En madras og to fuldvoksne mænd.
Min ven Hakkı og jeg har tit grinet, når vi mindedes vores første tid i Danmark.
For det var sådan, vi startede. I en skurvogn med en enkeltmandsmadras på gulvet.
Når vi skulle sove, lagde vi os på siden. Ryg mod ryg. Trods den snævre plads var det intet problem at falde i søvn. Vi var trætte i kroppen efter at have fremstillet kloakdæksler på et jernstøberi i Slagelse en hel dag.
I dag er det 49 år siden, jeg tog en chance.
Jeg forlod min hjemby Bedel i den tyrkiske provins Sivas.
I Bedel efterlod jeg mine forældre, min kone og vores seks måneder gamle søn.
Min plan var at vende hjem til vores lille stenhus i løbet af et par år.
Men sådan gik det ikke.
Egentlig skulle jeg have været landmand.
Der, hvor jeg kommer fra, bliver de fleste sønner det samme som deres fædre, og min far var landmand.
Han rådede over nogle få marker i Bedel. Fra jeg gik ud af skolen i femte klasse, brugte jeg de fleste af mine vågne timer på at hjælpe ham med at dyrke og høste vores marker.
Som 17-årig overtog jeg fuldstændig ansvaret for min families landbrug og økonomi.
Men da jeg var i 20'erne, forandrede Sivas-provinsen sig.
En del af mændene søgte mod nord.
I lande som Holland, Tyskland og Danmark manglede der arbejdskraft. Maskinfabrikkerne, jernstøberierne, slagterierne, gartnerierne… Alle steder søgte ansatte, der kunne varetage hårdt, fysisk arbejde.
I Tyrkiet var der ikke så meget arbejde at få, og vi, der drev mindre landbrug, blev ikke ligefrem rige af det.
Så da muligheden for at få et mere vellønnet job bød sig, lød det tillokkende.
Jeg betragtede det som en chance for at sikre min familie økonomisk. Én mulighed for at skrabe penge sammen til, at min søn måske kunne gå mere i skole, end jeg selv havde gjort.
Min kone, Sabiha, så det på samme måde.
Hun var enig i, at jeg skulle tage af sted, men dengang vidste vi jo heller ikke, hvor mange år vi ville ende med at være adskilt.
'Kan vejret ikke lyse her?'
Mit første indtryk af Danmark var, at her var mørkt. Hvor er solen? Hvor er månen? Hvor er stjernerne? Jeg var vant til, at himlens fænomener lyste Bedels gader op.
Men i Ringsted skulle der lygtepæle til for at kaste lys på vejene.
Jeg var havnet på Midtsjælland, fordi en af mine venner hjemmefra landsbyen arbejdede der.
Han tilbød mig husly den første tid, hvor jeg rendte rundt og bankede på døre hos forskellige fabrikker for at høre, om jeg kunne få job.
Efter nogle uger fik jeg foden indenfor ved et jernstøberi i Slagelse.
Arbejdet på støberiet var fysisk krævende.
Som nævnt fremstillede vi kloakdæksler, og alting foregik ved håndkraft.
Arbejdsrutinen var, at jeg hældte flydende jern ned i en rund form. Derefter pressede jeg en tung maskine ned over formen, og når dækslet var støbt, løftede jeg det op og placerede det ved siden af mig.
Jeg skulle stable fire dæksler ovenpå hinanden, og så begyndte jeg forfra med en ny bunke.
Der var en tæt røg omkring maskinerne. Jeg kunne nærmest ikke se mine kollegaer, og der blev frygteligt varmt i støberiet.
Nogle gange faldt mine kollegaer om af heden.
Min søn Niclas Turan siger, at de forhold nok ikke var blevet godkendt af Arbejdstilsynet i dag, men jeg tror ikke, den slags tilsyn fandtes dengang, og jeg var bare glad for at have et arbejde.
Arbejdspladsen sørgede også for, at jeg havde et sted at bo. Jeg blev indkvarteret i en skurvogn med tre andre. Det var her min ven Hakkı og jeg de første måneder sagde godnat til hinanden ryg-mod-ryg på en madras.
Senere fik vi hver vores drømmeseng.
Om det var sådan, jeg havde forventet, mit liv i Danmark skulle se ud?
Det ved jeg ikke. Jeg tænkte ikke så meget over det. Jeg arbejdede bare, jeg havde en familie at forsørge.
Jeg savnede selvfølgelig min familie.
Der gik to år, inden jeg besøgte dem første gang. Dengang var fly en dyr rejseform, så jeg tilbagelagde de godt 3.600 kilometer til Bedel alene i bil.
Min oprindelige plan var jo, at jeg skulle være vendt hjem igen permanent efter et par år.
Men jeg vurderede, det var bedre, jeg blev i Danmark.
Jeg tjente bedre her, og jeg skulle både forsørge mine forældre, min kone og min søn.
Min familie og jeg holdt kontakten via håndskrevne breve. Dengang fandtes internettet ikke, og telefon havde de ikke i Bedel.
Det var ikke sådan, at vi brugte brevene til at føre dagbog, hvor vi informerede hinanden om små hverdagsting. Vi skrev til hinanden, når der var nyheder.
Da jeg blev far for anden gang, sendte min mor for eksempel et brev.
'Du har fået en rask søn,' skrev hun.
Jeg blev så glad, da jeg læste det. Jeg for ind til mine kollegaer og råbte: 'Min kone har født. Min kone har født. Jeg giver en bajer.'
Men brevene gemte også sommetider på dårlige nyheder. Nogle gange fik jeg besked om, at jeg skulle informere en af mine tyrkiske kollegaer om, at et af hans familiemedlemmer var død.
Jeg tror, familien hjemme i landsbyen syntes, det var for voldsomt at skrive direkte: 'Mor er død.'
De ville hellere give en af os kollegaer besked, så kunne vi overbringe nyheden ansigt til ansigt.
På et tidspunkt hev tre af de andre tyrkiske gæstearbejdere mig med på café. Da vi havde sat os, begyndte de at sludre nervøst. Jeg fornemmede, at de skjulte noget.
- For fanden, åben nu munden. Hvad er det, I vil sige? udbrød jeg.
- Din mor er død.
Jeg tav.
- Din mor er også død, svarede jeg så.
I flere sekunder stirrede vi bare på hinanden. Vi var begge i chok. I dag kan jeg ikke undgå at grine, når jeg tænker på det. Det var jo absurd. 'Din mor er død,' 'Nå, det er din også.' Den slags ordvekslinger var ikke usædvanlige mellem os gæstearbejdere.
Dengang syntes jeg, det var hårdt. Jeg ville gerne have været ved min mors side den sidste tid.
Men jeg havde mine forpligtelser her.
Jeg var nødt til at komme videre.
Livet er som at klatre op ad en stige. Nogle gange glider foden, og så skvatter du ned. Men det nytter ikke noget at blive liggende og sprælle, når livet gør ondt. For der er nogle mennesker, som regner med dig.
Jeg skulle tjene penge, så min familie havde noget at leve af.
Derfor kom jeg videre.
Efter syv års adskillelse stod min familie og jeg ved en skillevej.
Begge mine forældre, som min kone og sønner havde boet med, var gået bort.
Min kone og jeg var desuden blevet forældre til endnu en søn. Det duede ikke, at hun skulle bo alene med tre børn.
Enten skulle jeg flytte hjem, eller også skulle de komme herop.
Jeg mente, det var bedst, de tog til Danmark.
Jeg tjente markant mere her, end jeg ville gøre som tyrkisk landmand, og jeg var blevet klar over, at Danmark havde et rigtig godt uddannelsessystem.
Jeg ville bare have, at mine børn fik et godt liv, og jeg vurderede, de ville få de bedste muligheder her.
Da min familie kom, var det slut med at bo i skurvogne og delelejligheder med andre gæstearbejdere, som jeg havde været vant til.
Min kone, vores tre sønner og jeg flyttede først ind i en toværelseslejlighed uden toilet.
Vi delte et toilet i kælderen med de tre andre lejligheder i opgangen.
Når vi skulle derned, havde vi en spand vand med til at skylle ud med.
Vi boede der nu ikke så længe. Vi fik ret hurtigt en lejlighed med toilet, eget bad og et værelse mere.
Den nye lejlighed var et kvantespring frem, sammenlignet med de forhold vi havde været vant til.
Vi var meget glade for den.
Lejligheden lå i Odense, for i årene, inden min familie kom hertil, var jeg var flyttet til Fyn.
I løbet af mine første syv år på dansk grund, havde jeg boet mange steder. På Sjælland, i Jylland og på det halve af Fyn.
Jeg rendte rundt mellem forskellige job.
Fra Slagelse Jernstøberi til Lille Valby Maskinfabrik og derefter Hammel Svineslagteri. Jeg var også ved Haustrup Fabrikkerne, Kerteminde Jernstøberi, Roulunds Fabrikker og Odense Konservesfabrik i en periode.
Det var sådan, mange af os gæstearbejdere gjorde. Vi jobshoppede. Når vi havde hørt om et sted, som gav en krone mere i timen, skiftede vi dertil.
Vi jagtede de bedste vilkår.
Men i 1982 fik jeg job på Lindøværftet, og der arbejdede jeg, frem til jeg gik på efterløn som 60-årig.
Jeg bemærkede selvfølgelig, at nogle af de job, som vi gæstearbejdere var kommet for at tage, forsvandt med tiden.
Maskiner kunne pludselig erstatte vores hænder, eller også flyttede virksomhederne produktionen til udlandet.
For nogle gæstearbejdere betød det, at de fik svært ved at få job. Vi var jo ufaglærte og havde ikke gået ret meget i skole.
For mig var det aldrig et problem at finde arbejde.
Heldigvis.
Jeg var kommet til Danmark som gæstearbejder. Ikke som gæstebistandsklient.
Det betød meget for mig.
Undervejs i mit arbejdsliv sørgede jeg for at gennemføre flere kurser i at svejse. Det gjorde det lettere for mig at få job.
'Du har gode hænder,' som mine svejserkollegaer på Lindøværftet sagde.
Jeg har aldrig gået på sprogskole. Da jeg kom til Danmark 1970'erne, var der ikke fokus på den slags.
Vi var her for at arbejde. Vi kom ind på en fabrik og blev placeret ved en maskine, hvor en kollega demonstrerede, hvad vi skulle gøre.
Og så efterlignede vi bare. Det behøvede vi ikke at tale dansk for at kunne.
Jeg synes, det gik fint med at kommunikere med mine kollegaer i frokostpauserne. Alle mennesker kan jo fingersprog, og med tiden lærte jeg en del dansk af at høre deres snak.
I dag kan jeg godt føre en samtale med de danske naboer, jeg møder i min kolonihaveforening, og dem, jeg møder, når jeg går i fitness et par gange om ugen.
Men mit danske er begrænset.
Til dette interview har jeg haft min søn med, som har oversat nogle gange, når jeg har været i tvivl om, hvad jeg blev spurgt om, eller når jeg har haft svært ved at formulere et svar på dansk.
Jeg kan heller ikke læse og skrive på dansk. Måske havde det været anderledes, hvis jeg havde gået i sprogskole.
Men jeg ved ikke, hvornår jeg skulle have fået tid til det. Jeg arbejdede meget. Jeg forsørgede jo fire børn. Sabiha og jeg fik nemlig også en datter, efter min familie var flyttet til Danmark.
I løbet af mine år i Danmark har jeg sommetider længtes efter Tyrkiet.
Det er svært at beskrive savnet. Men jeg er født der. Jeg tror altid, der vil være en lille længsel efter kulturen, menneskerne og sproget.
Særligt da, mine børn var yngre, overvejede jeg, om vi skulle flytte tilbage.
Men så kiggede jeg på dem. De var begyndt i børnehave og skole, og jeg tænkte: 'Du kan ikke ødelægge det for dem. Hvilke muligheder kan du tilbyde dem i Tyrkiet?'
Jeg synes dog, min kærlighed til Danmark er begyndt at fortrænge savnet til Tyrkiet.
Min kone og jeg rejser til Tyrkiet to til tre gange om året, men når vi er der, går der ikke mange dage, før vi savner Danmark.
For det første savner vi vores børn og børnebørn, men vi savner også bare landet.
Vi har både Danmark og Tyrkiet i vores hjerter nu.
Hvis jeg skal gøre brættet op og fastslå, om jeg nu – knap 50 år senere - er glad for, at jeg greb chancen og rykkede mig selv og senere min familie over 3.600 kilometer nordpå, er svaret: 'Ja.'
I dag er min søn Niclas Turan advokat. Min yngste søn holder øje med Odense Kommunes pengekasse. Han er budgetmedarbejder ved kommunen. Min datter er social- og sundhedshjælper.
Alle mine børn har taget fine uddannelser, og så har de givet mig 12 børnebørn, der nu også får mulighed for at uddanne sig.
Jeg kan ikke andet end at være tilfreds.
Halils ældste søn gik bort for et par år siden, da han pludselig blev ramt af en blodprop.