Du kender måske følelsen. Efter flere år på skolebænken har du endelig landet et fuldtidsjob med 'voksenløn' og fast pensionsordning.
Dine venner og forældre giver dig highfives og siger 'godt gået', og du bliver en smule stolt, når du fortæller faster Lone om dit nye job til familiefesten.
Men allerede inden du for alvor er kommet i gang med at vise, hvad du kan, kommer din chef med en dårlig nyhed: 'Du er fyret!'
DR har talt med en række unge, der har oplevet at blive afskediget forholdsvis tidligt i deres karriere. Flere af dem fortæller, at fyresedlen har ramt dem hårdt.
Tilbage står de forvirrede, frustrerede og - for fleres vedkommende - med en såret selvtillid.
Januar er i perioden 2008-2018 den måned, hvor de fleste større afskedigelser varsles, viser tal fra jobindsats.dk, der hører under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Herunder fortæller Sofie, Mirwais og Nikolaj, hvordan det påvirkede dem at miste jobbet tidligt i karrieren - men de fortæller også om, hvordan de krøllede fyresedlen sammen og rejste sig igen.
Chok. Jordskælv. Hvor kan jeg gemme mig?
I det øjeblik jeg fik opkaldet, om at jeg var opsagt, opstod der tumult i min tankestrøm. Følelsesmæssige og lavpraktiske spørgsmål drønede rundt.
'Hvad siger jeg til min familie?'
'Hvornår har jeg mon sidste arbejdsdag?'
Jeg blev afskediget i forbindelse med en større nedskæringsrunde. Og det ramte mig på følelserne. Ret hårdt i begyndelsen.
Jeg havde ellers flere samtaler med min tidligere chef og kollegaer. Hver gang blev det understreget, at fyringen intet havde med mig som person at gøre. Den skyldtes ene og alene, at der skulle spares penge.
- Tag det med et gran salt, sagde flere.
Men det havde jeg svært ved i starten. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvorfor jeg lige var en af dem, ledelsen havde besluttet at spare væk. Det måtte jo betyde, at jeg ikke var god nok. I hvert fald ikke god nok til, at de ville beholde mig.
Følelsen af failure... Den gnavede i mig.
'Hvad duer jeg overhovedet til?' spurgte jeg mig selv.
Jeg havde svært ved at fortælle andre om fyringen. Det føltes okay at tale med min kone om den. I forhold til venner og familie forholdt det sig anderledes.
Jeg har nok altid følt, at mine nærmeste anså mig for at være ham, der ikke havde problemer. Ham, der havde styr på uddannelsen og karrieren. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forklare dem, at sådan var det ikke lige nu.
Desuden er uddannelse alfa og omega for mine forældre. Min far har altid sagt: 'Gå op i din uddannelse. Det skal være perfekt.' Det var svært at sige: 'Far, jeg failede, da jeg skulle ud at vise, hvad jeg kunne bruge uddannelsen til.'
Men det viste sig, at jeg selv havde konstrueret mange af mine forældres forventninger til mig. Da jeg efter nogle uger fortalte dem om fyringen, var der ikke skyggen af bebrejdelse.
De var tværtimod meget støttende.
Én af de ting, der hjalp mig videre, var, at jeg ret hurtigt sagde til mig selv: 'Du er ramt af det her, men nu handler det om at finde ud af, hvordan du rejser dig og kommer til at tænke positivt igen.'
Helt old school lavede jeg en liste over alle de aktører, jeg tænkte, kunne hjælpe mig.
Tillidsrepræsentant. A-kasse. Fagforening. Storebror. Kollegaer fra tidligere studiejob. Kollegaer fra mit team. Tidligere samarbejdspartnere…
En efter en kontaktede jeg dem.
Fagforeningen var én af de første, jeg hev fat i. Hjælpen fra den var enorm. Der skulle forhandles en fratrædelsesaftale på plads, og en konsulent derfra tog over. Det var en lettelse, for jeg var ret grøn på det område. Det lykkedes at få forhandlet, at jeg fik tre måneders ekstra opsigelse. Desuden fik jeg nogle penge til kompetenceudvikling.
Jeg brugte pengene på et coachingforløb. Jeg følte mig jo ramt på identiteten og kunne mærke, at når nu jeg skulle ud at skinne igennem til jobsamtaler, var det sundt at få et friskt pust.
Det var coachen i dén grad.
Hver gang jeg havde en negativ tanke, erstattede hun den med en positiv. Tvivlede jeg lidt på mig selv, sagde hun måske: 'Du har gået fem år på universitetet, haft studierelevant arbejde og senest har du siddet i en fuldtidsstilling i en stor organisation. Du har masser at byde på.'
Ærgrede jeg mig over, at jeg skulle være jobsøgende, kunne hun sige: 'Har du tænkt over, at du nu har mulighed for at finde ud af, hvad dit drømmejob er?'
I starten tænkte jeg: 'Ja ja, den er god med dig,' men efterhånden som samtalerne udviklede sig, kunne jeg mærke, at det var spændende at reflektere dybere over, hvad jeg egentlig brændte for og havde lyst til at lave.
Jeg fik sådan en 'det bliver fandeme fedt at prøve noget nyt'-følelse.
Mine bedste råd til andre vil være; giv dig selv tid til at synke skuffelsen og frustrationerne. Derefter så beslut dig for at være positiv. Du får ikke noget ud af at blive ved med at ærgre dig.
Og så lad være med at tro, du skal gå igennem det alene. Tag fat i alle mennesker, som du tænker kan hjælpe dig videre både på det personlige og professionelle plan.
Til sidst vil jeg sige, som en ældre kollega sagde til mig: 'Når en dør lukkes, åbnes en ny.'
Når jeg ser på, hvor jeg er i dag, må jeg sige, at der gemte sig noget godt bag den nye dør.
Mirwais arbejder i dag som fundraiser og projektleder ved firmaet TechBBQ. En i hans netværk anbefalede ham til stillingen.
Jeg blev fyret i slutningen af maj. Fire en halv måned – det var så lang tid, jeg nåede at arbejde på det plejecenter, hvor jeg var ansat.
På min fyreseddel står, at jeg ikke levede op til de forventninger, de havde til en selvtilrettelæggende ergoterapeut.
Op til fyringen havde jeg været sygemeldt 14 dage med stress på grund af arbejdsmiljøet og uoverensstemmelser med min leder. Jeg reagerede fysisk på at skulle på arbejde med hjertebanken, kvalme, rysteture og dårlig søvn.
Fyresedlen fik jeg under et møde med ledelsen, som jeg selv havde bedt om. Mit budskab var, at nogle ting var nødt til at blive ændret. I stedet endte det med, at jeg blev opsagt.
Jeg blev helt stille. Og efter mødet græd jeg. Jeg skammede mig enormt meget over at blive fyret og var samtidig lettet over, at nu skulle jeg ikke længere møde op et sted, som gjorde mig så vred og ked af det hver dag.
Nogle dage tænkte jeg: Det er kun deres skyld.
Andre dage: Gud, det er kun min skyld.
Fyringen fik mig til at tvivle på mig selv som person. Jeg frygtede, at jeg var et dårligt og besværligt menneske. De mindste ting gav mig præstationsangst. Som at lave mad til min kæreste. Hvad nu, hvis jeg ikke kunne finde ud af det? Jeg var bange for, at han ville 'fyre' mig, hvis det ikke var godt nok.
Jeg begyndte også at tvivle på, om jeg var dygtig nok til mit fag. Jeg overvejede, om jeg skulle læse videre eller søge job på den lokale kaffebar.
Det bedste, jeg gjorde, var at omgive mig med nogle mennesker, der kunne bygge mig op igen både personligt og fagligt. Jeg brugte mine tætte venner meget til at bekræfte mig i, at jeg var god nok som person. Jeg snakkede også med venner fra studietiden og tidligere arbejdspladser. De sagde allesammen: Du er dygtig til dit fag. Det gjorde, at jeg stille og roligt fik bygget min selvtillid op igen.
Det tog mig lang tid at turde sige højt, at jeg var blevet fyret. I hvert fald til andre end mine nærmeste venner. Der er stadig nogle i min familie, der ikke ved det.
Jeg var bange for, at folk ville tænke, jeg ikke var dygtig til mit job, eller at jeg var besværlig. I forvejen er min største frygt, at folk synes, jeg er besværlig. Jeg er typen, der taler højt, engagerer mig og stiller høje krav.
Efter halvanden måned blev jeg kaldt til jobsamtale. Jeg var bange for, om en ny arbejdsplads ville tro, de havde købt 'katten i sækken' - tro, jeg var vanskelig, hvis de fandt ud af, at jeg var blevet fyret.
Da vi skulle ordne kontrakten, spurgte min nye leder, hvornår jeg kunne starte. Dér fortalte jeg, at jeg var fritstillet, så jeg kunne starte, når de havde behov for det. Hun sagde bare: 'Nå, så finder vi ud af, hvornår det passer ind.'
Man skal ikke altid skamme sig over en fyring. Nogle gange handler det bare om, at forventningerne ikke stemmer overens, og at man ikke er det rette match.
Det kan være svært at bedømme ud fra en halv times jobsamtale.
I dag er jeg ved at være ovenpå igen, og jeg er rigtig glad for min nye arbejdsplads. De tøver ikke med at trække på min faglighed, og jeg er faldet godt til.
Få gange har jeg mødt én, der sagde: 'Det skal du ikke tage dig af, jeg har også prøvet at blive fyret – det er en del af arbejdslivet.' Det var simpelthen så rart.
Jeg håber, jeg ved at stå frem kan sikre, at der er nogen, der føler sig mindre alene og måske også tør sige højt, at de er blevet fyret.
For hvis jeg nu blotter mig først, er der andre, der ikke behøver være de første til at gøre det.
Sofie Lind arbejder i dag som sagsbehandlende ergoterapeut i Borgercenter Handicap i Københavns kommune. Hun henvendte sig på en ansøgning, som hun havde fundet via en jobagent. Hun fik det første job, hun søgte efter sin opsigelse.
Jeg husker klumpen i halsen.
Overfor mig sad min chef og lederen af HR-afdelingen. Jo flere ord, der kom over min chefs læber, jo mere tænkte jeg: 'Nu behøver du ikke sige mere.'
Jeg ville bare gerne ud derfra.
Det kom bag på mig, at fyringen ramte mig på den måde.
Jeg røg som led i en stor nedskæringsrunde, og jeg havde faktisk talt med mine kollegaer om, at det kunne være nice nok med en fyreseddel.
Jeg følte ikke, jeg sad i den rette stilling, og min chef og jeg havde allerede snakket om, at jeg måske skulle over på nogle nye projekter.
I forbindelse med fyringsrunden var der forhandlet nogle fine fratrædelsesaftaler på plads. For eksempel blev man fritstillet i opsigelsesperioden. Desuden ville jeg blive tilknyttet en coach, der kunne hjælpe mig med jobsøgningen.
Jeg tænkte, at når nu jeg overvejede at prøve noget nyt, var det måske ikke så tosset med sådan en fratrædelsesordning.
Men da fyresedlen lå foran mig, føltes det ikke ret nice.
Selv om der var tale om en større fyringsrunde, havde jeg en ubehagelig følelse af at blive valgt fra. Jeg følte mig afvist, og afvisningen sved lidt, for den kom fra nogle mennesker, der kendte mig. Jeg havde trods alt arbejdet der halvandet år.
Den første måned forsvandt i byture og computerspil. Jeg syntes, situationen var lidt uoverskuelig. Jeg var blank på, hvilken type job jeg skulle søge, og når jeg fandt en stilling, tvivlede jeg på, om jeg var dygtig nok til den.
'Kan jeg overhovedet finde ud af det? Er jeg i stand til at komme ind i en virksomhed og præstere nok til, at den vil have mig i længere tid?'
Min tro på mig selv havde fået et hak. Og så var jeg lidt skuffet over mig selv. 'Hvorfor var det mig, der fik sparket? Er jeg dårligere end mine kollegaer? Kunne jeg havde gjort noget anderledes?'
I begyndelsen slog jeg mig selv i hovedet med den slags tanker. Havde jeg ikke fået hjælp fra forskellige sider, kunne jeg let være røget i et sort hul.
For mig var coachen afgørende. Hun tog mig i hånden og sagde: 'Nu gør du sådan og sådan.' Det havde jeg brug for. Hun bad mig for eksempel om at skrive, hvilke succesoplevelser jeg havde haft på mit job, og hvilke arbejdsopgaver der havde tændt mig mest.
På den måde blev det mere klart for mig, hvilke stillinger jeg skulle søge.
Mine tidligere kollegaer betød også meget. Mange af dem skrev til mig, og deres ord løftede mig virkelig. Jeg følte mig jo lidt som ham, der var blevet valgt sidst til fodbold i skolegården. Men beskederne gav en følelse af, at: 'Okay, jeg har sat et positivt aftryk hos mange. De kan godt lide mig.'
Desuden hjalp det, at jeg ikke behandlede fyringen som et tabu. I starten syntes jeg ikke, det var så fedt at fortælle venner og bekendte om den. Men efter jeg havde sagt det til den første kammerat, var han bare sådan: 'Folk bliver fyret hver dag. Nogle skal ryge i nedskæringsrunderne. Lad vær med at tage det personligt. Hvis din chef generelt var utilfreds med dig, havde du ikke været i tvivl om det.'
Det var sundt at blive mindet om den slags. Så tal om de tanker, du går med. Du bliver syg, hvis ikke du får dem ud af systemet. Og når du åbner op om din fyring, vil du også finde ud af, at du langt fra er den eneste, der har stået i situationen. Hvis ikke den, du taler med, selv har prøvet at blive fyret, har hans kæreste, bror eller mor som regel.
Nikolaj Christensen arbejder i dag som technical application engineer ved firmaet Napatech. Han blev opfordret til at søge stillingen, da Napatech faldt over et opslag, Nikolaj havde skrevet på Linkedin, hvor han skrev om sine kompetencer, og at han søgte job.