig mulighed for at få synet tilbage, så du ser dig selv være ti år ældre.
Det samme er dine venner, forældre, partner og eventuelle børn. Hele samfundet omkring dig har forandret sig, som den slags gør i løbet af et årti.
Vil du have synet tilbage?
Spørger man 29-årige Christian Jensen fra Hedensted, er svaret 'nej tak'.
Han har én gang oplevet, hvordan det føles, når alt i livet bliver flået fra hinanden, så det skal bygges op forfra.
Det vil han ikke igen.
I august 2010 opdagede lægerne en tumor i hans hoved.
Da den skulle opereres væk, blev synsnerven og forbindelsen til øjnene ødelagt af en indre blødning, så da han vågnede fra narkosen, var alt omkring ham sort.
- Jeg plejer at sammenligne det med et gammeldags billedrørsfjernsyn. Skærmen er intakt, men antennen er bøjet, så der er ikke noget signal, siger han.
Sådan starter historien om Christian, som på trods af sit handicap har gennemført en uddannelse som massør og fået fast job på en klinik i Ribe. Et fleksjob på 16 timer fordelt over tirsdag og onsdag.
Dermed har han gjort det, mange andre med et handicap kun drømmer om.
Rapporten 'Fra uddannelse til første job - med handicap', som VIA University College og Pluss Leadership netop har lavet, viser, at folk med et handicap trods relevant uddannelse har væsentligt sværere ved at finde arbejde end folk uden - særligt det første år efter dimission.
Oven i og uafhængigt af synshandicappet døjer Christian med en hormonsygdom, der påvirker hans energiniveau, og han skal tage medicin fire gange om dagen for at fungere.
Derfor har han ret til at få førtidspension, men han har aldrig overvejet at tage imod den, når han føler sig i stand til at passe et arbejde.
Heldigvis er han ikke én af dem, der har skullet bøvle med 'systemet' for sine rettigheder samtidig med kampen for at finde tilbage til livet, og det er han taknemlig for.
Han har fået den hjælp, han har haft behov for.
Christian var 17 år, da han fik det første varsel om, at der var noget galt med ham.
Det begyndte at flimre ude i højre side af hans synsfelt, men han spillede masser af fodbold, og han var et kraftbundt på banen, hvor han sjældent skånede sig selv. Flimmeret kom sikkert efter de utallige hovedstød, tænkte han, og prøvede at ignorere det.
Han bestod også den obligatoriske synstest, så han fik sit kørekort og cruisede rundt i sin egen bil.
Alt virkede perfekt udadtil, og hans hemmelighed var stadig én, han holdt for sig selv.
Men i maj 2010 begyndte hans energiniveau at falde helt ekstremt, og han kunne uden problemer sove 18 timer i streg.
Hans forældre undrede sig, men Christian afviste, at der var noget i vejen, når de spurgte.
Han var bare en ung knægt, der elskede at gå i byen og hadede at stå op om morgenen. Som de fleste andre på den alder.
Han fortalte dem ikke, at han i næsten to år havde været blind på sit venstre øje.
Christians lillebror omkom i en ulykke fire år tidligere, og han ville skåne sine forældre for bekymringen. Familien skulle ikke igennem flere nedture, tænkte han, og det gav mening for ham dengang at holde det hemmeligt.
Derfor kontaktede han heller ikke lægen, selvom han googlede sig frem til, at der kunne være noget alvorligt galt.
- Jeg gjorde det allerværste ved at tie stille. Både over for mine forældre og ved ikke at gå til lægen. Det kan jeg godt se i dag, men det er ærlig talt ikke noget, jeg bruger energi på at tænke over. Sådan er min tilgang til livet - lad være at bruge kræfter på noget, du ikke kan ændre. Acceptér det og kom videre.
Christian var i lære som tømrer, og det blev pludselig hårdt at udføre det fysisk hårde arbejde, når energiniveauet var så lavt.
Han sagde til chefen, at han døjede med ondt i maven, og så blev der ikke stillet spørgsmål til, hvorfor det tog ham 15-20 minutter at være på toilettet.
I virkeligheden lå han derude ved siden af kummen og sov, til alarmen på hans telefon vækkede ham og tvang ham videre med arbejdet.
Det skete fire-fem gange om dagen.
Til sidst blev der ringet til Christians mor, og han kom endelig til lægen i august. Lægen delte bekymringen, og hun bestilte tid til en hurtig MR-scanning, der blev lavet på regionshospitalet i Horsens to dage senere.
Den viste, at han havde en tumor på størrelse med en tennisbold siddende i hovedet. Formentlig medfødt.
Sådan én vokser i takt med kraniet, men når det stopper med at vokse i de sene teenageår, fortsætter tumoren, til der ikke længere er plads.
Så begynder balladen.
- På en måde faldt mine skuldre ned, da de fandt den tumor. Jeg fik en følelse af, at det nu ikke længere var mit eget ansvar at klare mig igennem alt det her, ligesom jeg havde gjort indtil da. Nu overtog de professionelle kontrollen, siger Christian Jensen.
Christian blev hasteopereret på Rigshospitalet i København, hvor en kirurg fjernede tumoren. Den var heldigvis godartet, men operationen resulterede altså i en ødelagt synsnerve, så han også blev blind på højre øje.
Men han græd ikke.
Heller ikke da medicinens sløvende effekt aftog, så han kom til sig selv og forstod situationens alvor til fulde.
Først da han kom hjem, ramlede det hele i det sekund, han gik ind på sin afdøde lillebrors værelse.
- Jeg blev overvældet af så mange følelser på én gang, at jeg knækkede totalt sammen. Pludselig var det hele bare for meget. Jeg tænkte på, om jeg ville overleve. Om jeg ville få en hjerneskade. Hvordan mit liv kom til at se ud fra nu af. Ville jeg få en uddannelse, et arbejde og en familie?
Det var rart på den måde at lade det hele komme ud. Han følte sig lettet bagefter.
I marts 2011 tog Christian hul på et nyt kapitel.
Han flyttede fra barndomshjemmet i Ørum ind på et værelse på Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup, hvor han skulle lære at klare sig selv.
Det betød farvel til resterne af det gamle liv og goddag til fremmede omgivelser og en hverdag med læger, pædagoger, psykologer og andre blinde omkring sig hele tiden, som han kunne snakke med.
De andre blinde delte hans frustrationer, og de hjalp hinanden videre mod målet om et liv som uafhængig af andres hjælp.
Christian skulle lære det meste forfra, og det var ikke nemt.
For hvordan laver man mad, når man ikke kan se komfuret? Hvordan undgår man at hælde for meget kaffe i koppen? Og hvordan finder man ud af, hvad klokken er?
Han havde heldigvis god tid, tålmodighed og ikke mindst viljen til at lykkes, så han lærte det hele hen ad vejen, så hans hverdag begyndte at hænge sammen igen.
Pludselig kunne han rejse fra instituttet hjem til sine forældre uden en ledsager. Han kunne vaske og lægge sit tøj pænt sammen. Gå ned i kiosken efter en pakke blå Kings og finde en bestemt sang på Youtube.
Han lærte, at når fedtstoffet på panden er brust op og faldet ned igen, er den klar til bøffen, som skal have fem-seks minutter på hver side.
Når han kan høre, at vandet i gryden boble-koger, skal spaghettien hældes i og have cirka 12 minutter.
Og så kan tandpastaen lige så godt komme direkte ind i munden. Tandbørsten er bare en unødvendig mellemstation.
- Meget af det er dagligdagsting, andre tager for givet, men alle de små og store ting, jeg har præsteret på trods af mit handicap, har været vigtige sejre for mig, fordi det var vejen til et friere liv.
I juni 2011 startede han i et praktikforløb som massør, som var ét blandt flere tilbud på blindeinstituttet, og det kom til at ændre hans liv totalt.
Kommunen bevilgede ham et uddannelsesforløb på 19 måneder, og i maj 2013 blev han færdig med et ti-tal i den sidste eksamen.
Christian fejrede sig selv med hele familien på en café i Hellerup, hvor han sad udenfor og mærkede solen varme ansigtet. Et fantastisk øjeblik, som han husker i detaljer. Han kan genskabe følelsen.
- Jeg var kongen af Danmark lige dér. Totalt lykkelig! To og et halvt år efter at have mistet synet stod jeg med en uddannelse. Det lyder jo helt vanvittigt, men det var kombinationen af min egen vilje til at gennemføre og en ukompliceret vej gennem systemet.
To uger senere flyttede han i sin egen lejlighed i Hedensted, hvor han med kommunens hjælp fandt et et-årigt løntilskudsjob i et idrætscenter.
Det blev vekslet til et 16-timers fleksjob året efter, og Christian husker tilbage på det som én af de helt store sejre.
- Jeg glemmer aldrig den første morgen, da jeg stod op og tog afsted. Jeg følte mig mere værdsat end nogensinde før. Her var en arbejdsgiver, der havde valgt at fastansætte mig på trods af mit synshandicap. Kan du forestille dig det? En rigtig ansættelse, hvor jeg arbejdede på lige vilkår med alle andre, fordi jeg var kvalificeret til det.
Christian har aldrig beklaget sig over den situation, han er havnet i, og han kommer ikke til det, for hvad nytter det?
Det dér knips med fingrene kommer ikke. Lægerne kan ikke genskabe forbindelsen mellem den ødelagte synsnerve og øjnene, så han får billedet tilbage på 'skærmen'.
Det har han for længst erkendt. Billedet af ham selv som 19-årig vil derfor altid være det sidste, han fik med sig.
Og sådan er det. Videre.
Han har på mange måder et helt normalt liv med eget hus på en lukket villavej, kæresten Iben og datteren Alma på halvandet, som ikke helt forstår endnu, at hendes far ikke kan se hende.
- Jeg har det godt. Jeg har lært at leve sådan her, og alting fungerer for mig og min familie, selv om jeg selvfølgelig på nogle punkter er begrænset af mit handicap. Det eneste, jeg drømmer om, er at kunne se min datters ansigt. Bare en enkelt gang. Jeg er sikker på, at hun er smuk.
For et års tid siden søgte Christian job hos sit tidligere praktiksted på klinikken i Ribe.
De kendte ham og hans evner, så de vidste, at hans handicap ikke forhindrer ham i at udføre jobbet ordentligt. Han fik jobbet.
Det kan godt være, han tager lidt længere tid om visse ting, men der er ikke en finger at sætte på resultatet.
Kunderne kommer med smerter og går derfra uden, og tanken om at nogle virkelig har brug for ham - at han udfører en rolle, hvor han måske redder en andens dag - er ubeskrivelig.
Han glæder sig, hver gang han tager på arbejde.
Selv den to timer lange tur med toget fra Hedensted via Bramming til Ribe hver tirsdag og onsdag ser han som noget positivt.
Så kan han sidde dér med musik i ørerne og vide, at han også er én af dem, der er på vej på arbejde. Én af dem, der 'får samfundshjulene til at køre rundt'.
Det betyder meget for hans selvopfattelse, for der er virkelig langt fra den 19-årige knægt, der mistede synet og skulle starte forfra på usikker grund, til den 29-årige mand, han er i dag.
- Jeg har været lagt ned, men jeg har rejst mig op, kæmpet mig tilbage og på alle måder skabt en tilværelse med arbejdsliv, der minder om alle andres. Det kan godt være, jeg har mistet synet, men jeg har ikke mistet modet.