Tag et spejl. Prøv at løfte øjenbrynene og slap så af igen. Bliver dine linjer i panden hængende? Prøv så at se sur ud. Bliver bekymringsrynken mellem øjnene dybere end Grand Canyon?
'Ja' har både Camilla og Daniel svaret, før de i 20'erne fik sprøjtet botox ind i ansigtets folder for at bekæmpe de første alderstegn. Her fortæller de, hvorfor de gør det.
Jeg elsker at blive spurgt om ID i en alder af 28 år, for det betyder: Mission accomplished! Mit mål med botox var nemlig at se yngre ud - og at få det bedre med mig selv.
Jeg voksede op i et lille samfund, jeg var overvægtig, og jeg blev mobbet. Hele min ungdom hadede jeg mit udseende, og som 21-årig følte jeg, at jeg lignede en mand på 35 år. Når jeg kiggede i spejlet, så jeg kun dybe rynker, og når der blev taget billeder af mig og mine venner, så jeg væk eller lavede en grimasse. Så var der en undskyldning for at se 'grim' ud.
Men jeg tog mig sammen. Jeg tabte 35 kilo, flyttede til København og fokuserede 100 procent på at få det bedre med mig selv. Det var her, botox kom på banen.
Jeg har altid været betaget af botox, men jeg kendte det kun fra blade og tv. Det var eksklusivt for Hollywood-stjerner. Ikke for sådan én som mig. Men da et par af mine kammerater fra København fik deres første skud botox, gik jeg også i gang.
I dag får jeg botox i hele panden, mellem brynene og ved øjnene. Jeg føler mig fem år yngre, når jeg får botox. Det er blevet et fix for mig. Jeg elsker 'the power of botox', og at det kan hjælpe mig og andre ved at føle os bedre tilpas.
Al min ansigtsmimik forsvinder, vil nogle sikkert sige, men jeg kan stadig grine, smile og se sur ud.
Der er mange delte meninger om botox, men jeg fortæller altid ærligt, at jeg holder alderstegnene på afstand med botox. Mange spørger mig til råds, og jeg får altid komplimenter for min hud.
Hvis jeg begynder at tælle, hvor meget botox-behandlinger har kostet mig, kommer jeg over 50.000 kroner. Men jeg fortsætter, fordi jeg får det bedre med mig selv.
Rynkerne minder mig om fortiden, og når effekten aftager, har jeg det skrækkeligt. Det føles som om, ansigtet begynder at hænge. Det ved jeg godt, det ikke gør, og i dag er jeg også klar over, at jeg ikke så gammel ud som 21-årig. De dybe rynker i panden var jo egentlig bare mimik, og jeg tror kun, det var mig selv, der så rynkerne.
Alligevel føler jeg mig som den bedste udgave af mig selv med botox. Jeg fortsætter til den dag, jeg vågner og ikke længere ser et behov. Men jeg tvivler på, at den dag nogensinde kommer.
Den havde de færreste nok set komme.
Jeg er meget naturligt anlagt, og jeg går sjældent med makeup. Men den bekymringsrynke var bare vildt hæmmende for mig. Jeg forsøgte hele tiden at glatte den ud. 'Det kan ikke passe, at jeg allerede skal være irriteret over en rynke', tænkte jeg.
Jeg er atlet og personlig træner, og derfor er jeg tit fysisk presset. Det kan ses i ansigtets folder. Det er hårdt for kroppen, og det ændrer muskulaturen i ansigtet.
Derfor fik jeg for et år siden for første gang sprøjtet botox ind i bekymringsrynken - lige mellem øjenbrynene. Fem prik med nålen. Jeg var sindssygt nervøs, men effekten ville jo forsvinde efter nogle måneder, hvis det ikke var noget for mig. Det beroligede mig, da jeg lå på briksen.
I dag ville jeg ønske, at det var permanent. For helt ærligt: Den bekymringsrynke er decideret grim til mig, hvis der ikke er botox i den.
Derfor har jeg fået botox to gange siden, for jeg skal ikke have så dybe rynker. Ikke endnu.
Der er mange, der ikke forstår mig. Da jeg delte mit botox-valg med mine følgere på Instagram, var mange skeptiske. De kunne ikke forbinde det med mig. 'Jamen, Camilla, du er jo så naturlig', og 'hvis du får lavet bekymringsrynken, vil du have lavet mere og mere.'
Det kan godt ske, jeg får lavet mere end min bekymringsrynke, men jeg får aldrig et unaturligt look. Jeg mister aldrig min mimik, og jeg får aldrig læber, der står ud til alle sider. Jeg er glad for mine smilerynker ved øjnene, og jeg har accepteret de vandrette rynker i panden. Bare ikke rynken lige mellem øjenbrynene.
Min mor har den samme bekymringsrynke, men hun har ingen problemer med den. Det hører med til hendes alder, siger hun. Når jeg bliver ældre, kan det sagtens være, jeg også erkender, at det er en del af at ældes.