For nogle er det skamfuldt, andre udnytter det økonomisk og andre igen er tvunget til det på grund af gæld eller boligmangel. Siden 2009 er der kommet flere og flere boomerangbørn - unge der af den ene eller anden grund er flyttet hjem igen.
Det er unge, som ellers havde fuld gang i livet, men som pludselig må finde sig i at få voksendommen inddraget, og at mor og far blander sig i spisetider og rengøringspligter.
I anledning af DR3-serien 'Doggystyle', som følger 21-årige Asta, der ufrivilligt flytter hjem til sine forældre i Odsherred, sætter dr.dk fokus på virkelighedens boomerangbørn.
Vi har mødt tre unge, der i øjeblikket bor hjemme for at høre, hvordan det føles at blive 'slået hjem' til mor og far.
Dem fra efterskolen er alle sammen blevet til noget, alle dem jeg gik på skole med, har færdiggjort uddannelsen, og jeg står stadig her – hjemme ved mine forældre – og er ikke kommet videre. Jeg er nået til en erkendelse om, hvorfor jeg bor hjemme, men hvis folk spørger, sørger jeg altid for at tilføje, at jeg har boet ude.
Jeg bor hjemme, fordi jeg slog op med en kæreste, jeg havde boet sammen med i halvandet år. Med ud af det forhold fik jeg også en kæmpe gæld. Min kæreste og jeg havde fælles økonomi, og vi lånte også penge til en bil, som jeg nu står med. Jeg var egentligt i gang med en uddannelse som eventkoordinator, men jeg havde ikke råd til at leve for en elevløn. Og så væltede det hele.
Allerhelst havde jeg taget et nyt lån til et indskud og fundet en lejlighed for mig selv, men mine forældre fik mig overbevist om, at det var mere fornuftigt at flytte hjem. De har også hjulpet mig med at lægge en plan, hvor det bare handler om, at jeg skal af med den gæld.
Min mor har inddraget mit gamle værelse, så jeg har fået et andet lige ved siden af køkkenet. Det har jeg det lidt stramt over, når jeg har været på aftenvagt og bliver vækket af larm fra mine forældre. Min far og jeg har også lige haft en diskussion om min nye tatovering. Han synes, det er spild af penge, og jeg må fortælle ham, at jeg til gengæld ikke bruger penge på tøj, og at det er en lille tatovering til 500 kr.
Jeg har boet hjemme i et halvt år nu. Jeg arbejder rigtig meget og har lagt en plan om, at jeg gerne vil til USA og studere engelsk, så jeg kan komme ind på serviceøkonomuddannelsen. Jeg vil også arbejde i USA, så jeg har en opsparing, til når jeg kommer hjem og skal genoptage min uddannelse, først dér vil jeg flytte i en lejlighed for mig selv.
Før jeg flyttede hjem, planlagde jeg ikke mit liv på den måde, for der har hele tiden været en kæreste og en masse økonomi, jeg også skulle tage hensyn til. Nu er jeg ligesom fri til at fokusere på mig selv og lægge planer for, hvad jeg vil med mit liv.
Jeg er god til at få idéer og finde nye måder at gøre ting på, og på en måde er det også derfor, jeg bor hjemme.
Jeg er uddannet it-ingeniør, og da jeg var færdig med min uddannelse, flyttede jeg til Hamborg og arbejdede som app-udvikler i en start-up. Tyskland er jo hjemsted for kebabsandwich, og jeg gik hele tiden rundt og tænkte, at det kunne jeg gøre bedre. Jeg sagde mit job op for at prøve det af.
Jeg flyttede hjem til mine forældre i Ikast og åbnede Ibolicious Kebab i Herning. Kunderne elskede det, og der var en masse potentiale til at åbne flere filialer, men jeg kunne også mærke, at det ikke rigtigt var det, der var min drøm, så jeg overlod det hele til min far.
Jeg gik tilbage til app-udviklingsbranchen og fik job som konsulent i København. Jeg var glad for at være der, men jeg kunne igen mærke, at det ikke er det, jeg brænder for. Jeg søger en større betydning med det, jeg bruger min tid på.
En dag læste jeg, at det var blevet lovligt at dyrke cannabis til medicinsk brug. Dér kunne jeg bare mærke, at der var en flamme i mig, der blev tændt. Jeg har selv mistet min bedstemor til kræft, hvor cannabis netop kan bruges i behandlingen, og jeg elsker at tage mig af planter og bruge tid i haven.
Om natten ved siden af mit arbejde skrev jeg på en ansøgning til lægemiddelstyrelsen om at få lov til at dyrke cannabis. For mig er det vigtigste ikke penge, men at bruge tiden på noget, der giver mening. Derfor sagde jeg mit job op. Samtidigt med at jeg havde møde med min chef om opsigelsen, fik jeg svar på min ansøgning – jeg havde fået tilladelsen og blev mega glad.
For tre måneder siden flyttede jeg så hjem til mine forældre igen for at lede efter et sted, hvor jeg kan starte med at dyrke cannabis.
Jeg bor på mit gamle barndomsværelse, og mine venner spørger: Ibo, hvordan kan du bo i Ikast, når du har boet i København, Sao Paolo og Hamborg? Det er også lidt stramt.
Det gør mig doven, min selvdisciplin er blevet dårligere, og jeg falder ligesom tilbage i en rytme, jeg egentligt var vokset fra. Men altså, det er også rart at være tæt på min familie, og nu har jeg lige fundet et gammelt laboratorium uden for Silkeborg, som kan bruges. Så nu leder jeg efter et sted at bo deromkring.
Det er virkelig ikke den bedste scorereplik at sige, at man bor hjemme ved sin mor. Jeg har boet hjemme i halvandet år. Jeg ved, hvad jeg vil, og hvor jeg vil hen, men det er jo ikke det, folk tænker. Jeg synes også selv, det er pinligt.
Det er tredje gang, jeg flytter hjem. Jeg flyttede hjemmefra første gang som 16-årig. Mine forældre havde en lejlighed, som ingen af mine fem ældre søstre ville bo i længere, og jeg kunne ikke vente med at få mit eget.
Jeg gik i gymnasiet og fik lav SU, så jeg fik det hurtigt økonomisk svært. Min far døde også i den periode. Derfor fik jeg en pose penge, men jeg havde ikke styr på, at jeg så skulle betale min SU tilbage. I de år fik jeg opbygget en gæld, som jeg først er kommet af med for halvandet år siden. Anden gang, jeg boede hjemme, var efter, at jeg havde slået op med en kæreste.
Alle i min familie er enten lærere eller pædagoger. Jeg startede også på pædagoguddannelsen og fik en kollegiebolig i Morbærhaven, men jeg kan ikke være med til de normeringer, der er i børnehaver og vuggestuer i dag, det kan jeg simpelthen ikke stå inde for, og så droppede jeg ud.
Jeg blev igen presset af lånet, og det gik bare rigtig dårligt. Jeg fik simpelthen angst og måtte til sidst spørge min mor, om jeg ikke godt kunne flytte hjem igen.
Det fungerer heldigvis godt. Jeg har første sal for mig selv med et soveværelse og en lille stue. Min mor kommer ikke op uden at spørge, men altså her er jo ikke meget privatliv.
Nu er jeg startet som elev i Coop og har valgt det som min karrierevej – også selvom jeg savner at arbejde med børn.
Jeg leder hele tiden efter noget at bo i for mig selv, men jeg er også bare kritisk. Jeg vil gerne have mit eget, og jeg er ikke med på at betale penge under bordet. Jeg har også en lille hund, som jeg har haft, siden jeg gik i gymnasiet. Hende kan jeg ikke skille mig af med.