Det allestedsnærværende coronavirus har tvunget mange af os til ufrivilligt at forlade det åbne kontorlandskab og kollegaerne i mindst 14 dage.
Afløseren er hjemmekontoret i privaten, som man i mange tilfælde nu deler med sin partner.
Det betyder, at flere af os nu går op og ned ad vores partner i stort set alle døgnets timer. Væk er muligheden for at smutte på arbejde og få en tiltrængt pause, når kæresten er irriterende.
Netop irritationsmomenterne i hverdagen begynder måske at vise sig nu - en lille uge efter at statsminister Mette Frederiksen gjorde klart, at mange arbejdspladser for en periode ville lukke ned.
Så hvad gør man, når ens partner er ved at gå én på nerverne? Og hvad kan man gøre, for at coronakrisen faktisk kan blive til en fordel for parforholdet?
Det har vi spurgt parterapeut Mette Wimmelman Rosenvel om, som herunder kommer med seks tips og råd til at få parforholdet til at overleve coronakrisen.
Afstem jeres forventninger
- Det er en rigtig god idé, at I sætter jer ned sammen og får forventningsafstemt. Hvordan skal jeres hverdag være nu under denne krise?
- Den ene part kan måske tænke: "Det er dejligt, at vi nu har en masse tid, og så skal vi lave en masse ting sammen, være nærværende og hygge os", mens den anden part måske tænker: "Dejligt, nu har jeg tid til at få ryddet op i skuret".
- Hvis man ikke får afstemt med hinanden, så kan der hurtigt opstå nogle gnidninger og misforståelser. Og det skal I være opmærksomme på - specielt når I nu pludselig skal tilbringe så meget tid sammen.
- Sørg for at få lavet nogle aftaler med hinanden om, hvordan jeres arbejde skal tilrettelægges, og hvornår I har kontortid, så man hver især kan være 'fredet' i en periode.
- Og husk også at få snakket om, hvordan I gerne vil bruge tiden sammen.
Giv hinanden luft
- Som par skal man huske, at man har forskellige behov for luft fra hinanden. Acceptér, at din partner har mere brug for luft end dig selv. Eller omvendt.
- Det handler ikke om, at I ikke vil hinanden - det handler om, at der kan være forskellige behov for, hvor meget vi kan være sammen.
- Giv lov til at trække timeout-kortet, når den ene af jer har brug for at være lidt sig selv. Det er fuldstænsig legalt at trække sig, gå ind i et andet rum og fordybe sig i en bog. Eller gå en tur alene.
Tal med hinanden om jeres bekymringer
- Coronakrisen er ikke i sig selv en krise for parforholdet, men de konflikter og underliggende problemer, der er i parforholdet i forvejen, kan blive forstærket, når vi pludselig er tvunget til at forholde os til hinanden 24 timer i døgnet.
- Hvis der oveni er bekymringer om økonomi, job eller sygdom, så kan parforholdsproblemerne forstærkes yderligere, fordi vores stresstærskel bliver lavere, når vi er pressede. Der skal simpelthen mindre til at trigge os.
- Derfor er det utroligt vigtigt, at I snakker med hinanden om jeres bekymringer. Vend jer mod hinanden. De par, der gør dette, oplever at komme tættere på hinanden, fordi de støtter og hjælper hinanden. Og så kan man komme styrket ud af denne krise.
- I skal ikke vende jer væk fra hinanden eller prøve at løse problemerne hver for sig og gå med det selv. Så er der en risiko for, at der opstår mere distance - og deraf større irritation.
- Husk på, at det i alle situationer altid er godt at tale sammen - uanset om man står i en krisesituation eller ej.
Lær hinanden at kende på ny
- Der er ingen tvivl om, at det her også er en unik mulighed for at bryde nogle af vores vaner og mønstre. Tiden sammen, som mange af os sukker efter i hverdagen, har vi nu ufrivilligt fået.
- Brug derfor tiden på hinanden - og vær nysgerrige.
- Giv din partner noget udelt opmærksomhed, for nu er tiden der til det. Læg skærmene væk, lav en god middag og prøv at genopdage din nysgerrighed. Spørg ind til din partner, og lad som om det er første gang, I mødes. Det er en super god øvelse.
- For i den travle dagligdag kan man hurtigt komme til at mene, at man kender sin partner ind og ud, og derfor glemmer vi at være nysgerrige på hinanden. Det kan få ens partner til at føle sig svigtet, fordi de ikke oplever, at man interesserer sig for dem.
Ros og anerkend hinanden
- Fokusér på de ting, du sætter pris på. Nogle gange tager vi de gode ting for givet, fordi det er blevet en vane. Det er de små ting, vi nu skal huske på.
- Tænk på, hvor fantastisk det egentlig er, at din partner synger godnatsang for jeres datter.
- Eller hvor skønt det er, at din partner altid husker at putte sukker i din kaffe.
- Ros og anerkend. Det er virkelig vigtigt. For når vi fokuserer på alle de ting, vi er taknemmelige for, så styrker vi vores relation. Og husk at få det sagt højt.
Grin og leg sammen - og dyrk sex
- Find en komedie på tv’et og se den sammen, eller spil et sjovt spil. Man kan også lege tagfat rundt om bordet sammen med ungerne.
- Det er såre simpelt: Få noget leg og sjov ind i hverdagen. For når vi griner, udløser det endorfiner, og det skaber en større følelse af glæde og tilhørsforhold.
- Det samme sker, når vi krammer, kysser og dyrker sex. Det styrker tilknytningen og følelsen af at høre sammen. Og det kan afbøde rigtig mange irritationer over små hverdagsting.
- For vi er langt mere overbærende, når vi føler os forbundne. Og samtidig dæmper grin og berøring også følelsen af uro og frygt.