Et kviklån bliver vejen frem, da 21-årige Asta skal til at betale husleje, efter at hun er flyttet hjem til sine forældre igen.
Asta er navnet på hovedpersonen i DR3's fiktionsserie 'Doggystyle'. Men bare fordi Asta er fiktiv, betyder det ikke, at der ikke er rigtige personer på hendes alder, der kaster sig ud i hurtig gæld.
Faktisk er det 11,4 procent af de 18-30-årige, der ikke kan betale deres regninger til tiden. Og 48.000 i den aldersgruppe er registreret i RKI, der er registret over dårlige betaler.
Går man en tur ved Emil Holms Kanal i København, hvor både IT Universitetet og tre af Københavns Universitets fakulteter holder til, vælter man sig dog ikke i kviklånstagere og dårlige betalere.
- Du står med en gruppe jurastuderende. Det gør vi altså ikke, lyder det kække svar fra en af kvinderne i gruppe rygende studerende.
Men selvom de studerende på Amager i København måske ikke har benyttet sig af hurtige lån med tårnhøje renter, indrømmer de da gerne, at de til tider bruger dumme penge, og at pengene 'på mystisk vis' forsvinder fra kontoen måned efter måned.
Jacob Kaarsberg, 21 år. Læser Mellemøststudier på Københavns Universitet
Det dummeste, jeg bruger penge på, er noget, som jeg ofte bruger penge på. Det er cigaretter. Man bruger penge på at slå sig selv ihjel langsomt. Jeg ryger måske tre pakker på en måned. Et par cigaretter om dagen. Men det er stadig dumt, ikke?
Noget andet dumt er, at jeg engang har misset et fly. Det var ret meget min egen skyld. Jeg havde jo allerede betalt 2.000 kroner for en flybillet, og så skulle jeg betale 4.000 kroner for en ny.
Jeg synes tit, at der er situationer, hvor mine penge bare ryger ud af vinduet. For eksempel skulle jeg have repareret min telefon forleden, og så mistede jeg den en uge efter. Så der røg lige 1.000 kroner. Den nye telefon har jeg fået af en ven, fordi han skulle have en ny iPhone, og så gav han mig sin gamle.
Nogle gange tænker jeg faktisk lidt for meget over, hvordan jeg kan spare, og jeg kan godt være lidt nærig. Jeg har sådan et trick, hvor jeg skralder mad to gange om ugen, så jeg laver faktisk al min mad og madpakker uden at bruge penge på det. Så jeg bruger kun penge, når jeg er ude.
Jeg bor med min bror i en lejlighed. Det varierer meget, hvor mange penge jeg har, fordi jeg har et deltidsjob, hvor det er forskelligt, hvor meget jeg arbejder. Den her måned har jeg haft ret mange penge. Der har jeg måske haft 3.000 kroner efter huslejen. Det er mere end rigeligt. Sidste måned havde jeg 500 kroner. Det er ikke megarart at have så lidt, men jeg kan godt leve uden at bruge penge.
Marc Gædicke, 27 år, læser Digital Innovation and Management på IT Universitet
Det dummeste, jeg bruger penge på?
Det er nok generelt penge på byture. Jeg kan godt bruge op mod 1.000 kroner på en bytur. Og jeg går ret meget i byen. Hver weekend. Jeg bruger ikke 1.000 kroner hver gang. Lige nu har jeg ikke noget studiejob, så jeg prøver også at spare lidt. Jeg har SU og tager SU-lån og leder så efter et relevant studiejob.
Jeg har ikke overvejet et kviklån. Primært fordi jeg har hørt så mange skræmmehistorier om det, og når jeg i forvejen har et SU-lån, vil jeg gerne holde mig til det. I forhold til SU-lånet har jeg tænkt, at det lød som en meget god idé, hvis man har brug for lidt ekstra penge. Men jeg har også nogle gange tænkt, at det er lidt dumt, i forhold til hvad jeg bruger de penge på.
For et år siden købte jeg en iPhone X på en afdragsordning, der løb i et år. Den gamle telefon var gammel. Det var en 5S og virkede ikke så godt, så jeg ville gerne have en ny. Så ville jeg bare gerne have den nyeste og have den betalt af, så hurtigt som muligt. Jeg havde ikke pengene kontant, så jeg betalte 800 kroner af om måneden.
Jeg bor alene i en forældrekøbslejlighed og betaler 4.000 kroner om måneden. Jeg får lidt over 5.000 kroner i SU, cirka 3.000 kroner i SU-lån, og så får jeg nogle gange lidt hjælp af mine forældre. Det er nok i hvert fald lidt over 1.000 kroner om måneden for tiden, mens jeg ikke har et job.
Frederikke Lynggaard Slot, 22 år, læser sociologi på Københavns Universitet
Jeg kan godt lide at spare op og så købe lidt dyrere ting. Men at bruge penge i byen er altid nederen. Eller det er altid dumme penge. Jeg er ret gavmild, når jeg går i byen, føler jeg. I hvert fald når jeg kigger på konto dagen efter.
Jeg kan heldigvis ikke få minus på kontoen for at undgå overtræk, og jeg tror faktisk, at jeg er lidt kedelig, fordi jeg er ret ansvarlig. Jeg prøver at være lidt klog med mine mad-indkøb. At lade være med at købe nyt ind hver dag, men lige gå hjem og se, hvad jeg har i køleskabet. Når jeg er alene, kan jeg godt spise lidt mere kedeligt, end de dage, hvor jeg er sammen med nogen. Og så køber jeg ret mange ting brugt. Det kan både være tøj og møbler. Den Blå Avis er en god ven på den måde.
Jeg har været så heldig at have muligheden for at købe min egen andelslejlighed, så jeg bor i en lille to-værelses på Nørrebro. Jeg arbejdede rigtig meget i mit sabbatår, hvor jeg havde rigtig mange timer som lærervikar. Så kunne jeg tage et lån i banken, fordi jeg havde de penge.
Jeg ved faktisk ikke helt, hvor mange penge jeg har til rådighed hver måned, fordi jeg lige har fået nyt job. Jeg tror måske, at jeg har 3.000 kroner om måneden. Måske 4.000 kroner. Jeg har ingen SU-lån endnu, men det kan være, at det kommer.