'Gratis porno' og 'sande venskaber': Det glæder 12 unge sig over under coronakrisen

Unge på DR3's Instagram fortæller åbenhjertigt om, hvordan de bruger corona-isolationen som en anledning til at sætte pris på gode ting i deres liv.

(Foto: © Grafik: Anne Vestergaard Olsen, DR)

Du har ikke været sammen med dine venner i snart tre uger. Du har set alt, hvad der er værd at se på Netflix og HBO Nordic. Og du er ved at være dødtræt af online-undervisning.

Sådan er der nok mange, der har det her under coronakrisen.

Men selvom hjemmekarantæne og manglende fysisk samvær kan trække tænder ud hos de fleste, så kan man også bruge isolationen som en anledning til at se nærmere på de ting, man faktisk er taknemmelig over i sit liv.

Astrid på 21 priser sig blandt andet lykkelig over, at hun har sin roomie til at kramme og snakke med. (Foto: © Grafik: Anne Vestergaard Olsen, DR)

Derfor har vi spurgt DR3's brugere på Instagram, hvad de priser sig lykkelige over under coronakrisen.

Nogle bruger perioden til at sætte ekstra meget pris på deres venskaber, andre bruger muligheden til at stresse af, og endelig er der dem, der er lykkelige over, at der i øjeblikket er gratis adgang til Pornhub Premium.

Herunder bringer vi 12 af DR3-brugernes svar på, hvad de priser sig lykkelige over i disse corona-tider. Måske deres svar også kan inspirere dig til selv at komme godt gennem krisen?

1

Jeg bor i et land, hvor man kan mærke, at alle menneskeliv er lige meget værd.

Lea, 24 år

2

Der er stadig gratis Pornhub Premium.

Kasper, 19 år

3

Jeg er blevet mere bevidst om, at jeg sagtens kan overleve og have det godt, selvom alt ikke længere er muligt.

Mathilde, 20 år

4

Jeg har en sej mor! Hun arbejder på intensiv, hvor der er allermest brug for hjælp lige nu, og er stadig kærlig, omsorgsfuld og har masser af overskud derhjemme.

Sofie, 18 år

5

Jeg kan se solnedgangen hver dag. Det er blevet mit nye yndlingsprogram, hvor jeg sidder klar i vinduet hver gang, den nærmer sig.

Emilie, 24 år

6

Vi lever i en tid med sociale medier, så jeg stadig kan se min kæreste trods de 250 kilometer, der er mellem os. Vi har ikke set hinanden fysisk i en måned nu, og vi ved ikke, hvornår vi kommer til det. Det store savn bliver dulmet en smule, når vi kan se hinanden på FaceTime.

Josephine, 20 år

7

Jeg har endelig fået muligheden for at stresse af, inden det var gået galt.

Nadia, 27 år

8

Jeg får gået ture. Jeg er virkelig begyndt at sætte mere pris på naturen og havet.

Veronica, 19 år

9

Selvom jeg keder mig helt vildt, så har kroppen haft brug for at komme helt ned i tempo, og der kan virkelig mærkes forskel nu.

Cecilie, 25 år

10

Jeg har tid til at bage rugbrød og dele det med min familie.

Sophus, 16 år

11

Jeg har min roomie til at kramme og snakke med. Og der er ikke udgangsforbud, så jeg kan stadig gå ture med afstand med min mor og min kæreste en gang imellem.

Astrid, 21 år

12

Jeg har mine venner! Lige nu kan man virkelig mærke, hvem der er ens rigtige venner. Dem skal man holde fast i.

Juliane, 16 år