De havde kun været kærester få måneder, da Emma stillede Emil et overraskende spørgsmål.

Hun havde fået øje på et reklameskilt på gaden, der havde fanget hendes blik.

"Bliv sæddonor", stod der.

"Har du nogensinde overvejet dét?", spurgte hun.

- Jeg troede ikke, hun mente det, fortæller Emil.

Få år tidligere havde han selv luftet tanken for en gymnasiekæreste. Hun var gået i "totalt forsvarsmode". Hun ville ikke dele ham eller hans gener med nogen. Han havde valgt at droppe idéen.

Kort tid efter prikkede Emma dog til ham igen:

"Skal du ikke bare se at få det gjort, hvis det er det, du gerne vil?"

Hvorfor lade sæden gå til spilde i et stykke papir, hvis det kunne hjælpe andre?

Emil var overrasket.

Hun mente det faktisk.

Han besluttede sig for at undersøge, hvordan man blev sæddonor, og hvad det indebar.

I dag er Emil 25 år og studerer til daglig på en videregående uddannelse i Aarhus. Han har nu været sæddonor i fem år og er gift med 24-årige Emma. Sammen har de en søn.

For tiden er det typisk to gange om ugen, han tager et smut forbi sin sædbank Cryos International, der har en afdeling i hans hjemby.

I løbet af en periode på tre måneder, skal han nå at aflevere ti donationer – et såkaldt batch. Herefter får han udbetalt et honorar for de ti donationer og holder typisk pause i nogle uger, før han starter op igen.

Sædbanken har et donor-rum med pornoblade og et tv til rådighed, som han kan benytte sig af, hvis fantasien ikke er helt nok.

Efter få minutter inde i rummet, kommer han ud med en lille plastic-kop med sin donation.

Det er sæd af højeste kvalitet – kun sunde og raske mænd med en særlig god sædkvalitet kan få lov at donere sæd i sædbanken. Derfor har Emil skullet gennemføre flere medicinske test, før han kunne blive godkendt som donor og samtidig bevise, at der ikke er sygdom i familien.

Hans sædbank fryser efterfølgende sæden ned, og så er den klar til at blive solgt til enlige og par i både Danmark og udlandet via sædbankens hjemmeside.

Emil ved ikke med sikkerhed, om hans donationer er blevet til lykkelige graviditeter, men efter fem år som sæddonor er sandsynligheden stor.

- Det kunne være sjovt at se, hvordan jeg ser ud som latino, griner Emil.

Om 13 år får han måske svaret på, om der findes en 'latino-Emil' derude.

Emil er nemlig åben donor, fordi han mener, at donorbarnet skal have muligheden for at tage kontakt til ham, hvis det ønsker det. Barnet kan dog først få hans identitet at vide, efter det er fyldt 18 år.

Indtil da kender de potentielle forældre og børn kun informationer som hans hårfarve, øjenfarve, interesser, uddannelse og nogle oplysninger om hans personlighed, som de kan finde på hans profil på sædbankens hjemmeside.

Emil har valgt at have en udvidet profil, hvor han blandt andet har vedlagt et barndomsbillede og et håndskrevet brev.

I teorien kunne han møde forældrene i køen i Fakta uden at vide det. Eller Emma kunne ende på fødegangen med en kvinde, som er blevet befrugtet med Emils sæd.

Da hun var gravid med parrets nu tre-årige søn, lå hun på stue med en enlig mor, der skulle have barn ved hjælp af en donor.

Han var høj og blond, fortalte hun. Ligesom Emil.

"Måske er det min mand", havde Emma afsløret.

Den enlige mor fortalte, at donoren var kunstner.

Så var det alligevel ikke Emil.

Det kunne alligevel have været lidt sjovt, tænkte Emma.

Emil indrømmer også, at han er lidt nysgerrig på, om nogle af hans donationer har resulteret i, at der render børn rundt derude med hans gener. Engang spurgte han sædbanken, hvor meget af hans sæd, der var blevet solgt.

Men det måtte han ikke få at vide. Det er nok også det bedste, mener han.

- Det er fint, at man ikke får noget at vide. Ellers tror jeg, det er lidt som Pandoras æske. Man vil hele tiden vide mere. Hvor meget er der blevet solgt? Hvor er det blevet solgt?

- For det er da noget, der indimellem rumsterer lidt i baghovedet: "Gad vide om der er nogen?". Men ikke på en negativ måde.

Det er ikke alle, der har haft forståelse for Emils valg omkring at blive sæddonor, og parret er vant til at møde fordomme om hans valg.

En dag stod Emil sammen med nogle studiekammerater, der talte om en reklame, hvor en sædbank søgte donorer.

- De var som en flok skolepiger, der stod og fniste i et hjørne og sagde: "Hvem gør dog sådan noget?"

- Så svarede jeg: "Det gør jeg."

Det fik hurtigt grinene til at stoppe.

- Jeg tror, det handlede om, at onani er tabu og normalt ikke noget, man taler om.

- De skulle lige grine af, men så stoppede de også og spurgte interesseret ind til, hvordan det foregår, hvor tit jeg er dernede og så videre. De forstod, at der ikke var noget at grine af, at det ikke er pinligt, men at det hele foregår meget professionelt.

Andre venner har joket med, at det kunne være sjovt at opspore børnene og lave et helt fodboldhold med dem.

- De vil gerne se en masse "kloner" af mig spille fodbold, fordi jeg er virkelig dårlig med en bold, griner han.

Siden han brød tabuet, har han kun følt støtte fra vennerne.

- Selvom jeg bliver mødt med ret negative reaktioner, har folk for det meste forstået det, når jeg har forklaret det.

Det samme gjaldt hans forældre, der var imod idéen i starten.

- Jeg tror, de var bange for, at jeg ikke havde tænkt det igennem i forhold til mit ansvar overfor børnene. Skulle jeg nu til at være stedfar? Hvad med børnepenge? Og vidste jeg, hvilke familier jeg donerer til?

- Jeg måtte forklare mine forældre, at det ikke er sådan, det fungerer. Det er ikke mine børn – heller ikke juridisk. Det er donorbørn, som jeg deler nogle gener med, ligesom man gør med resten af Danmarks befolkning.

Han vil ikke udelukke, at han kan komme til at spille en rolle i børnenes liv, hvis de ønsker kontakt, efter de er fyldt 18 år.

- Men det bliver som en bekendt eller en donor, som de kan stille nogle spørgsmål. Andet er det ikke. Jeg ser mig overhovedet ikke som far til børnene.

- Det, der gør mig til en far til mit barn, er, at det mig, der står op med ham om natten og har været med til at lære ham at gå.

Emils snak med forældrene gjorde dem mere rolige og gav dem en større forståelse for, hvad det indebar at være sæddonor.

- De endte med at sige, at hvis der skulle ske mig noget, og der senere er nogen donorbørn, der ’banker på døren’, så skal de nok hjælpe.

- Men det er ikke noget, vi taler om hen over middagsbordet.

Emma er også blevet mødt med fordomme som kone til en sæddonor. For eksempel, når veninder har spurgt, hvordan hun har det med at "dele" Emil med andre.

- Men jeg ser det ikke som om, at jeg deler ham med nogen. Han går jo ikke ud og sætter en bøtte med sæd på bordet foran en dame og siger: "Du ser sørme sød ud. Vil du have det her?"

- Jeg synes, man kan sammenligne det med bloddonation. Han hjælper andre, der har behov for det. Havde vi ikke selv kunnet få børn, havde vi også selv fået hjælp.

Hvad hvis nogen spørger, hvordan du har det med, at din mand har børn med andre?

- Så vil jeg sige: Han har ikke børn med andre. Men der er nogen, der har et barn, der har Emils gener, fordi han har doneret dem.

Nogle sædbanker giver et fast beløb per donation. Hos Emils sædbank kan man få mellem 100 og 500 kroner per gang. Beløbet afhænger af mængden af sæd, hvilken type donorprofil man har, og sædens kvalitet, der kan dale, hvis donoren for eksempel spiser mere usundt i en periode.

Mens nogle måske lader sig friste af honoraret, understreger Emil, at pengene ikke er årsagen til, at han donerer sæd. Han ville også gøre det, hvis han ikke fik penge for det.

- Efter jeg mødte Emma, blev jeg klar over, at jeg selv gerne ville have børn. Jeg tænkte, at hvis vi jeg ikke kunne få børn, så ville vi jo nok også selv benytte os af en donor.

- Men jeg føler også, jeg har en form for ansvar. Nu hvor jeg kan hjælpe andre med noget, de virkelig har brug for, så bør jeg også hjælpe.

Emil er også blod- og organdonor. Så hvorfor ikke sæddonor?

Det var dog først, da han selv blev far, at han forstod, hvor stor en forskel hans donationer rent faktisk kan gøre.

- I starten var det bare noget, jeg gjorde. Men da jeg fik min søn og fik et indblik i, hvordan det egentlig føltes at få sin lille dreng i hænderne, satte det det hele i et nyt lys. Jeg forstod, at det ikke bare er noget, jeg gør, og så er der nogen, der bare siger tak. Det betyder virkelig noget for mennesker og ændrer deres liv.

Når Emil stopper med studierne, regner han også med at stoppe som sæddonor. På den ene side tænker han, at han burde hjælpe, så længe, han kan, men han mener også, at til den tid har han gjort "sin tørn".

Emil har aldrig fortrudt, at han blev sæddonor. Tværtimod.

Men han ved også godt, at når først koppen med sæd er afleveret, er både den, og hvad der sker i fremtiden, ude af hans hænder.

Selvom han håber, at hans indsats i donor-rummet resulterer i nogle lykkelige familier derude, ved han også godt, at virkeligheden ikke altid lever op til den romantiske forestilling.

- Engang imellem tænker jeg: "Hvad sker der, hvis et donorbarn en dag 'banker på døren' og er gul og blå og siger, det får tæsk af sine forældre". Hvad fanden gør jeg så?

Nogle gange kan han godt blive skræmt af at tænke på den slags mulige scenarier.

- Men man må jo bare stole på, at det ikke kommer til at ske, og at myndighederne tager sig af den slags, siger Emil.

Han mener, at sæddonation kan sammenlignes med en fysisk gave.

- Du giver den, og så kan du håbe på, at personen behandler den godt.

Et andet scenarie, han håber at undgå, er, at der én dag henvender sig et donorbarn, som har en forventning om, at han skal være far for ham eller hende.

- Så må vi tage snakken, og jeg må fortælle, at jeg er donor, ikke andet. Jeg vil gerne svare på spørgsmål og snakke om alt det, de har brug for, og måske kan vi også have en form for relation. Men jeg kommer til at skuffe dem, hvis de forventer en far.

- Hvis der kommer nogen, der gerne vil have en relation, kan det – måske - udvikle sig til et 'fjern onkel' og 'bonus-moster'-agtigt forhold, supplerer Emma.

Hvis der kommer nogle, der bare gerne vil vide, hvem Emil egentlig er, og hvordan han ser ud, er det også ok, understreger hun.

- Og måske er der aldrig nogen. Men de skal være velkomne – der er altid kaffe på kanden!

Emil og Emma er dæknavne for at sikre, at eventuelle donorforældre og -børn ikke vil kunne genkende deres identitet. Redaktionen er bekendt med deres rigtige navne.