Ditte blev ensom, da hun flyttede til Aarhus: Det er noget af det hårdeste, jeg har prøvet

August 2018. Ditte Mogensen er i gang med at skrive en 'for og imod'-liste på et stykke papir.

Hun har fået tilbudt to job, som hun skal vælge imellem. En ph.d-stilling i København og én i Aarhus.

De fleste punkter på listen handler om det faglige i forhold til de to stillinger.

Men ét punkt skiller sig ud under stillingen i Aarhus.

'Flytte - hårdt', står der.

Et punkt, der skal vise sig at blive langt vigtigere, end Ditte havde regnet med.

- Jeg må indrømme, at jeg nok ikke helt har haft forståelsen af, hvor meget de enkelte punkter fyldte. Hvor hårdt, det har været at flytte.

Ditte har været på udveksling i Skotland i tre måneder. Hun har rejst alene i Australien, Ny Kaledonien og Indonesien med andre unge og voksne, hun ikke kendte på forhånd.

Hun har før kastet sig ud i noget nyt og ukendt på egen hånd, og det var også det, hun gjorde, da hun valgte stillingen i Aarhus.

Det var den, der lød mest spændende, og hun havde fået fornemmelsen af, at der var gode sociale forhold på arbejdspladsen.

Springet fra Hovedstaden til Aarhus skulle dog vise sig at være langt større, end hun havde regnet med.

- Det er noget af det hårdeste, jeg har prøvet i mit liv.

Juli, august og september er de tre måneder, hvor flest danskere flytter et nyt sted hen ifølge Danmarks Statistik. Herunder de mange unge, der flytter kommune eller landsdel for at starte på en videregående uddannelse eller i deres første job.

Men da 27-årige Ditte sidste år valgte at sige ja til stillingen i Aarhus, var det ikke bare et tilvalg af et tre-årigt job som forsker ved universitetet.

Det var også et fravalg af hendes gamle liv.

Hun havde altid været meget social og vant til at have et stort netværk og en fyldt kalender.

På kollegiet i København stod den på madklub fem gange om ugen, sommerhusture og masser af fester.

Og på Danmarks Tekniske Universitet, hvor hun studerede, fik hun også hurtigt et stort netværk. De havde holdt rustur på tværs af forskellige studieretninger, og hun havde selv været rusvejleder.

- Jeg elskede altid at komme på studiet, for jeg havde et kæmpe netværk, og det gjorde det også ekstremt familiært.

Kontrasten var derfor stor, da hun i slutningen af september sidste år transporterede sig selv og sine flyttekasser over Storebælt.

Pludselig sad hun alene på et værelse i Aarhus uden at kende nogen.

Stillingen som forsker var også meget anderledes end livet som studerende, og jobbet var mindre socialt, end hun havde forestillet sig.

Det var i fritiden, hun for alvor skulle få sit sociale behov opfyldt.

Men hvordan? Og af hvem?

- Det slog mig meget hårdt. Jeg var bare super ked af det. Fra december til marts græd jeg flere gange om ugen, og i juleferien var jeg så ked af det, at jeg overvejede, om jeg skulle flytte tilbage til København.

- Men jeg er også stædig. Jeg havde ikke lyst til at give op efter bare få måneder.

I februar tog hun derfor på eget initiativ til lægen og fik en henvisning til en psykolog på baggrund af hendes nedtrykthed.

- Jeg var ensom i starten, for der var ikke nogen. Og det var ikke et aktivt tilvalg.

- Jeg har selvfølgelig haft min familie og mine 'gamle' venner i og omkring København at støtte mig til, men de var jo ikke i Aarhus.

'Bolig', 'relationer' og 'beskæftigelse' var de tre grundpiller, der indtil nu havde defineret hendes hverdag. Nu var de pludselig alle revet op på én gang. Ikke én pille havde hun at støtte sig til. Selvfølgelig væltede hun.

- Men jeg sagde også til mig selv. Hvis jeg kan gøre noget ved tingene, så prøver jeg!

Vi springer et år frem - til september 2019 - en solskinsdag på badestranden 'Den permanente' i Aarhus.

Skibe og skyer flyder forbi, mens instruktøren tæller ned.

Tyyyve sekundeeer!

Sidste efterår startede Ditte til kajakpolo. En blanding af vandpolo og håndbold. Ikke fordi hun nogensinde havde spillet kajakpolo før. Men hun så sporten som en mulighed for at møde andre unge og skabe sig et større netværk i Aarhus.

Der er jo heller ingen, der har spillet kajakpolo som barn, tænkte hun. Så de andre ville ikke være alt for langt foran hende, og hun kunne stadig nå at blive god.

I dag træner hun hver tirsdag og torsdag, og træningen slutter altid af med én eller flere træningskampe.

Det røde og det sorte hold har taget opstilling på den rektangulære bane i vandet ud for badestranden, hvor Ditte sidder med benene plantet i sin sorte kajak.

Hun har en hvid beskyttelseshjelm på hovedet, en redningsvest med nr. 19 på ryggen og en pagaj i hånden.

Go!

Dittes hold er i angreb. Hun har lagt sig i venstre side og padler ind mod midten.

Øv!

De mister bolden, og hendes hold må padle tilbage til synet af, at det andet hold får bolden i nettet.

'Kom igen'!

- Hvis jeg var begyndt til kajakpolo i København, havde jeg ikke gået der en hel måned. Så var jeg mødt op, havde følt mig dårlig, og så havde min kalender været booket med middagsaftaler med mine veninder.

Men Ditte holdt ud.

'Kom igen', sagde hun til sig selv.

Det skulle nok lykkes på et tidspunkt. Og hun ville ikke få et nyt netværk ved at sidde hjemme i sin seng og se Netflix.

- Jeg måtte sige: 'Ditte, det er tirsdag, og du kan sidde hjemme, men du kan også tage til træning og være sammen med nogle mennesker, som du ved, du har behov for'.

- Det er nogle gange min motivation for at træne. Det er jo mit netværk.

Hun tog første gang pagajen i hånden i midten af oktober. Det var en lettelse, at hun nu havde planer i weekenden, når hun skulle træne eller spille kamp.

- På et tidspunkt havde vi fredagstræning hver anden uge, hvor vi drak øl i saunaen bagefter.

- Det var en fredag, hvor der ellers ikke var sket så meget i mit liv, men hvor jeg faktisk endte med at være ude at hygge mig og drikke nogle øl. Det var virkelig vigtigt for mig på det tidspunkt.

Siden har hun blandt andet været i Holland til et stævne med klubben, og de har også holdt sommerfest og fællesspisninger før træning.

Da hun skulle flytte fra sit første til sit andet hjem i Aarhus, tog hun sig også mod til og spurgte to af de unge fra kajakpoloklubben, om de ville hjælpe til.

Det ville de heldigvis gerne.

Det er hårdt arbejde at starte sit liv forfra et nyt sted. Det seneste år har Ditte med egne ord 'knoklet' for at skabe nye relationer.

Hun har meldt sig ind i et udvalg, der laver arrangementer for ph.d.'er på studiet og taget initiativ til, at de også spiser og er sociale sammen, når de mødes.

Hun er flyttet i bofællesskab.

Hun har meldt sig ind i en sejlklub.

Er startet til svømning.

Og kajakpolo.

Men at etablere et netværk kræver ikke kun et medlemskab til en sportsklub eller en ny adresse.

Det kræver udholdenhed, og at man tør bevæge sig ud af sin 'comfortzone'.

- De første tre gange, jeg var til svømning, snakkede jeg ikke med nogen. Nu, et år senere, snakker jeg med alle på holdet, og de siger 'hej' og spørger, hvordan det går, fordi de ved, hvem jeg er nu.

- Jeg kunne jo være rendt skrigende bort i startfasen og have tænkt, at vi aldrig kommer til at snakke sammen.

Hendes hårde arbejde har heldigvis ikke været forgæves, og de første sejre er allerede vundet.

For kalenderen er ikke længere tom, og Ditte er heller ikke altid den, der skal være opsøgende længere.

- Det er dejligt, at jeg faktisk kan fylde min kalender herovre. At jeg bliver inviteret med til housewarmings, sommerfester og Aarhus festuge af mit netværk.

- Jeg er endda nået til det punkt, hvor jeg kan tillade mig at sige: Nej tak, det skal jeg ikke i weekenden. Denne weekend vil jeg gerne være alene. Og at det er et aktivt tilvalg.

Næste skridt for Ditte bliver at pleje og udvikle de relationer, hun allerede har skabt. Blandt andet i kajakpoloklubben håber hun på, at bekendtskaber kan blive til venskaber på sigt.

Her har hun mødt nogle mennesker, som hun har rigtig god kemi med, og som hun har lyst til at komme endnu tættere på.

Men hun ved også godt, at hun skal have pagajen i vandet nogle gange endnu, før det sker.

- Jeg tror vitterligt på dét med at give det tid. Man kan ikke bare forvente, at det hele kommer til én med det samme.

- Jeg er dog også blevet overrasket over, hvor lang tid det tager at skabe gode relationer, og jeg har virkelig fået testet min tålmodighed.

Ditte føler sig ikke længere ensom i Aarhus og havde for nylig sidste samtale hos sin psykolog.

Men der er stadig dage, hvor hun savner København og sine tætte relationer rigtig meget.

Når Ditte taler om det, bliver hun også tydeligt påvirket.

Det er hårdt.

Men det er også et af hendes budskaber. At man skal vide, det er hårdt, hvis man overvejer at flytte hele sit liv til et andet sted.

- Hvis man kommer ind på drømmestudiet eller får tilbudt drømmejobbet, synes jeg ikke, der er noget, der skal holde én tilbage. Men hvis man ikke føler, alle parametrene er der, synes jeg, man skal overveje det en ekstra gang.

Tvivlen omkring hendes valg kan stadig vende tilbage indimellem.

Gjorde jeg det rigtige?

Men hun fortryder heller ikke, at hun tog springet og kastede sig ud på det dybe vand for et år siden.

- Jeg har lært vildt meget. Både fagligt, men også ved at skulle overskride mine grænser for at opsøge de sociale fællesskaber, jeg er en del af. Jeg er helt sikkert blevet bedre til at starte en samtale med fremmede mennesker. Og så er jeg også blevet bedre til at spørge om hjælp – og folk hjælper gerne.

Da hun i sommer vendte tilbage til universitet efter tre ugers kursus i København, var det også til endnu en lille sejr.

- Det var dejligt at opleve, at folk kendte mig på gangen og spurgte, om jeg havde haft det godt, fordi jeg jo er blevet integreret.

- Jeg er ikke en 'nobody' mere. Folk lægger faktisk mærke til det, når jeg er væk i tre uger. Det var en rigtig rar følelse og erkendelse at få: Ok, jeg har faktisk fået etableret noget her.

Solen går ned over 'Den permanente' og forvandler Ditte og hendes holdkammerater til sorte silhuetter på vandet.

'Kør kør kør!'

Dittes hold har sat gang i et hurtigt angreb. Hun mandsopdækker nummer 14.

De mister bolden, men i den modsatte ende får en holdkammerat pareret modstanderens forsøg på at score.

Instruktøren tæller ned igen.

Tiiii sekunder!

Tre.

To.

Én.

Tiiid!

De ti kajakker indstiller jagten på den blå-gule vandpolobold.

Hvem der vandt?

Ditte er ikke helt sikker.

Hun har ikke talt scoringerne.

For - helt ærligt - så er det heller ikke det vigtigste.