"Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide dig. Jeg får bare ikke energi af at være sammen med dig."

Prøv at sige det uden at lyde som et arrogant svin. Det kan du ikke. Derfor har jeg længe holdt facaden og været social. Men det dræner mig fuldstændig.

Så kom coronavirusset - og det blev min undskyldning, for statsministeren sagde jo, at vi ikke skulle mødes. Under coronaen har jeg mærket en ro. Skuldrene nede og en helt anden lethed. Nu vender hverdagen tilbage, og jeg skal lære at sige fra.

Mit navn er Daniel, og jeg er introvert, som du måske allerede kan fornemme.

I begyndelsen af maj svarere brugere af dr.dk, hvad de vil ændre eller være opmærksom på efter corona. Der var enighed blandt flere: De ville i højere grad være alene, for som introvert var det ’drømmen at være i fred’ under coronaen.

Mød nogle af læserne her og tilbring et par minutter med 35-årige Daniel, hvor han fortæller, hvordan coronaen gav ham en pause fra den hverdag, der tapper hans energi.

Jeg havde håbet, at nedlukningen varede lidt længere - helt egoistisk for min egen skyld, for de seneste to måneder har været som en ferie for mig, selvom jeg har arbejdet.

Jeg er sluppet for smalltalk i supermarkedet.

Her på Mors kender jeg enten folk privat, gennem mit arbejde, hvor jeg er støtte- og kontaktperson for unge drenge, eller som supermarkeds-bekendte. Derfor føler jeg altid, jeg skal tale med folk, når jeg møder dem.

"Hvordan går det med din søn?" spørger jeg, mens det i mit hoved foregår sådan her:

Okay, bare sig hej. Nej, Daniel, ikke stil et spørgsmål! Hvad kan jeg spørge om bagefter? Hvornår er den her snak lang nok? Hvordan afslutter jeg? Husk nu også lige at lytte – eller bare forsøg at grin, så det virker som om, du er til stede. Kom jeg lige til at sige ja i stedet for nej?

Det er enormt stressende. Jeg spørger ind, og jeg snakker, for det er sådan, man gør. Der er altid så mange forventninger. Vi skal være på, vi skal ses – og vi skal elske at være i centrum.

Heldigvis er jeg god til at snakke, og det er nok meget velfortjent, for jeg bruger virkelig mange kræfter på det.

Under coronaen har supermarkederne meldt ud, hvornår der var færrest ude at handle. Sådan burde de ugentligt opdatere mig. Skulle der være sneget sig en bekendt ind i supermarkedet samtidig med mig klokken 10, har jeg de seneste måneder bare kunne råbe "corona-hilsen," give albuen og gå videre. For vi skal jo ikke stå for tæt for længe.

Coronaen har været min belejlige undskyldning de sidste måneder. Det har været en mere legitim grund end: "Jeg gider ikke lige i aften," og jeg er sluppet for undskyldninger om tissetrængende hunde og hovedpine – og for spontane venneaftaler.

Mine bedste venner ved, hvordan jeg har det. Men jeg har også venner, som aldrig har opdaget det og selvfølgelig forsøger at presse mig indimellem.

"Ej, kom nu. Du var heller ikke med sidst."

Jeg burde tage det som et kompliment. De må jo kunne lide mig, og jeg får dårlig samvittighed, for jeg kan jo også godt lide dem.

Jeg elsker at være sammen med mine tætte venner, og selvom jeg bliver tappet for energi, vil jeg jo ikke være alene hele tiden.

Derfor siger jeg ja, når de inviterer mig ned på havnen for at grille. Der er jo pølser, og jeg spiser hurtigt fem.

Men så begynder tankerne, og i mit hoved foregår det sådan her, mens jeg forsøger at være til stede:

Nu vil jeg gerne hjem. Skal jeg være den første, der går igen? Hvor længe bliver de andre? Hvad skal jeg sige? Jeg gider ikke mere. Hundene! Jeg bruger hundene.

Og så siger jeg: "Nå, nu har hundene været alene længe nok."

Så bliver jeg igen særlingen, der ikke kan lade mine hunde være alene hjemme. Men det er trods alt bedre end at være et arrogant svin.

Jeg er sluppet for møder og kollegahygge på mit frivillige arbejde i biografen.

Her har jeg ugentlige vagter, og vi har ofte møder. Jeg elsker mine vagter - men jeg vil helst bare have referater fra møderne tilsendt på mail, så jeg kunne undgå det sociale.

Jeg møder alligevel op, og jeg bliver til 'hyggen' efterfølgende, hvor jeg stiller mig i kø til maden.

"Nå, du tager også nuggets," siger en kollega til mig, mens vi går videre til drikkevarerne: "Nå, du er også på Coca Cola? Jeg har egentlig altid bedst kunne lide Pepsi."

Mens jeg overvejer mit svar, foregår det sådan her i mit hoved:

Det er så akavet. Hvorfor skal vi snakke hele tiden? Ja, jeg tager nuggets - og jeg er ligeglad med, hvorfor du drikker Coca Cola i dag. Hvad svarer andre? "Det er sjovt, jeg har nemlig aldrig været til Faxe Kondi?"

Det er ikke fordi, jeg ikke interesserer mig for det andet menneske. Jeg gider bare ikke at bruge energi på sådan en samtale. Det dræner mig, når jeg skal finde på noget at sige.

Men jeg spiller interesseret og er venlig, for selv om jeg er introvert, vil jeg ikke forstås arrogant eller asocial.

Nu vender hverdagen tilbage, og jeg vil ikke igen holde facaden.

Der er ingen grund til at sige ja og finde på dårlige undskyldninger. Jeg må gerne sige nej, fordi jeg hellere vil sidde med hundene og se en film. Jeg må sige hej og gå videre uden smalltalk.

Det bliver forhåbentlig også nemmere for mig, når historien er ude, at mine venner og kolleger kan få et indblik i, hvordan jeg har det. Så stiller de nok ikke længere lige så mange spørgsmål til mine sodavands-præferencer, som de har gjort før.