I begyndelsen forholdt Edis Adilovic sig omhyggeligt til profilteksterne, men ofte stod der ikke mere end: 'Line, 25 år, lærerstuderende.'
De tre oplysninger gjorde ham ikke meget klogere på, om kvinden og han ville være et godt match. Så han bestemte sig for at swipe til højre på alle kvinder, Tinder præsenterede ham for.
Deres fotos kunne han ikke bruge til noget. Edis følte nada, når hans blå/grå øjne hvilede på dem.
Han er nemlig blind. 100 procent blind.
Det har han været, siden han som toårig blev ramt af sygdommen sarkoidose, som fik hans immunforsvar til at angribe hans øjne.
I dag er der særligt en ting, Edis værdsætter ved sit handicap; Han dømmer ingen ved første øjekast.
Læs, hvorfor Edis oplever, det er en gave ikke at kunne se, de mennesker han møder, og bliv klogere på, hvor stor en rolle udseende rent faktisk spiller i vores møde med hinanden.
Edis har tænkt meget over det under den netop overståede valgkamp.
Han værdsætter altid sit manglende syn, når han bliver mindet om, at han ikke reagerer på tørklæder, hudfarve eller andre fysiske kendetegn, som han fornemmer, nogle mennesker bider mærke i.
'Hvem søren er det?' Har hans forældre indimellem spurgt, når de er blevet præsenteret for et af hans nye bekendtskaber. Uden Edis har anet, hvad de reagerede på.
Han kan have kendt et menneske længe, inden han finder ud af, at vedkommende bærer rundt på tatoverede lemmer og en tøjstil, der står i skærende kontrast til Edis' nydelige polo t-shirts og jeans.
- Jeg har en evne til at tale med folk uafhængigt af, hvordan de ser ud. Det ser jeg som en gave uden lige.
Når Edis møder et menneske, er det særligt håndtrykket, han hæfter sig ved. 'Stor hånd, hun er formentlig ikke en lav kvinde.'
Og så er det stemmen. Taler hun i turbotempo? Taler hun lavt? Hvilke ord bruger hun, og hvad siger hun rent faktisk.
Han får ofte at vide, at han er en god lytter.
Når han tager toget mellem sin lejlighed i Odense og sin arbejdsplads i Høje Taastrup, ender de mennesker, der har tilbudt ham en arm ind i kupeen, ofte med at dele deres historier om forældres misbrug og angstlidelser med ham.
'Tak, fordi du lyttede,' siger de, når de stiger af.
Edis tror måske, de føler sig hørt, fordi han sjældent bliver distraheret.
Det, der kommer ud af deres mund, er hans primære redskab til at danne sig et indtryk af dem.
Der er ikke i samme grad et kropssprog eller en skæv næse at forholde sig til.
Han er nødt til at være fokuseret på ordene og stemmen.
- Min underviser sagde engang, at han indenfor 10 sekunder vidste, hvilken karakter en elev skulle have. Jeg er slet, slet ikke så hurtig til at finde ud af, hvilket menneske jeg har med at gøre. Der skal virkelig være en dialog, før jeg begynder at have det indtryk på plads.
- Jeg føler mig ret langsom på det punkt.
Edis frygter sjældent mennesker, han møder på gaden. Nogle gange kan han høre på andre, at de bliver en smule utrygge, hvis folk, der ser ud på en bestemt måde, kommer mod dem.
Det gør han ikke, og han tror, det muligvis har smittet af på hans lyst til at tale med fremmede.
Det er ikke usædvanligt, at han bliver venner med en, han møder på en indkøbstur, i bussen eller et tredje sted. Som for eksempel da han var på udveksling på Columbia University i New York.
Hans kæreste skulle komme på besøg, og Edis tog i lufthavnen for at hente hende. Paskontrollen drillede, så han måtte vente over to timer.
Efter få minutter faldt han i snak med en mand. Manden havde egentlig fri, men blev ved Edis og sluderede.
Da kæresten endelig kom, tilbød han dem et lift hjem i sin limousine. Efterfølgende mødtes Edis og ham til frokost.
- Nogle af mine venner siger: 'Hvordan fanden tør du køre med en fremmed?' Jeg ved sgu ikke, om det er en sjette – eller i mit tilfælde særlig femte sans – men det sker ofte, at jeg får de her fantastiske oplevelser, fordi jeg, når nogen tilbyder mig en hånd, er glad for at spørge: 'Nå men, hvad laver du så?' Altså tager skridtet til at starte en konversation.
- Jeg føler mig nok mindre bange på det punkt. Jeg har en rigtig god ven, som ikke helt forstår det med at skulle tale med folk, han ikke kender. Han er mere påpasselig, men jeg synes, det er fantastisk, at det faktisk er muligt at starte et venskab på en kedelig bustur.
Da Edis var på Tinder, fik alle også en chance.
Han griner, imens han fortæller det.
Egentlig havde han tænkt sig at lade profilteksterne diktere, om fingeren skulle glide til højre eller venstre.
Det ville for eksempel være et plus, hvis der stod, at hun kunne lide at stå på ski.
Edis elsker også selv at spænde aflange brædder under fødderne.
Men de færreste gik så detaljeret til værks i beskrivelsen af dem selv.
Mange præsenterede sig udelukkende med navn, alder, beskæftigelse og en stribe fotos, så Edis besluttede sig for bare at swipe ja til alle.
Han kan godt undre sig over, at billederne fylder så meget, når vi dater.
- Én ting, du kan være sikker på vil ændre sig ved en partner, er jo udseendet. Det sker med alderen. Du kan også ændre dig personligt, men ikke nødvendigvis så meget, som dit udseende vil gøre, forestiller jeg mig. Derfor synes jeg – især når det drejer sig om kærester – at det vigtige må være, at det er et menneske, man har en ide om, at man også kan sammen med på det personlige plan, så jeg tænker, det er ærgerligt, at det visuelle bliver så afgørende for, om vi vælger hinanden til eller fra.
Men selv om Edis ikke fravælger nogen udelukkende på et foto, betyder det ikke, at han kun dømmer på det indre.
- Det med at hun bare skal være flot indeni, er en omgang vrøvl også for mig, siger han.
Der skal være 'noget' ved hende, som gør, at Edis bliver tiltrukket.
Han har svært ved at forklare præcis, hvad det er, men allerede efter hans nuværende kæreste havde præsenteret sig med: 'Hej. Jeg hedder Helene,' tænkte han: 'Hun lyder godt nok sød.'
Der er helt klart noget omkring stemmer og dufte, uddyber han.
Men også i forhold til kroppe.
Edis' kæreste behøver ikke at kunne være reklamesøjle for en fitnesskæde, men han kan godt lide selv at være i form. Derfor betyder det også noget, at en potentiel partner er det.
På Tinder oplevede han, at en del kvinder, som følte, de havde udfordringer, henvendte sig til ham. Det kunne være kvinder, som havde det svært med deres vægt, eller var ordblinde.
- Det var lidt, som om de tænkte: 'En blind fyr dømmer nok ikke,' men jeg danner mig skam også nogle indtryk. Jeg er bestemt ikke fordomsfri.
- Men jeg ser det som gave, at jeg ikke er i stand til at fravælge nogen alene på et foto. Jeg har brug for et menneske af kød og blod for at kunne føle tiltrækning.
- Måske betyder det, at jeg giver flere en chance, og det synes jeg jo egentlig, alle mennesker fortjener at få.
Oplysningerne i grafikkerne stammer fra et interview med Mads Meier Jæger, som er professor i sociologi ved Københavns Universitet og blandt andet har forsket i skønhed.