'Brian, politiet er ved at splitte dit hus ad.'

Det var min nabo i telefonen. Jeg var ikke overrasket. Rygterne om, at politiet var ved at trevle hele lortet op, var nået til Samsø, hvor jeg boede.

Jeg ringede til min eks med det samme.

- Den er gal. I skal ikke vente på mig, jeg kommer ikke til Mikkels fødselsdag.

Min søn fyldte seks år den dag. Det var noget rigtig pis, men jeg forsatte mit arbejde som cafeteriaansvarlig på Samsø-færgen.

Tørrede bordene af. Ryddede op i køkkenet.

Der var ikke så meget andet, jeg kunne gøre.

- Jeg ved, hvad I vil. Jeg gør lige det her færdig, sagde jeg, da de seks civilklædte betjente viste sig i færgekøkkenet.

- LÆG DEN KNIV NU! råbte én af dem med en henvisning til den brugte smørkniv, jeg stod med i hånden efter oprydningen.

Og så blev jeg anholdt. Min eks og jeg havde aftalt, hun skulle stikke Mikkel en løgn om, hvorfor jeg ikke kom til hans fødselsdag.

Der var ingen grund til at fortælle knægten sandheden. 14 dage. Maksimalt en måned, så var jeg ude. Jeg fik altid snøret mig ud af den slags.

Men denne gang havde politiet andre planer.

På politigården blev jeg tæsket igennem med spørgsmål. Bang, bang, bang. Et bombardement af spørgsmål, som fortsatte over flere uger.

Alligevel tænkte jeg: 'De lader mig gå. De har ingen tekniske beviser.' Det var også, derfor min eks og jeg fortsatte med at lyve om, hvor jeg var.

- Far er ude at sejle, digtede vi.

Normalt må varetægtsfængslede ikke tale i telefon med pårørende. De må kun modtage breve og fysiske besøg, men som ugerne i varetægtsfængslet gik, forbarmede fængselspersonalet sig.

De gav mig lov til at ringe til Mikkel hver tirsdag.

Jeg fik to minutter.

- Hej skat. Det er far, jeg ringer bare for at høre, om du har det godt?

Jeg talte med luft på stemmen. Koncentrerede mig om at lyde glad, selv om hans stemme gjorde mine øjne blanke.

- Hvornår jeg kommer hjem? Jeg ved det ikke, ven. Far er nødt til at passe sit arbejde. Jeg skal sejle lidt mere.

Samtalerne foregik fra en mønttelefon, som stod midt i det hele. Den var placeret for foden af en trappe, som alle indsatte, der skulle til besøg og advokatsamtaler, kom forbi. Arrestforvarerens kontor lå lige overfor. Så stod jeg der - til udstilling med en tåre i øjenkrogen, imens jeg kæmpede for at ligne en bandit.

For det er regel nummer ét for indsatte: Vis ingen svaghed, så bliver du kanøflet.

I lang tid var de ugentlige to minutters-opkald min eneste kontakt med Mikkel. Jeg følte, vi satte det hele på spil, hvis vi fortalte ham sandheden.

Mest af alt hans trivsel. Hvordan ville det påvirke ham at vide, at hans far sad i fængsel? Det ar ville jeg ikke påføre ham, hvis jeg var hurtigt ude. Og hvad med hans syn på mig? I Mikkels øjne var jeg Superman. Han havde placeret mig på en piedestal med en roterende glorie over min skaldede isse. Hvilke hak ville den få, hvis han fandt ud af, hvad jeg havde lavet?

Men efter fire-fem måneder kunne vi ikke trække løgnen længere.

- Er far død? spurgte han min eks.

Dér knækkede filmen totalt for mig. Jeg forestillede mig alle de tanker, der havde myldret i hans seksårige hoved, fordi han ikke kunne få vores løgnehistorier til at give mening. Jeg havde altid overholdt mine aftaler med Mikkel, så gav det ikke mening, at jeg pludselig ikke ville besøge ham. Det var klart, han reagerede.

Der var ingen vej udenom. Min eks tog den med ham:

- Politiet tror, far har gjort noget, man ikke må. Imens de undersøger det, er han i noget, der hedder et arresthus.

Den forklaring skulle han have haft fra begyndelsen. Som minimum efter en måned. For helvede mand, jeg bliver stadig svedig, når jeg fortæller om det.

Jeg er så skuffet over mig selv.

Dén løgn sad fandeme i knægten længe. To år senere sad vi i en bil. Han på forsædet. Mig på chaufførpladsen. Vi var på vej tilbage til fængslet, efter jeg havde været hjemme på weekend. Mikkel og hans mor kørte mig altid tilbage fra udgang.

Mikkel kiggede på mig med sine brune børneøjne:

- Far, hvorfor løj du for mig?

Der var gået to år. To år! Og han tænkte stadig på det.

Mit klare råd er: Fortæl, hvor du er. Det er fair nok, du venter 14 dage for at se, om de lader dig gå indenfor den tidsfrist. Derefter så vær ærlig. Der kommer en røvfuld, hvis du ikke er det.

Forestil dig at have uafbrudte svedeture i hovedet. Ikke på huden, men inde i dit kranium.

Det var sådan, jeg havde det, når jeg fik besøg af min søn. Det var som at løbe et maraton hver gang.

Jeg havde vænnet mig til at være alene. I starten var jeg isoleret 23 timer om dagen, men den her ene gang om ugen var jeg centrum for tre sårede menneskers udelte opmærksomhed.

Jeg skulle indhente en uges mistet samvær med min søn på en time. Hans mor skulle have lidt kæreste-tid. Og min mor, der som regel også var med, skulle have en bid af sin søn.

Men jeg havde ingenting at give af. Der var nul og niks. Jeg brugte al energi på at overleve. Alle kræfter var sat ind på at undgå at se deprimeret ud.

For som nævnt: Viser du svaghed, bliver du slagtet.

Hele ugen havde jeg mit hård-fyr-panser på. Mikkel brød det ned. Jeg skulle være en engageret, kærlig og blød far, når han kom.

Men ikke for blød.

Han måtte ikke tro, jeg var ved at knække. Han gav mig altid tegninger, hvor jeg var placeret øverst. Som en slags Superman. Jeg tænkte: 'Det er ikke min plads, knægt.' Jeg tror, han følte, han beskyttede mig ved at vise, at jeg stadig var en helt i hans øjne.

Men jeg lignede kraftedme lort. Han var vant til at se en pænt trimmet, nybarberet mand. Nu sad der en grålig gut, som var ved at blive tynd og halvrablende i skallen.

Min vigtigste kamp var at sørge for, at han ikke kunne se, jeg var ved at sygne hen. Mikkel fortjente, jeg kom ned og var den bedste version af mig selv. Det krævede store mentale ressourcer, men det var det mindste, jeg kunne gøre.

For det var min skyld, vi var endt her.

Det var min skyld, at et lille menneske hylede og skreg, fordi besøgstiden var ovre, og han vidste, han skulle sove syv gange, inden han kunne tumle med sin far igen. Det var min skyld, de ikke havde nogen penge derhjemme, fordi jeg ikke var der til at spytte i kassen.

Jeg kunne ikke gøre en skid. Det er mest nedværdigende, jeg har prøvet. Ikke at kunne hjælpe min familie. Jeg var bare en bums. En fucking kriminel bums.

Den eksplosion af følelser – afmagt og utilstrækkelighed - udmattede mig fuldstændig. Det eneste, jeg var i stand til efter et besøg, var at ligge i min celle og glo fjernsyn.

Men selv om besøgsdag ikke altid var min yndlingsdag, var besøgene, det hele værd. Det var tydeligt, at Mikkel havde brug for at mærke mig.

Når han kom, sprang han rundt på mig som en lille abekat. Ikke så meget snik-snak. Han skulle bare kramme og tumle.

Vi havde frygtet, at han ville blive utryg ved tremmerne og den politimand, der sad i et hjørne og overvågede besøgene. Han ænsede intet af det.

Der gik næsten fem måneder fra anholdelsen, inden han besøgte mig. Han skulle have mærket mig og set, jeg var okay inden. Det havde han brug for.

Fødselsdage. Første skoledag. Første rokketand.

Jeg missede det hele.

Men i fængslet fandtes de dage ikke. Jeg lærte at lukke ned for dem.

Savnet påvirkede dog Mikkel. Han kom med små bemærkninger som: 'Far, jeg savner dig, når jeg skal sove.'

Jeg kan huske, jeg gav ham en t-shirt, jeg havde sovet med i tre dage. Så havde den havde 'far-duften.'

Han krammede den som en bamse hver aften. Jeg tror, han følte, han havde et stykke af farmand tættere på sig med den.

Men en far i levende live havde selvfølgelig været bedre. Det gav han også udtryk for. En weekendaften, hvor jeg var på udgang, skulle jeg putte ham.

Han tog min hånd og kiggede alvorligt på mig:

- Far, det der gør du aldrig igen, vel?

Den ramte, og det gør den eddermame stadig. Det er sgu stærke sager, når en syvårig knægt skal fortælle sin far, at han skal opføre sig ordentligt.

Sådan skal rollefordelingen ikke være. De ord var en påmindelse lige i smasken: 'Brian, du har svigtet.'

Jeg havde forberedt mig på, at Mikkel kunne være vred på mig, da jeg kom hjem. Eller måske bare afvisende. Han var jo ikke vant til at have mig i sin hverdag.

Han var ingen af delene. Han forsatte med at se mig som en helt.

Jeg flyttede direkte ind til ham og hans mor i et rækkehus i udkanten af Aarhus. Og for Mikkel virkede vores relation fuldstændig normaliseret. I hvert fald lige indtil én i huset hævede stemmen.

Det kunne han slet ikke have.

Hans mor og jeg skændtes ikke meget, men en aften gjorde vi. Ikke voldsomt, men stemmerne var hævede. Pludselig hørte vi lyde fra overetagen. Der stod Mikkel grå og hvid i hovedet med tårer rendende ned ad sig.

- Far, du må ikke gå.

Dér mærkede jeg, at tilliden til mig var skrøbelig. Jeg skulle i gang med et reparationsarbejde, og i begyndelsen tacklede jeg det ved at overkompensere fuldstændig.

Om morgenen vækkede jeg ham ved at køre hovedgærdet til hans elevationsseng op. Tændte for Animal Planet og serverede morgenmad til ham på sengen. Så stak han en fod ud under dynen ad gangen, så jeg kunne give ham sokker på.

Bagefter kørte jeg ham i skole og bar hans skoletaske helt ind i klassen, hvor vi havde en fast rutine om, at et par af hans klassekammerater skulle have en 'røvfuld' af mig. De synes, jeg var så skæg, fordi jeg lignede en bandit dengang. Så hev jeg én op i den ene arm og én i den anden.

Til sidst sagde lærerne:

- Mikkel er ni år. Han kan sagtens selv gå ind i klassen. Navlestrengen skal klippes, kammerat.

De havde ret. Jeg var for omklamrende. Jeg havde sådan et behov for at gøre det godt igen. Bringe balance. I mit hoved betød fængslingen, at vægtskålen med negative ting, jeg havde givet Mikkel, tyngede mest. Det kunne jeg ikke bære. Jeg var nødt til at kompensere.

Det forsøger jeg til dels stadig. Han er snotforkælet, og jeg ved sgu ikke, om jeg nogensinde vil føle, jeg har betalt tilbage. Jeg glor stadig på det samme spejlbillede hver morgen og tænker: 'Grov narkokriminalitet, for helvede Brian, hvad tænkte du på?'

Men noget har jeg gjort rigtigt, for Mikkel er eddermamme en fantastisk mand på 21 år. Han har styr på sit liv. Læser Nanoscience på Aarhus Universitet, bor i egen lejlighed og har studiejob. Og så gider han stadig at være sammen med sin gamle far engang imellem. Vi har et godt forhold.

Men jeg mærker stadig, at han kan have en snert af tvivl på mig. For eksempel når jeg bliver vred.

Min vrede går aldrig udover ham. Jeg har hævet stemmen over for ham én gang i hans liv. Det sker kun, når jeg møder 'idioter' i trafikken, eller forleden da vi var i biffen.

En gruppe unge terroriserede forestillingen totalt. Larmede og smed med popcorn. Vagten havde sagt: 'Sidste chance, drenge.' De fortsatte. Jeg brænder af over sådan noget. Råber ad dem, at nu stopper de. Ud af øjenkrogen kan jeg se, at Mikkels blik flakker. Som om han tænker: 'Nu dummer han sig.'

Jeg har intet lavet siden. Ingenting, men han har en lille tvivl, tror jeg, og når jeg siger: 'Bare rolig, skat. Det sker ikke.' Så hænger den i luften: 'Kan jeg være helt sikker. Du løj om fængslet?'

Han siger det ikke højt, og det er sikkert bare mig, men jeg føler, jeg ser det i hans blik.