Hun var rasende. Klassekammeraterne synes muligvis, at hun var latterlig, men hun var ligeglad. Hun var vred. Så vred, at hun havde skrevet en harmdirrende rapport, hvor hun kritiserede skolen. Hvordan kunne den tillade sig at undervise i evolutionsteorien, som om den var et fact? Jehova skabte verden. Hun var slet ikke i tvivl.
Det var i 8. klasse. To år senere var hun i tvivl om alt.
Det seneste år er du muligvis stødt på 25-årige Maria Vicki Lindbaum i den offentlige debat. Som forperson for foreningen Everyday Sexism Project Danmark (ESPD) har hun talt om hævnporno, voldtægt, sexchikane på arbejdspladser og kritiseret herrelandsholdet for at råbe 'store patter', når de fejrer en sejr.
Efter et år som forperson for ESPD, er hun for nylig trådt tilbage. Nu fortæller hun om at vokse op i et trossamfund, hvor manden er kvindens overhoved. Om hvordan bruddet med Jehovas Vidner gjorde hende bange for at mene noget som helst, men også hvordan det brud måske hænger sammen med, at hun nu har indtaget feminismedebatten.
Maria var ikke en af 'the cool kids' på folkeskolen i Hundested. Det er svært at blive, når man beder bordbøn, inden man spiser sin madpakke, og når man nægter at stemme ved elevrådsvalget. Som Jehovas Vidne forholder du dig politisk neutral. Du stemmer ikke til folketings- og kommunalvalg. Derfor var Maria heller ikke interesseret i at få indflydelse på, hvem der skulle tale elevernes sag.
Hun deltog heller ikke i arrangementer, hvor ordene 'fødselsdag', 'jul' eller 'påske' indgik, og når de andre havde kristendom, gik hun hjem. Hun var en outsider. Og det var da 'ikke fedt,' men hun græd ikke sig selv i søvn over det. Hun havde sine venner i menigheden, og så havde hun Gud, Jehova.
- Min opvækst er kompliceret at tale om. På den ene side var Jehovas Vidner et trygt sted. Jeg vil sammenligne det med at blive opfostret af en hel landsby. Min mor var alene med min bror og mig, og der var flere par i menigheden, som blev en slags reservebedsteforældre for os. Vi var meget tætte. Det var et samfund, hvor vi gav hinanden en masse støtte og omsorg, men det var ikke betingelsesløs omsorg, siger hun.
Maria havde nok at se til. Der var tre møder om ugen med menigheden. Derudover forkyndte hun. Det vil sige: stemte dørklokker i forsøget på at hverve nye medlemmer. Jehova var nummer et i hendes liv.
- Jeg fik at vide, at jeg skulle elske Jehova højere end mine forældre. Og det jeg tror også, at jeg gjorde. Jeg var virkelig troende. Jeg bad om morgenen, før jeg stod op, før alle mine måltider og om aftenen. Jeg fortalte ham, hvad jeg havde på hjerte. Jeg vil sammenligne det med meditation, hvor jeg fik bearbejdet mine tanker ved at sige dem i en bøn. Det, tror jeg, egentlig er sundt nok, siger hun.
Jehova lyttede. Det var hun sikker på. Hun troede fuldt og fast på de passager, hun fik læst op fra 'Min bibelhistorebog,' som er bibelhistorier genfortalt til børn i Jehovas Vidner.
'Og så fjernede Gud alle de onde, og så døde de,' lyder hendes barnestemme på et kassettebånd, hun har optaget med sig selv. Her udlægger hun fortællingen om, hvordan Gud vil udslette jorden og skabe et paradis. Hun var sikker på, at det ville ske. I hvert fald lige indtil hun opdagede et hul i sit verdensbillede.
Maria græd. 'Fuck det her, jeg kan ikke.' I vrede havde hun efterladt sin mentor på græsplænen. De havde forkyndt, men Maria ville ikke føre ordet nogen af de steder, de bankede på. Hun var 14 år, og hun var i tvivl.
Mentoren og Maria havde slået sig ned på en græsplæne for at spise frokost. Maria havde samlet mod til sig, for hun oplevede, at tvivl på Jehova ikke var velset. Hun tog en dyb indånding, og så begyndte hun at spørge. Hun spurgte til bibelskrifter, hun ikke syntes hang sammen, til passager i Vagttårnet, som, hun mente, var selvmodsigende. Hun spurgte og spurgte. For hvert svar hun fik, blev hun bare mere frustreret.
- Min mentor forsøgte at svare så godt, hun kunne, men jeg syntes, at hendes svar var vage og undvigende. De tog udgangspunkt i logik, som ikke gav mening for mig mere. Jeg blev simpelthen så vred. Det var en ret afgørende oplevelse for mig, siger hun.
I dag husker hun ikke præcis, hvilke skrifter tvivlen opstod ved. Men det var, som om at da hun først havde fundet et hul, så så hun huller overalt. Hendes verdensbillede krakelerede stykke for stykke.
Én ting var den pludseligt opståede tvivl på Jehova. Noget andet var, at hun oplevede, at nogle af menighedens unge kyssede med andre og drak sig fulde i weekenden, men samtidig kom til møderne. Maria ville ikke leve et dobbeltliv. Enten var hun i troen, eller også var hun ikke.
Men hun havde fået sværere ved at forsvare flere ting ved troen. Hun hørte sig selv sige, at hun var imod homoseksualitet. Men inderst inde havde hun svært ved at forstå, hvorfor Jehova ikke tolererede kærlighed mellem to af samme køn, hvis han var en kærlig Gud.
Der skete også en anden skelsættende ting i Marias liv. Hendes papfar flyttede ind. Han havde været ældste i en menighed i Jehovas Vidner. De ældste er en gruppe mænd, som er udpeget til at lede menigheden. Det vendte op og ned på Marias hverdag.
'Nu skal du høre, det er Gud øverst, så er det Jesus, så manden, dernæst kvinden, så børnene og til sidst dyrene,' havde Marias papfar sagt. Det vidste hun da godt. Det var mændene, der bestemte, det havde hun lært fra barnsben. Som lille havde hun fortalt sin mor, at hun gerne ville være ældste. Det kan kvinder ikke blive, de er for følelsesladede, havde moren svaret.
Det var også altid mænd, der ledede bønnen i menigheden. Faktisk måtte kvinder som udgangspunkt ikke bede på vegne af andre, hvis der var en mand til stede, havde Maria lært. Det var også mænd, der bestemte om et medlem skulle udstødes.
Maria kendte også til kvindens rolle fra Jehovas Vidners litteratur. 'En hustru skal respektere og underordne sig sin mand (...) ' og' Alle familier har brug for et overhoved, en der kan lede familien så den fungerer på en god måde (...) en kvindes hoved er manden,' står der i publikationen 'Hvad kan Bibelen lære os?', som blev udgivet af Jehovas Vidner i 2017, men også i Marias barndom, stødte hun på passager som dem.
- Det var helt naturligt for mig, at min papfar sagde det. Mit verdenssyn var, at mænd var skabt til at lede og være over kvinden. Men vi havde altid kun været min mor, bror og mig, så jeg havde aldrig prøvet at have en mand som overhoved privat. Jeg havde så svært ved at acceptere, at jeg ikke måtte stille nogen spørgsmål. Jeg skulle bare gøre, hvad han sagde, når han sagde det. Jeg synes, det var enormt unfair, siger Maria.
Det er en svær tid at tale om, synes hun. Hun havde utrolig mange konflikter med sin papfar, og hun understreger, at han ikke er sådan her i dag. Hendes mor og ham brød med Jehovas Vidner for mange år siden, og hun har et tæt og rigtig godt forhold til dem begge i dag.
Hun har ikke lyst til at gå i detaljer med, hvad de skændtes om dengang, men der var mange ting, hun ikke måtte. Da hun for første gang drak sig fuld, fik hun tre dages stuearrest. Det var på sidste skoledag i 9. klasse, og hun tror, hun var den sidste i klassen til at drikke. Og så insisterede papfaren og moren på, at hun forsatte med at tage til møderne i Jehovas Vidner. De var selv blevet udstødt, fordi de havde mødt hinanden, imens han var gift. Men på det tidspunkt holdt de fast i troen.
- Jeg mærkede virkelig på egen krop, hvad det vil sige at have et mandligt overhoved, og så snart jeg prøvede det, stak jeg af fra det. Det var en svær tid. Jeg følte mig enormt undertrykt og begrænset, siger hun.
To år efter tvivlen opstod, satte hun sine ben i menigheden for sidste gang. Hun var 16 år, gik i 2.G og var flyttet hjem til sin biologiske far, som hun ikke havde haft kontakt med store dele af sin barndom. Han var ikke en del af Jehovas Vidner, og han var ligeglad med, om hun gik til møderne. Hun brød primært, fordi hun havde mistet troen på Gud.
Bruddet slyngede Maria ud i et tomrum. Hendes venner og reservebedsteforældre ville ikke se hende mere. Men det var ikke kun et socialt vakum, hun havnede i. Det var i ligeså høj grad et eksistentielt.
Marias højskolelærer lavede en bevægelse, som om var hun stum. Hun så på Maria, imens hun gjorde fagter, som en der ikke kunne tale. 'Maria, hvis du nuancerer alting så meget, ender du med ikke at få sagt noget,' sagde læreren.
Det gjorde stort indtryk på Maria. Da hun brød med Jehova, var hendes verdensbillede gået itu, og hun havde mere end svært ved at formulere, hvilket verdenssyn hun skulle sætte i stedet.
- Da jeg brød ud, blev jeg overbevist om, at alt det, jeg mente og gjorde, var et produkt af den måde, jeg var opdraget på. Det var den eneste forklaring, jeg kunne finde på, at jeg havde troet på Jehova og havde accepteret de regler og normer, der hersker i miljøet. Det var en kæmpe åbenbaring for mig. Jeg fik det sådan, at alt var konstrueret, alt var relativt, alt var subjektivt, siger hun.
På sin vis havde hun ret. Hun havde nok ikke købt den om, at kvinder var for følelsesladede til at lede, hvis ikke hun havde været født ind i et miljø, hvor det var opfattelsen. Problemet var bare, at hendes åbenbaring gjorde hende ude af stand til at mene noget som helst.
- Jeg nægtede at have nogen politiske holdninger. Jeg havde det sådan, at det er ligegyldigt, hvad jeg siger og gør. Alt hvad jeg mener, er et produkt af min opvækst og erfaringsramme. Jeg stolede ikke på min egen realitetssans. Jeg turde simpelthen ikke at have holdninger. Det havde jeg prøvet, og det var gået fuldstændig galt for mig. Jeg var bange for at tage fejl igen, siger hun.
Resultatet blev, at hun nuancerede og nuancerede. Man kan godt argumentere for det her, men man kan også sige det modsatte, og det er ligeså sandt. Sådan fortsatte hun i en uendelighed i alle diskussioner, indtil hendes højskolelærer stak til hende.
- Der indså jeg, at der var et alternativ, der var værre end at tage fejl. Det var ikke at have nogen holdninger. Ikke at have nogen identitet. Gradvist begyndte jeg at opbygge mit eget verdensbillede. Jeg startede forfra med at få en anden erkendelse af verden. Helt fra hvem er jeg? siger hun.
Det var i sin nye forståelse af verden, at hun blev optaget af kønsspørgsmålet. Hun havde brug for at vende hver en sten i sit verdenssyn og kastede et blik på de normer og stereotyper, hun mødte i det samfund, hun nu var en del af.
Hun synes, at der herskede nogle af de stærkeste stereotyper i forhold til køn. Hun oplevede, at der var en masse forventninger til, hvad hun kunne lide og ikke lide, og hvad hun var god til, fordi hun var en kvinde.
- Jeg blev optaget af at finde ud af, hvad jeg havde tillært mig på grund af, at jeg bliver set som en kvinde, og hvad er der i virkeligheden føles naturligt for mig, siger hun, der hver gang hun løfter sine arme, åbenbarer en samling markante, mørke hår i armhulerne. De er dog mere udtryk for dovenskab end politik, fortæller hun.
Kønsspørgsmålet fangede hende så meget, at hun engagerede sig i debatten. I marts 2017 blev hun valgt som forperson for ESPD. Efter et år på posten og mere end 50 medieoptrædener er hun nu trådt tilbage. Selv har hun ikke tænkt meget over, om der er en sammenhæng mellem opvæksten og hendes engagement i feminismedebatten. Men det er der muligvis, siger hun.
- Du kan se det med, at jeg er blevet optaget af feminisme på to måder. Et, at jeg er opvokset i et meget patriarkalsk miljø, som har gjort mig allergisk over for sexisme, eller du kan se det, som om at den omvæltning, jeg har haft i mit verdensbillede, har gjort mig enormt kritisktænkende overfor normer og stereotyper. Sådan ser jeg det selv. Jeg tror ikke, jeg havde lagt mærke til de her stereotyper, hvis jeg ikke havde været tvunget til genopbygge mit verdensbillede, siger hun.
I ESPD har Maria blandt andet markeret sig i debatten om hævnporno og seksuelle overgreb på festivaler, men hun har også været med til at problematisere, at supermarkeder har lyserøde og blå barberskrabere, og at herrelandsholdet råber 'store patter,' når de vinder.
Hun medgiver, at sidstnævnte kan lyde som småting i sammenligning med det kvindesyn, hun mødte, da hun voksede op. Men hun mener, det er ligeså så vigtigt at diskutere kønsligestilling i religiøse miljøer, som det er at debattere det i samfundet generelt. I første omgang valgte hun at se på det kvindesyn, hun mener, hersker i det samfund, hun er en del af nu. Men hun fortæller sin egen historie i håb om, at der også kommer fokus på den uligestilling, der kan være i kristne miljøer.
- Man vil gerne tale om problemer med kønsligestillingen, hvis man kan pege på noget udefrakommende som problemet. Det er sværere, når det handler om de kristne samfund med folk, der er etnisk danske. Det samme gælder, når det kommer kønsligestilling i det danske samfund generelt, for det passer ikke ind i vores billede af, hvordan Danmark er, oplever hun.
Hun tilføjer:
- Jeg synes, at der er mange uligheder, der bliver fejet ind under gulvtæppet eller benægtet, fordi de ikke passer med den selvopfattelse, mange danskere har. Til tider føler jeg nærmest, at jeg er brudt ud af en sekt for at finde mig selv i en større.