Nogle af os gik som helt unge og ventede desperat på at få det. På et tidspunkt begyndte man alligevel at fjerne det med en shaver, en trimmer eller de dér ondskabsfulde baner af tape med varm voks.
Vi taler selvfølgelig om kropsbehåring.
I anledning af premieren på DR3-serien 'Doggystyle' sætter dr.dk fokus på de små hår på kroppen. Det fylder nemlig en del i seriens to første afsnit, kan vi godt røbe.
Vi har mødt to unge med forskellige forhold til at have hår på kroppen. Olivia Nedergaard droppede skraberen for tre år siden. Hasse Rørmose tog den i brug for syv år siden.
Fælles for dem er, at de er gået imod det kropshårsideal, de oplever, der er for deres køn.
Her fortæller de, hvorfor og hvordan andre reagerer på deres kropsbehåring - eller mangel på samme.
Da jeg var 19 år, gik det op for mig, at det var en mulighed ikke at barbere sig som kvinde. Siden jeg var 12-13 år havde jeg skrabet mine hår væk. På benene, under armene og intimt. Jeg husker ikke hvorfor. Jeg fjernede dem bare. Ren automatpilot.
Det er lidt skræmmende at tænke på. Hårfjerning er helt i orden, men jeg synes, du skal tage stilling til, hvorfor du gør det. Det havde jeg ikke gjort.
Men så kom jeg på højskole, og der var et par piger, som ikke barberede sig. Det var virkelig en øjenåbner for mig, at det var en mulighed. Jeg synes, det kunne være sjovt at prøve, så jeg droppede skraberen.
Der gik en måneds tid eller to. Så begyndte hårene at komme. Jeg undrede mig over, hvor lange, krøllede og mørke dem i armhulerne blev. Det var spøjst og mærkeligt at følge med i. Jeg havde aldrig rigtig set, hvordan mine armhulehår så ud. En centimeter havde været max længde hidtil, så fik de barberbladet.
I starten var jeg lidt nervøs for at vise dem frem. Hvis jeg stod på dansegulvet eller stranden, kunne jeg godt tænke:'Kan de se mine armhuler nu?' Det fyldte ikke mine tanker hele tiden, men jeg kunne mærke, at jeg blev mere selvbevidst.
Hvis folk kiggede på stranden, tænkte jeg: 'Det er håret. Hvad mon de tænker?' Men jeg aner ikke, om det var det, de kiggede på. Det kan ligeså godt have været mine solbriller.
Folk har reageret forskelligt på min kropsbehåring. En del har sagt: 'Wow, det er sejt. Hvor er du modig.' Jeg ved, de mener det godt, men jeg bliver en smule irriteret over den reaktion.
Jeg synes virkelig ikke, jeg har udrettet noget. Du er modig, hvis du flytter til et nyt land, bungee jumper eller hvad ved jeg. Ikke fordi du lader din krop se ud, som den gør.
Der er også dem, der har set kropshårene som oplæg til debat. Eksempelvis da jeg var til udendørspicnic for at fejre min venindes fødselsdag. Jeg havde ærmeløs top på, og én af hendes venner var sådan: 'Vi to skal snakke identitetspolitik.'
Hans retorik var, at når du har valgt at have hår under armene, så må du være klar på at tale køn, ligestilling og feminisme. Lige nu. Det er jeg som regel også, men ikke når det bliver med en konfronterende, aggressiv approach.
Og helt ærligt, det er bare nogle fucking hår! Måske vil jeg gerne have lov til at være til min venindes fødselsdag, uden vi taler om dem.
Den slags reaktioner ligger dog et stykke tilbage. I løbet af de tre år, jeg ikke har barberet mig, har jeg oplevet, at det er blevet mere almindeligt, at unge kvinder har naturlig kropsbehåring. I hvert fald i de kredse, jeg kommer i. Der er stort set ingen, der kommenterer det.
Jeg hviler også selv mere i det. Jeg tænker meget sjældent over, hvad andre tænker om det. Kun hvis jeg har mødt en ny fyr, kan tankerne komme. 'Gør min kropsbehåring mig mindre attraktiv i hans øjne?'. Men jeg er aldrig blevet afvist på det. Hvis jeg blev det, ville det heller ikke få mig til at ændre noget.
Jeg har det rart sådan her. For mig er det fedt at slippe for røde knopper og at bruge tid og penge på barbering.
Og det lyder måske lidt stort, men det har også været frigørende. Det føltes frisættende at blive opmærksom på, at behåring - som er en naturlig del af mig, og som jeg ubevidst har følt var forkert - ikke er det. Jeg kan godt være en feminin, ung kvinde, selv om jeg har hår på kroppen.
Jeg startede med at intimbarbere mig som 15-årig. Jeg styrketrænede en del med en ambition om at stille op i en konkurrence, hvor kroppen skal smøres ind i olie, så musklerne fremstår tydeligere. Her dur det ikke, hvis man har hår på kroppen.
Jeg droppede konkurrencen, men fortsatte med at fjerne håret over det hele. Det er blevet naturligt for mig nu, og jeg synes, det er pænest.
Det påvirker nok mit selvværd og selvtilliden en smule, når jeg føler, at min krop ser ud, som jeg gerne vil have, inde under tøjet. Som når håret sidder godt.
Jeg føler også, det er mere hygiejnisk. Faktisk kan jeg få en fornemmelse af, at der sidder noget, som ikke bør sidde der, hvis jeg ikke har barberet mig i et stykke tid. Det er lidt den samme følelse, som hvis man har et stykke mad siddende på kinden efter et måltid. Noget, der ikke skal være der.
Jeg har oplevet fordomme fra både mænd og kvinder, når de hører, at jeg barberer mig over det hele. Første gang var på en sommerhustur. Det var varmt, og jeg sad med bar overkrop og tog sol med hænderne bag nakken. To af mine kammerater så mine glatte armhuler og udbrød samtidig: 'Er du bøsse eller hva?'
De mente ikke, man var en rigtig mand, hvis man ikke havde hår.
Jeg blev sur - nok egentlig mest på bøssernes vegne. Jeg kan slet ikke se sammenhængen mellem at fjerne hår og være homoseksuel. Det var nogle trælse kommentarer, som jeg senere også oplevede hos kvinder.
Her blev jeg spurgt under en tur på stranden, om ikke jeg skulle tage at gro mig et par nosser, og de - kvinderne - mente, det var meget lidt maskulint at intimbarbere sig.
Vi har nok alle mødt de der gamle mænd med åbenstående skjorte, som ikke helt har fattet, at de brysthår, der stikker op ved kraven på skjorten, ikke er ret lækre at se på. Det er jo i sidste ende et spørgsmål om smag, og jeg synes ikke, det er pænt - hverken for kvinder eller mænd - hvis de bare lader en urskov vokse frit.
Selv om noget er naturligt, er det ikke ensbetydende med, at man skal beholde det.