I mange år lod jeg som om, jeg ikke var sulten.

Jeg kunne ikke holde frokostseancen på arbejdet ud, og undgik den med alt, jeg kunne. Så jeg begyndte at ryge for at få et rum for mig selv, hvor jeg bare kunne sidde med en cigaret i hånden.

Alene.

Jeg sprøjtede dårlige undskyldninger ud over kolleger, familie og venner, som troede, jeg havde alvorlige helbredsproblemer, når jeg for femte gang på en måned meldte afbud til sociale aftaler på grund af menstruationssmerter.

Det har man jo ikke fem gange om måneden, men jeg gik langt for at undgå at være ærlig. Indimellem festede jeg med mine venner for at stræbe efter de idealer, som vores ekstroverte samfund, har sat op.

Men det gjorde mig ulykkelig og syg. Lang historie superkort: Jeg fik en svær depression for fem år siden, og så gik jeg i gang med at nørde, læse om introverte og hjernekonstruktion for at lære mig selv at kende.

Mit navn er Sofie Jensen Traulsen. Jeg er ikke ekspert i introversion, men det er tæt på med mine mange års personlige erfaring, og her giver jeg lifehacks til at leve som introvert på arbejdet, privat og socialt.

Jeg har haft hjertebanken level ti til møder på arbejdet.

”Sig noget, sig noget, sig noget!”, har det råbt i mit hoved, mens jeg har fået mere og mere ondt i maven. Jeg har aldrig haft lyst til at være i centrum. Men det skal man. For hvis du vil klare dig, bliver du nødt til at åbne munden en gang imellem. Selv i et revisionsfirma med introverte typer, som jeg arbejder i.

I dag har jeg fundet nogle kneb.

Det er nemmere for mig at bryde ind i samtalen, når jeg har forberedt mig på mødet hjemmefra, og jeg forsøger at sige noget så tidligt som muligt, så der ikke ligger et pres for at sige noget igen. Hvis jeg sidder for længe, bliver nervøsiteten voldsommere.

Det er ikke en mirakelkur: Sådan, så er hjertebanken væk. Det vil altid være unaturligt at tage ordet, men nu er jeg gået til en hjertebanken på level tre.

Selvom det er fysisk umuligt, kan man som introvert have menstruationssmerter fem gange om måneden.

Det er en god standard undskyldning sammen med hovedpine. Men de blev vist misbrugt, for til sidst troede folk, at jeg var meget syg – og undskyldnings-repertoiret blev udvidet: Jeg skulle tidligt på arbejde, jeg fik familie på besøg, eller jeg havde lektier.

Jeg følte, jeg levede på en løgn.

I dag sluger jeg løgnene, inden de forlader min mund, og jeg siger det, som det – selvom det aldrig bliver rart at melde afbud.

Jeg har lige brug for at være alene – for hvis jeg ikke trækker mig, vil I alligevel ikke kunne holde ud at være sammen med mig.

Jeg har brug for mere tid end dig til at fordøje mine oplevelser.

Jeg har ikke lige mere energi på kontoen.

Til de mennesker jeg kender godt, kaster jeg introvert-kortet. Og de eneste reaktioner jeg har fået er: Hvor er du sej, at du kan mærke efter.

Og det gør jeg. Mærker efter. For hvis jeg ikke melder fra indimellem crasher jeg. Jeg ender i en energikrise og bliver deprimeret og irritabel.

Jeg har tidligere skubbet folk væk, som er ekstroverte. De pressede mig til at være noget, jeg ikke var, følte jeg. Jeg skulle være social. Hele tiden. Min kæreste var jeg også ved at skubbe væk. Men selvom man er introvert, kan man godt være venner med ekstroverte. Bare man er ærlig. Og når jeg har lyst til verden, tager jeg med dem ud.

Jeg hader smalltalk. Hader det!

Jeg føler ikke, jeg kan finde ud af at bygge videre på en samtale, der starter med: ’Åh, så var der ikke mere kage tilbage nede ved bageren i går.’ Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal bidrage med. Derfor har jeg undgået oplagte smalltalk-situationer som frokostpausen på arbejdet eller opkald fra mine venner.

Men i dag har jeg lært et par tricks.

Jeg lader simpelthen vær med at finde på noget at sige. Stilhed kan også være en form for samtale, og så kan jeg være hende den sympatiske, der er god til at lytte. Når jeg er tryg i en relation, kan jeg selv styre samtalen videre ved at bringe lidt dybere emner på banen end vejret og underholdningsshows. Lad os tale om drømme og yndlingsbøger i stedet.

Det hele handler om at hvile i at være introvert. Der er en hel masse myter om introverte, men de er ikke kiksede og asociale tabere. Det har jeg fundet ud af ved at dykke ned i introversion og ved at lære mig selv bedre at kende.

Jeg har bare brug for ro og alenetid for at have energi til fællesskaber. Og det er helt okay.