En lille pige smiler til Gittemarie Uggerhøj Johansen fra billedrammen.
Synet af pigens lyse pagefrisure, røde fodformede sandaler og den lille lædertaske, hun stolt har svunget over skulderen som dametaske, får Gittemarie til også at smile.
Pigen på billedet er hende selv. For cirka 20 år siden. Ved siden af mini-Gittemarie sidder hendes far på hug.
Det er ham, der har givet hende billedet. Det var hans julegave til hende i år. Tre barndomsbilleder, han havde fremkaldt på ny og rammet ind.
Rammerne var fundet i en genbrugsbutik. Naturligvis.
For Gittemarie har taget et opgør med den 'monstrøse' gavekultur, hun mere eller mindre ubevidst kravlede direkte ind i fra barnsben.
I dag giver hun kun gaver købt i genbrugs- og antikforretninger, oplevelser eller hjemmelavede ting. Det er også den type gaver, hun foretrækker at modtage.
Og så er hun ligeglad med, hvad gaverne har kostet.
- Den gavekultur, som mange i min generation er vokset op med, fokuserer meget på the more, the merrier. Jo større og dyrere gaver, du giver, jo mere elsker du modtageren. Jeg synes, gavekulturen er stukket af, siger hun.
Opgøret startede egentlig med, at Gittemarie ændrede måden, hun pakkede gaverne ind på.
For tre år siden læste hun en artikel om, hvor længe naturen er om at nedbryde plastik. Artiklen fik hende til at tænke over, hvilke materialer hun generelt brugte i sin hverdag.
Alt blev endevendt. Farvel engangssugerør, plastikbestik fra kantinen og sølvpapir. På et tidspunkt faldt blikket på gaveindpakning.
Det var 'meningsløst' at vikle pakkerne ind i gavepapir og -bånd og tape, som kun blev brugt en gang, syntes Gittemarie. Så hun begyndte at finde alternativer som avispapir, gamle papkasser og viskestykker.
- De fleste bliver glade for indpakningen.'Wauw, har du været i skoven for at finde pynt?' siger de. Jeg tror, de synes, der er mere personlighed i det, end hvis jeg havde fået en ekspedient til at pakke gaven ind.
Gittemarie har dog også fået et par jokes med på vejen.
- Første år faldt der et par vittigheder af. Da vi vaskede op efter julemiddagen, gav min far mig et vådt viskestykke og sagde: 'Værsgo Gitte, har du et par gaver, der skal pakkes ind?' Den slags kan jeg sagtens selv grine af.
Med tiden har Gittemaries bestræbelser på at leve bæredygtigt spredt sig til selve indholdet af gaverne.
De gaver, hun giver, skal være i overensstemmelse med de værdier, hun lever efter. Hun køber sjældent nye ting, derfor shopper hun også gaver i genbrugs- og antikforretninger.
Alternativt giver hun en oplevelse eller laver en gave selv. For eksempel en lærredspose med et linoleumstryk, hun tænker, passer til modtageren.
Hendes gaveprincipper handler dels om, at hun ønsker at reducere det aftryk, hun sætter på kloden. Men også, at hun gerne vil frem til, at det vitterligt er tanken - ikke prisen, mængden eller mærket - der tæller.
- Jeg elsker at give gaver. Grundværdien i det er enormt smuk. Men tanken bag at give en gave er blevet mindre vigtig, end hvad gaven er, oplever hun.
Ifølge hende kommer det særligt til udtryk i mængden af gaver, vi giver.
- Mange af os – mig selv inklusive – kender til situationen, hvor der simpelthen ikke er plads til gaverne under træet. Og så er der det med, at gaverne skal være mærketing, og at de skal være dyre og have kostet et helt bestemt beløb. For mig er det ikke de bedste værdier at leve efter.
Gittemarie har derfor indført tre gaveprincipper: 'Færre. Mindre. Bæredygtigt.'
Efterlevelsen af principperne er gået gnidningsfrit. Familie og venner er fuldstændig med på dem, selv om de betyder, at Gittemarie aldrig spørger efter ønskelister.
- Jeg ignorerer dem alligevel.
Hun tilføjer:
- Jeg kunne risikere, de sagde: 'Den her Normann Copenhagen-skål er fed,' eller 'Jeg kan godt lide de her Royal Copenhagen-kopper.' De ting har jeg alligevel ikke tænkt mig at give dem.
Nogle gange spørger hun dog, hvad folk mangler. For når hun erstatter ordet 'ønsker' med 'mangler,' svarer de sjældent en skål eller øreringe af et bestemt mærke.
De giver mere overordnede svar som: 'Jeg mangler skåle' eller 'måske nogle sølvøreringe.'
Det er i hvert fald Gittemaries erfaring, og det er lettere at gå i genbrugsbutikken med sådan en besked frem for en detaljeret ønskeliste.
- Du ved aldrig, hvad du finder i genbrugsforretninger. De har ikke et fast sortiment, så det er svært at gå efter specifikke mærker. Der må jeg gennemgå alle skåle, de har, og udvælge den, jeg tror, der vil falde mest i modtagerens smag, siger hun og tilføjer, at hun også tit giver oplevelsesgaver.
I år fik hendes kæreste et hjemmelavet Aalborg-spil. Gittemarie havde kreeret en række kort med ledetråde. Ud fra dem skulle han gætte, hvad de skulle lave.
Én ledetråd førte til Aalborg Street Food. Kæresten skulle så slå med en terning, og slaget ville afgøre, hvad de skulle spise.
Sådan spillede de sig gennem Aalborg.
Gittemarie har også engang givet sin veninde et middagsselskab i fødselsdagsgave.
Hun spurgte veninden, hvad hun ville synes om, at Gittemarie betalte for og lavede en treretters-menu med drinks, og så kunne veninden invitere sine nærmeste venner hjem i Gittemaries lejlighed.
- Hun blev meget rørt og sagde: 'Ja! Det er der aldrig nogen, der har gjort for mig før.'
Middagsselskabet kostede Gittemarie 600-700 kroner. Det er langt over, hvad hun normalt giver sine veninder for, men den slags går hun ikke så højt op i.
- For mig betyder prisen ingenting. Det handler om at sige: 'Okay, far bliver superglad for den her ret dyre plakat fra antikforretningen.' Mor sætter pris på noget, der har kostet 300 kroner mindre. Og hvad så? Næste år er det nok omvendt
Hun tilføjer:
- Jeg synes ikke, gaver skal handle om penge. De skal handle om, at den person, du giver en gave, kan mærke, at du har tænkt på præcis ham eller hende, da du købte eller lavede gaven.
Det kunne Gittmarie mærke, hendes far havde gjort, da hun fik bardomsbillederne. Engang ville han måske have tilføjet et par Dr. Martens-støvler eller Marshall-høretelefoner under træet også.
- Men hvorfor skulle han dog det? Jeg mangler ikke nye sko. Faktisk mangler jeg ingenting, og så er det meget bedre at give mig en gave, der bringer gode minder frem, end at jeg opfinder et behov for en ny ting, mener hun, som ikke uddeler ønskelister til andre.
Venner og familie ved, at en genbrugskop til en 20'er eller et hjemmelavet maleri gør hende mere end tilfreds.
Særligt når hendes lillebror fortæller, at han købte præcis den kop, fordi der var et stort spørgsmålstegn på, og de kigger indforstået på hinanden og ved, at det er relevant for Gittemarie, fordi hun lige har haft en periode, hvor hun tog mange aspekter af sit liv op til revision.
Eller når veninden har valgt Frida Kahlo som motiv for sit hjemmegjorte maleri, fordi hun ved, Gittemarie har 'en ting' med den mexicanske maler og kommunist.
- Sådan nogle gaver er helt perfekte, mener hun.
Men hvad siger hun så til at modtage en gave, der ligger langt fra hendes principper. Som en helt ny t-shirt pakket ind i gavepapir med bånd og tape omkring?
- Jeg siger: 'Mange tak.' Jeg kan kontrollere, hvad jeg selv gør. Ikke hvad andre gør. Jeg kan købe gaver i overensstemmelse med mine værdier og pakke dem ind, som jeg foretrækker. Og så kan jeg håbe, at andre spørger, om det er et viskestykke og bliver inspirerede, når jeg forklarer, hvorfor jeg bruger den indpakning, men jeg begynder ikke at preache.
Gittemarie tilføjer:
- Så ville jeg selv misforstå, hvad det at give en gave gik ud på. Det handler om, at et andet menneske har skænket mig en tanke. Det skal vedkommende ikke kritiseres for.