De blev ghostet af en flirt: Det er en røvhulsmåde at behandle hinanden på

Benchet eller ghostet? Ærlige unge fortæller om at bruge og blive udsat for rå datingmetoder.

Josefine blev ghostet, og Christoffer får ugentligt at vide, at han ligner en fed gris.

Det er svært at nævne Tinder, Happn eller Grindr, uden at folk begynder at tale om de usympatiske måder, de bliver behandlet på af dem, de møder på appsene.

Faktisk er der nu et helt vokabularium til at beskrive de bissekneb, vi udsætter hinanden for, når vi mobildater.

Men hvorfor er vi ind imellem nogle røvhuller, når vi forsøger at score? Og er datingscenen blevet mere rå, efter vi stoppede med at se hinanden i øjnene, når vi flirter?

Vi har spurgt fem nuværende og tidligere mobildatere. De har enten været udsat for, synes de, unfair datingmetoder – eller selv været usportslige i jagten på et match, der var bedre, end dem de havde i forvejen. Og så er der en joker, der mener, at det er en del af gamet, når vi dater på en skærm.

Men vi starter historien ved Josefine Kastrup Mikkelsen. Hun blev ghostet en forårsaften i Sydhavnen.

Har du haft dårlige oplevelser på datingapps?

Ja, den værste var, da jeg havde en aftale med en fyr, som aldrig dukkede op. Vi skulle mødes klokken 19 på en togstation i Sydhavnen. Klokken 19:30 indså jeg, at han ikke kom. På det tidspunkt havde jeg skrevet til ham. Noget alá: 'Er du forsinket? Giv gerne lyd.'

Han svarede aldrig. Senere så jeg, at han havde slettet mig som match på Happn. 'Fuck en falliterklæring,' tænkte jeg. Jeg følte, at alle på den togstation kunne se, jeg var blevet dumpet. Sjældent har jeg følt mig så røvrendt og ligegyldig.

Jeg har aldrig selv brændt nogen af på den måde, men jeg har også været unfair på Happn. Det er en kultur. Det er ikke enkelte personer, der gør det. Det er alle. Også mig.

Jeg har ghostet. Jeg er blevet ghostet. Jeg har mødtes med folk under påskud af, at jeg ville skabe en relation, men i virkeligheden havde jeg ingen respekt overfor den relation.

For selv om vores date havde været hyggelig, lå jeg og swipede, når jeg kom hjem. Det kunne jo være, at det nye match, der var rullet en notifikation ind om, var virkelig nice. Jeg gav mig ikke altid tid til at lære andre at kende. Det følte jeg bestemt heller ikke, de gjorde ved mig.

Det er super-ærgerligt, for jeg tror sjældent, at det første møde er et stort fyrværkeri. Vi er nødt til at ses et par gange, før vi ægte kan sige, om vi er noget for hinanden. Dér når vi bare ikke ret ofte til, når vi har en række nye bejlere i lommen.

Vi har vel længe spillet på flere heste og brændt hinanden af, når vi dater. Hvad har det med datingapps at gøre?

Appsene har givet os endnu flere heste at spille på, og når du har så mange heste at spille på, tror jeg, du får sværere ved at stoppe op og give folk en reel chance. Det er så nemt at finde en ny at flirte med. Du behøver ikke engang at bevæge dig ud af din lejlighed.

Jeg synes, det er på tide at reflektere over, hvordan vi bruger de her apps. Vi hentede dem bare ned på vores telefoner, og så swipede vi. Med 120 i timen. Det var nyt for os alle at have et sted, hvor vi kun skulle bevæge en finger, og så stod potentielle partnere i kø. Vi gik bare ombord i det. Måske er det på tide at tænke over, hvordan vi håndterer det store udvalg. For hvad er det egentlig for en datingkultur, vi ønsker?

Har du mødt ufede typer på datingapps?

Ja. Mest på Grindr. Minimum en gang om ugen får jeg at vide, at jeg er grim, eller at jeg ligner en fed gris. Forleden fik jeg en besked, hvor der stod: ’Du er så grim, at jeg har lyst til at sætte mig på dig, så jeg ikke skal glo på dit ansigt.’

Jeg ved godt, at jeg ikke bør tage mig af det, men det føles ad helvede med sådan en kommentar. Jeg når at tænke over alt det, der kan være galt med mig: 'Er jeg grim? Ser jeg mærkelig ud?' Først bagefter kommer jeg til: 'Hvad fanden er det for en idiot?'

Der er aldrig nogen, der råber den slags efter mig på gaden.

Tinder er slet ikke så hardcore på det punkt. Det er mere ghosting og benching, jeg oplever der. I den sammenhæng er jeg heller ikke selv hellig. Jeg er både blevet og har udsat andre for begge dele, og det er mega utjekket. For det er nogle røvhulsmåder at behandle hinanden på.

Én af de værste gange, jeg selv er blevet ghostet, var, efter jeg havde været på en virkelig hyggelig date. Vi skulle mødes til en enkelt øl, men det blev til fire-fem stykker. Altså til hver. Efter daten tog jeg direkte hjem til en veninde og fortalte, hvor godt det var gået.

Om aftenen sendte jeg ham en besked. Derfra tjekkede jeg min mobil hvert femte minut, men der kom ikke noget svar. Ikke den aften. Ikke næste morgen. Ikke nogensinde. Det føltes på alle måder ufedt. Du kan næsten ikke føle dig mere ligegyldig, end når en person ikke engang gider at bruge tid på at droppe dig.

Jeg kan ikke komme med noget godt svar på, hvorfor jeg har ghostet andre, når jeg selv ved, hvordan det føles. Det har bare virket som det letteste i øjeblikket. Der er ikke noget værre end at afvise folk, og så føltes det lettere at lade det dø. Jeg tænkte måske lidt:'Sådan gør alle på Tinder. Det går nok.'

Men det går ikke nok. For det er bare ikke okay.

Hvad kan vi gøre for at ændre det?

Det er sjældent, at dem vi ghoster, konfronterer os med, at vi har været nogle røvhuller.

På et tidspunkt var der en, jeg havde ghostet efter en date, som skrev: 'Helt ærligt, du har mit nummer. Nu er der gået en måned. Har du virkelig haft så travlt, at du ikke har kunnet skrive på noget tidspunkt?' Den ramte mig. Lige i maven. Siden har jeg ikke ghostet nogen.

Det er så nemt at glemme, at dem, vi kommunikerer med på vores devices, er rigtige mennesker. Men når du bliver konfronteret med deres følelser, husker du det igen. Jeg gjorde i hvert fald.

Clara, du mener, at der mangler mere af én ting på Tinder. Hvad er det?

Ærlighed. Jeg synes, det er okay at søge alt på Tinder. Et knald, en flirt, en kæreste. Alt er okay, men hvis du ved, hvad du søger, så vær ærlig. Er du i tvivl, så skriv, at du swiper og ser, hvad der sker.

Der mangler også ærlighed, når vi afslutter ting med hinanden. Det, synes jeg, ghosting er et fint eksempel på. Jeg er selv blevet ghostet, og jeg er ikke den eneste. Der er en grund til, at begrebet er opstået, efter sociale medier og datingapps kom. Hvis det ikke var rimelig udbredt, havde vi ikke behøvet et ord for det.

Jeg oplever også, at det er blevet helt okay at holde andre hen. Du ved måske godt, at du ikke vil noget med en person, og at vedkommende ligger mere i det end dig. Men i stedet for at tage dig sammen og få det afsluttet, bruger du personen som back-up. Så har du altid en, hvis der ikke dukker noget bedre op. Det, synes jeg ikke, er i orden.

Jeg blev selv ghostet - og måske holdt hen - af en jeg havde været på fem dates med. Vi så hinanden ret intensivt i tre-fire uger. Vi var ude at spise, spille pool, på Aros, hjemme ved mig og drikke vin. Vi klikkede virkelig, følte jeg.

Efter nogle uger skulle han på ferie. Vi aftalte, at han skrev, når han var hjemme. Jeg hørte ikke fra ham. Jeg kontaktede ham selv én gang, efter han var kommet hjem. Han svarede aldrig.

Vi havde sex på sidste date, og normalt er jeg ret kynisk, men jeg synes godt nok, det er lang tid at bruge på at få et knald, så jeg aner ikke, hvad der gik galt. Jeg var skuffet over tavsheden, men mest forundret, for jeg synes, han selv havde været meget initiativrig de uger, vi så hinanden. Det er fair, hvis han ikke har følt det samme som mig, men vær da ærlig omkring det. Lad vær med at sig, du skriver, hvis du ikke gør det.

Tror du, at apps har gjort datingkulturen mere rå?

Ikke rå, men mere mudret. Mere forvirrende. Tidligere var regelsættet ret klart. Vi har kysset nogle gange - nu er vi kærester. I dag kan vi være ude efter mange forskellige ting, og det er altså lettere at afkode, hvad ham i baren er ude efter end ham bag skærmen, fordi vi kan se hinanden og afkode en masse ud fra kropssprog.

Gestikken og kropssproget forsvinder på datingapps, og derfor tror jeg hurtigt beskeden: ’Hey. Hvad skal du tirsdag? Winksmiley’, kan blive tolket som oplæg til to forskellige ting.

Der er intet galt med, at vi er blevet mere ’løse’ seksuelt, men når vi nu ved, at vi bruger Tinder så forskelligt, tror jeg, at vi undgår en del sårede følelser, hvis vi er ærlige omkring vores intentioner.

Har du nogensinde mødt et røvhul på Tinder?

Mig selv. Eller, jeg har ikke tænkt på mig selv som et decideret røvhul. Men jeg kan godt se, at jeg ikke har været helt fair. Jeg har ghostet, ignoreret – og så har jeg planlagt to Tinder-dates på samme dag. Den første kl. 17.30. Og den næste kl. 19.00.

Jeg skulle lige se, hvem af dem der var noget ved. Sandheden er, at jeg ikke helt troede på den første, jeg havde lavet en aftale med, og da nummer to så skrev, skulle jeg lige presse ham ind halvanden time efter. Vi havde virkelig god skrive-kemi, så jeg tænkte: ’Fuck it, jeg lyver og får det til at passe ind.’

Det viste sig, at jeg klikkede helt vildt med den første, som jeg ikke havde haft høje tanker om. Alligevel fandt jeg på en lam undskyldning for, at jeg skulle gå. Den anden var trods alt kørt helt fra Skive til Odense for at mødes med mig - og vi havde haft god kemi. Men jeg kunne med det samme mærke, at han var ikke noget for mig. Jeg holdt ud en times tid, selvom jeg slet ikke var til stede.

Hvordan har du det med, at du havde to dates på én aften?

Når jeg siger det højt nu, får jeg dårlig samvittighed. De havde begge sat en aften af til mig, og den ene var kørt i 2 ½ time for at mødes med mig – og han skulle jo også køre hjem igen. Det rigtige ville have været, at jeg tog mig tid til begge dates. Jeg skulle have mødt begge fyre med en interesse for, hvem de var - og ikke forsøge at klemme dem ind nærmest oveni hinanden.

Men der er nok også andre, der har gjort det samme mod mig, tænker jeg.

Er du et røvhul på Tinder?

Nej. Men det er vel meget subjektivt, om man synes, en anden er en skurk? Hvis vi taler ghosting, så oplever jeg ofte, at jeg matcher med en pige, vi skriver sammen, og pludselig er der en af os, der ikke svarer.

Hvis vi snakker til folk ude i virkeligheden, plejer de fleste at svare. Sådan er det ikke på Tinder. Men jeg mener ikke, at vi derfor behandler hinanden dårligt. Det er en del af det spil, vi spiller på Tinder. Når vi skruer op for hastigheden, mister vi samtidig noget oprigtighed.

For du behøver ikke at bruge energi på at svare, og du behøver ikke at bruge energi på at lukke noget ordentligt ned. Det er så nemt at swipe videre. Der er bare en del nemme udveje på Tinder.

Mener du ligefrem, at det er positivt, at der er nemme udveje?

Jeg mener hvert fald ikke, det nødvendigvis er negativt.

For mig er Tinder en smart måde at mødes på. Der er mange muligheder, og jeg kan møde nogen kvinder hurtigt. Men jeg har ikke forventninger til, at kvinderne skal opføre sig på en bestemt måde.

Jeg ved, hvad jeg går ind til på Tinder. Her gælder andre præmisser, og hvis du ikke er klar på det, så kan jeg godt forstå, hvis du synes, folk på Tinder er idioter.

Men jeg tror faktisk ikke, at der er en højere procentdel af røvhuller på Tinder, end der er ude i virkeligheden. Selvfølgelig findes der dårlig opførsel – både på Tinder og ude i virkeligheden. Men jeg tror også, det er nemmere at blive opfattet som et røvhul på Tinder.

For foregår mange af de samme ting ikke også ude i verden? Er du aldrig taget i byen, mødt en sød fyr, som du så har haft sex med – og som aldrig kontakter dig igen bagefter? Har du aldrig givet en drink til en pige, som ikke var ude på andet end at få opmærksomhed og sin bytur betalt?

Vi har alle forskellige bevæggrunde. Det er en del af gamet. Også på Tinder.