Emma på 24 vil have dig til at tale åbent om menstruation: 'Vi skal af med det tabu!'

- Vi nødt til at ændre tanken om, at menstruation er et kvindeproblem, siger Emma Libner.

(Foto: © Privatfoto/Illustration Oliver Seppo)

24-årige Emma Libner husker tydeligt, hvordan hun reagerede, da hun første gang opdagede blodet.

- Min umiddelbare reaktion var at græde helt ustyrligt og tænke: "det her slipper jeg ikke af med igen". Jeg var ikke blevet undervist i det, og jeg havde ikke et sprog for at kunne snakke om det. Jeg følte, at det var noget, jeg skulle gå med selv.

Det er lige netop episoder som denne, Emma Libner håber at kunne hjælpe med at komme til livs. Hun er i dag journalist og driver blandt andet bloggen 'Kærlig Hilsen Underlivet', hvor hun forsøger at aflive tabuer, så det bliver normalt at snakke om menstruation.

Emma Libner husker, at menstruation ikke var ikke noget, de snakkede om i folkeskolen, hverken i klassen eller i pigegruppen. Hun brugte derfor rigtig meget energi på at skjule for andre, at hun havde sin menstruation.

- Jeg kan huske, hvor strategisk jeg skulle være i forhold til at transportere bindet med ud til toilettet ved at gemme det i ærmet for derefter at skifte bindet, uden det sagde en lyd og til sidst finde et sted at gøre af det gamle bind. Noget, jeg stadig kan tage mig selv i at gøre den dag i dag.

Nogle skoledage fyldte menstruationen mere end andre, fordi Emma Libner ikke kunne finde det helt rigtige tidspunkt at skifte bind på. Hun endte derfor nogle dage med ikke at skifte det, fordi hun var bange for, at det skulle blive opdaget.

- På et tidspunkt gik jeg en hel dag med samme bind, fordi det var så afslørende at transportere det ud til toilettet. Da jeg kom hjem, kunne jeg se, at jeg havde blødt igennem på min cykel. Jeg gruede over, om andre havde set det på min vej hjem, men tænkte samtidig gudskelov, at jeg ikke blødte igennem i skolen, så mine klassekammerater havde set det.

Episoderne er alle eksempler på, hvad Emma Libner ser som et strukturelt problem i samfundet. Et problem, hun mener handler om, at samfundet misforstår de behov, som menstruerende personer har, og som mange accepterer som et grundvilkår ved at have menstruation.

Spørger man Emma Libner, så er hverken mænd eller kvinder blevet givet et fyldestgørende sprog i opvæksten. Menstruationen bliver derfor unaturlig og ubehagelig at tale om, og det kan være svært at navigere i som ungt menneske i en menstruerende krop.

Emma Libner forklarer problemet med et citat fra jordemoder og forfatter Gry Senderovitz, der oplever, at mange kvinder holder sig for øjne og mund, når de skal tale om menstruation.

- De krøller sig nærmest sammen, hvilket minder om det, man ser hos folk, der har været udsat for overgreb. Når vi ikke har et sprog for det, kan vi heller ikke rigtig tænke over det, og det vi ikke kan tænke over, kan vi heller ikke rumme.

Emma Libner mener, at det derfor er sindssygt vigtigt, at vi får gjort snakken om menstruation til en naturlig del af alle børns opvækst – ligesom man taler om andre kropslige funktioner.

- Når flere begynder at tage snakken på et uhøjtideligt niveau, så avler vi en form for afslappethed med emnet, som jeg tror er vejen frem, hvis vi skal aflive det tabu, som jeg vil mene stadig klistrer sig til det blod, og som vi mere eller mindre ubevidst reproducerer i vores automatiske afstandtagen fra emnet, som det ser ud nu.

- Vi skal have italesat alt det, der finder sted før, under og efter menstruation, så vi kan få færre røde kinder og kropslige forskrækkelser, siger hun.

Vis kæresten, at du tømmer menstruationskoppen

Det var ikke kun i skoletiden, at Emma Libner oplevede skam og tabu med sin menstruation. Som voksen oplevede hun nemlig, at sex under menstruation også var tabubelagt.

Hun forklarer, at det ligger dybt i vores kultur, at kvinder bliver set som urene, når de har menstruation. Kigger man helt tilbage til tredje Mosebog, så måtte kvinden ikke have samleje under menstruation.

- Det er synd, at vi overhovedet bliver nødt til at diskutere sex og menstruation. Jeg ser det som endnu et klokkeklart eksempel på, at vi har lang vej endnu, når det kommer til at hvile i den menstruerende krop og give den plads. Min drøm er, at alle er så afslappet med menstruation, at menstruationssex ikke er et ord på den måde, som det er i dag.

For Emma Libner er det ikke et problem at dyrke sex, når hun har sin menstruation. Hun ser menstruation som en form for vådhed, men i en anden farve. Synes du også, det er fedt at have sex med menstruation, så er Emma Libners råd bare at gøre det.

Men det kan være lidt af en udfordring, hvis din kæreste ikke deler samme holdning. Det har Emma Libner selv oplevet, da hendes kæreste ikke føler sig tryg ved menstruationssex. Hun forstår ham godt.

- Det kan hurtigt ligne en scene fra Dexter, og det kan hurtigt slukke ens lyst. Det kan jeg godt forstå, især når en stor del af det, vi lærer om menstruation, er, at det skal pakkes væk. Hvis man som min kæreste ikke har primærerfaring med det, så kan det hurtigt virke voldsomt.

Emma Libner prøver at tale åbent om det med kæresten på et hverdagsniveau, da hun tror, at det kan være med til at afmystificere nogle af de tanker, som han og andre mænd kan have om menstruation.

Her peger hun på menstruationskoppen som et oplagt redskab til at starte samtalen og vise mænd, at menstruation ikke er så farligt og urent, som de måske går og tror.

- Hvis man har mod på det, så tag kæresten med ud, når den skal tømmes. Mange af mine mandlige bekendtskaber har gjort det, og når de ser blodet bevæge sig nede i toilettet, så synes de faktisk, det er rigtig flot. Deres syn på det ændrer sig, efter de kommer i en anden kontakt med det, siger hun.

Emma Libners erfaring viser, at mænd faktisk er ret nysgerrige på menstruation og gerne vil lære om det, men ikke har haft muligheden for det gennem seksualundervisning eller partnere.

Mere end et kvindeproblem

Men hvis kvinder ikke skal liste sig ud på toilettet med deres bind i ærmet, så er det ikke nok kun at give kvinder et sprog for menstruation.

Det kræver kendskab til redskaber, så man kan snakke åbent om menstruation og bedre undervisning i skolen om alt, der handler om menstruation.

- I dag lærer vi primært om menstruation gennem stigmatiserende reklamer og negativ kultur, hvor man markedsfører ideen om, at man ikke skal mærke, at man har sin menstruation. Ergo ikke se, høre eller lugte, at man har menstruation.

I reklamer er menstruationsblodet blåt, og man har altid en tampon liggende i tasken. Sådan er det langt fra i virkeligheden.

- På et fly på vej til Thailand oplevede jeg engang febrilsk at åbne skabe og skuffer, fordi jeg manglede et bind. Der lå heldigvis en tampon, men sådan er det sjældent. Der er mange gange, hvor jeg har måttet vikle toiletpapir rundt om mine trusser, fordi jeg ikke lige har haft adgang til et produkt. Alle kan komme ud for at mangle et bind eller en tampon, og det synes jeg ikke er okay.

En britisk undersøgelse fra 2017 viste blandt andet, at 48 procent af de 14-21-årige piger og kvinder var flove over deres menstruation, 27 procent havde overbrugt et bind, fordi de ikke havde råd til et nyt, og 49 procent var gået glip af skole på grund af menstruation.

- Vi har ikke tilsvarende tal i Danmark, men det er interessant at tænke over, om der ville være lignende resultater, hvis man lavede samme undersøgelse i Danmark. For selvom man har råd til at købe bind, så kunne det måske hjælpe mange, hvis de var tilgængelige i det offentlige rum - eller hvis vi følte os trygge nok til at spørge andre om et.

Emma Libner håber, at vores forhold til menstruation vil blive taget mere alvorligt på et politisk plan, fordi det påvirker så mange menneskers skolegang, arbejdsliv og velvære.

- Vi er nødt til at ændre tanken om, at det er et såkaldt 'kvindeproblem' for at kunne forstå omfanget af, hvordan det påvirker et liv og forbedre vilkårene for halvdelen af befolkningen. Det skylder vi os selv og hinanden.