'Alle skoler og institutioner skal lukke ned i 14 dage'.

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) for godt en uge siden, da hun så at sige lukkede det halve af Danmark ned.

Coronavirusset spreder sig med lynets hast, og det har tvunget børn og voksne til at blive hjemme og indendørs. Så meget som muligt i hvert fald.

Men ikke alle har mulighed for at holde deres børn hjemme. Derfor skal nogle institutioner stadig holde åbent for nødpasning - en nødløsning for de forældre, der ikke kan passe deres børn hjemme.

Men hvordan forklarer man små børn, hvor de andre børn er henne, og hvorfor de hele tiden skal vaske hænder og ikke må sidde tæt ved bordet til frokost?

Det er nogle af de dilemmaer, som pædagogen Lisa Bruun står I, når hun nødpasser børn fra Aarhus-området. Her rapporterer hun til DR fra torsdagens nødpasningsvagt:

Dagligdagen er vendt op og ned i institutionen Tumlehøjen i Aarhus V, hvor 28-årige Lisa også arbejder til daglig.

Normalt går der cirka 80 børn på institutionen. I dag er der tilmeldt fem til nødpasning. Børnene kommer fra flere forskellige institutioner, men bliver samlet her i Tumlehøjen. De er her, fordi deres forældre også er kaldt på arbejde - ligesom Lisa.

Normalt ville der være dækket et hyggeligt morgenbord med lune boller og tykmælk til de børn, der bliver afleveret tidligt, men i dag er der stille. Det er surrealistisk.

Normalt vasker børnene hænder inden mad og efter en tur på legepladsen, men i de her dage er det oppe på en syv-otte gange om dagen.

De nye regler om maksimalt ti i en forsamling gør, at man har skåret ned på de ansatte, der møder ind i huset. Derfor er de kun lige akkurat nok til at holde institutionen åben i det tidsrum, hvor der kommer børn. I dag er de to pædagoger og medhjælper.

Forældrene virker ikke overbeskyttende, men taknemmelige for, at de kan aflevere deres børn hos dem.

Lisa og hendes kolleger prøver at snakke med børnene om, hvad der sker rundtom i verden, men det kan være svært, når det hele skal foregå i børnehøjde.

De forsøger at holde sig til fakta, men holder sig alligevel fra den del, at der ligger danskere på intensivafdelingerne og i værste fald dør.

Men det er noget helt andet, der undrer børnene allermest.

Lisa selv er egentlig ikke bange for at blive smittet. Men hun er bange for at komme til at smitte børnene.

Mærker hun det mindste sygdomstegn, vil hun ikke tøve med at melde sig syg, men at hun kan være smittebærer uden at have symptomer, holder hun sig fra at tænke på.

Det kan hun bare ikke lade sin arbejdsdag styre af. For så kan hun ikke passe sit job.

Som pædagog er der især én af corona-forhåndsreglerne, som ikke er nemme at overholde: At undgå kontakt. Børn og pædagoger skal kunne kramme og holde i hånden. Alt det, som myndighederne nu fraråder.

Den tætte kontakt kan ikke undgås. Heller ikke, når Lisa som i dag har skullet trøste to børn, der stødte sammen på legepladsen.

For Lisa er det både en uvant og absurd situation at skulle nødpasse. Den følelse rammer hende flere gange om dagen. Særligt når hun slår dørene op til en helt tom institution, og ingen børn løber hende i møde.

I starten havde hun ligesom mange andre taget let på det og sagt til en kollega, at regeringen næppe ville lukke institutionerne ned. Dagen efter gjorde de netop det.

Det er let at føle sig magtesløs i kampen mod coronavirussen, men for Lisa giver nødpasningen følelsen af at have noget at handle på. Så hun gør det gerne. Også ligeså længe det varer.