'Hvordan skal jeg nogensinde kunne ligge med en anden i den seng, som min afdøde kæreste har ligget i?'

Jesper Richardt trak stolen hen ved siden af den hospitalsseng, som hans kæreste lå i. Han sad alene og tog hende i hånden. Hun trak ikke vejret.

Det havde han oplevet flere gange de seneste døgn. Der kunne gå mange sekunder mellem hver vejrtrækning.

Denne gang blev det til minutter.

Jesper holdt hende stadig i hånden, men mærkede, hvordan den blev stiv og kold. Sygeplejersken blev tilkaldt og kort efter midt i al forvirringen og tankestrømmen blev Lotte erklæret død.

Det var surrealistisk.

Han græd ustandseligt.

- Jeg fortalte hende, hvor meget jeg elskede hende, og hvor glad jeg var for den tid, vi havde haft sammen.

Kalenderen viste 7. juni 2018, og om lidt var det midnat og hans fødselsdag.

Han kunne nu som 32-årig magtesløst se til, mens den person, han havde drømt om at gifte sig med, få børn med og leve resten af livet med, ikke var længere.

- Jeg brugte min fødselsdag på at underskrive dødsattest, snakke med bedemand og synge min kæreste ud fra hospice. Det var en frygtelig dag, som varede for evigt.

I en boble af forvirring og savn tog Jesper hjem fra det hospice, som Lotte havde ligget på den seneste uge.

Han husker, hvordan han som noget af det første begyndte at vaske tøj. Både sit eget og hendes.

Han vaskede alt det, Lotte havde haft med sig. Vaskede, som om hun kom hjem til deres fælles hus igen. Foldede bluser sirligt sammen. Hængte hendes kjoler på plads i skabet. Lukkede lågerne. Præcis som hun altid havde villet have det.

Det hele duftede så frygteligt meget af hende og mindede ham om alle de ting, de havde oplevet sammen.

Hvordan kommer man nogensinde videre fra det her, tænkte han.

I dag er det halvandet år siden.

Han bliver ved med at kalde Lotte for sin kæreste, når han taler om hende. For det er hun stadig.

- Det er nok, fordi det er sket på den her bratte måde. Vi har jo ikke slået op. Det er svært at forklare.

Jesper drømmer også om at komme videre og en dag møde en ny.

Det har taget tid at nå dertil, og han kan ikke udpege særlige situationer eller samtaler de seneste år, der har flyttet den indre kamp.

Rejsen hertil har været mærkværdig. En langsommelig proces, han har svært ved at sætte ord på.

Jesper havde været single i syv år og datet flere kvinder, da han i 2015 mødte Lotte på et datingsite. Dengang var han ikke i tvivl. Hun skulle være hans kæreste.

Det var gnisten i øjnene, det store smil og den fantastiske latter. Ikke tidligere havde han klikket på samme måde, som han gjorde med Lotte.

Han har aldrig været god til ’de der følelser’, men hun brød alle hans barrierer ned.

- Det var bare nemt og naturligt med hende. Jeg har altid drømt om at finde den eneste ene og stifte familie, og det var det, jeg havde fundet. Der manglede faktisk kun en ring på fingeren.

Efter få måneder flyttede de sammen i Jespers lejlighed i Åbyhøj, men de var slet ikke færdige med at fremtidsdrømme. De ville i hus, giftes og have børn sammen.

Jesper arbejdede, ligesom i dag, som ejendomsservicetekniker, mens Lotte lige var blevet færdiguddannet sygeplejerske i Viborg.

I 2016 kunne de sætte flueben ved første del af planen, da de købte et hus i Harlev uden for Aarhus.

Hun stod for indretningen - han alt det praktiske. Hun stillede Royal Copenhagen-stel og Kähler-vaser med blomster frem, og han slog søm i væggene og ordnede haven.

De komplementerede hinanden perfekt.

Livet var lige akkurat, som Jesper havde drømt om, indtil en dag i september 2017, da Lotte fandt en knude under sin højre arm.

Derfra gik alting meget stærkt. Lægerne fortalte, at hun havde en speciel form for brystkræft kaldet inflammatorisk brystkræft, og at de ikke kunne nå at gøre mere for hende.

Beskeden var knusende.

- Vi havde troet, at vi skulle have børn og blive gamle sammen.

Det var et chok uden grænser.

De næste ni måneder var én lang tur ind og ud af afdelingerne på kommunehospitalet i Aarhus.

Jesper tilbragte utallige nætter ved siden af Lotte på en lille sammenfoldelig klapseng fra Jysk.

Kærestelivet, og livet generelt, blev sat på standby.

- I den periode var jeg både kæreste, sekretær og plejer. Men det meste af tiden gik jo med at holde styr på kalendere og papirer. Det var skide hårdt.

At tænke praktisk var hans måde at håndtere det på. Det var nemmere end at skulle forholde sig til, hvordan han selv havde det.

Al romantik stoppede også et godt stykke tid før hendes død, fordi Jesper til sidst var blevet mere sygeplejer end kæreste.

- Normalt plejede vi at kysse hinanden godnat hver aften, men da vi stoppede med det, fordi hun ikke havde lyst eller havde det godt nok, blev det for alvor hårdt. For os begge.

I slutningen af maj 2018 blev Lotte indlagt på hospice, og efter kun ni måneders sygdom og en uge på hospice, måtte Jesper tage afsked med sit livs kærlighed.

I dag står alle Lottes vaser på to reoler hjemme i Jespers nye lejlighed. De er ikke længere fyldt med blomster.

For et halvt år siden flyttede han tilbage til Åbyhøj til samme opgang, som han og Lotte boede i, før de flyttede i hus.

Det er nemt og genkendeligt, og Åbyhøj er den by, han er vokset op i.

Fra den anden side af gangen kan han nu kigge over på den lejlighed, som de begyndte deres liv sammen i.

Hylderne i den nye lejlighed bugner med Lottes vaser, og sofaen er stadig ikke kommet på plads. Det er, som om den ikke passer ind. Det gjorde den ellers i deres gamle lejlighed.

Han har slet ikke haft overskud til at tage stilling til indretningen. Det plejede Lotte at tage sig af.

Jesper har brugt halvandet år på at bearbejde tabet, og han har stadig dage, hvor det hele føles uretfærdigt.

- Jeg har været så sur på verden. Hvorfor var det lige min kæreste, der skulle dø?

Han sidder ved det bord, de havde stående i huset i Harlev. Nu virker det for stort til den lille, smalle lejlighed.

Der er stadig spor efter Lotte overalt.

Jesper savner hende ubeskriveligt, men drømmer også om en dag igen at opleve samme store kærlighed til en ny.

- De første måneder troede jeg aldrig, jeg ville komme til at føle det samme for en ny eller have den slags intimitet med en ny. Hvordan skal jeg nogensinde kunne ligge med en anden i den seng, min afdøde kæreste har ligget i?

- Jeg kommer til at være single resten af livet. Jeg kan ikke være det bekendt over for Lotte. Jeg kan ikke være det bekendt over for nogen som helst. Sådan tænkte jeg meget i starten.

Selvom han aldrig har talt med Lotte om, hvad der skulle ske, når hun ikke var her længere, ved Jesper godt, at hun ville have ønsket, at han kom videre.

Det samme gælder svigerforældrene, som han stadig drikker en kop kaffe med i ny og næ.

Til tider har rejsen gennem sorgen føltes ensom, også selvom Jesper har søgt hjælp alle vegne; hos psykologer, sin familie, den lokale præst, sin arbejdsplads og i de foreninger, hvor han er frivillig.

Tiden har langsomt gjort et indhug i sorgen og savnet, men Jesper har haft svært ved at finde nogen i samme situation som sig selv.

Enten havde de, der har mistet, haft børn sammen, eller også var de meget ældre end ham selv. Det var svært at spejle sig i.

- Når man mister som ung, mister man også det, man så frem til at have sammen. Når man er 60-70 år og mister, mister man mere det, man allerede har haft sammen. Jeg mistede min fremtid.

I sommeren 2019 blev Jesper omsider tilknyttet en nyoprettet sorggruppe for unge, og der forstår de ham til fulde. De kan snakke om alt.

Også om frygten for ikke at finde en kæreste igen, når man er i starten af 30’erne.

- Det hjalp mig til at kunne begynde at se fremad og acceptere det som et kapitel i min historie.

- Jeg har et kapitel, som er skrevet med Lotte, og det skal også være der, men jeg skal videre med mit liv og skrive et nyt. Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg kan sige til mig selv, at jeg jo ikke er nogen utro, så der er ikke noget forkert i det, jeg gør.

Det er svært for Jesper præcist at sætte ord på, hvordan han er nået fra altopslugende sorg til nu så småt at være klar til at give ny kærlighed en chance.

Det er bare sket hen ad vejen.

Med små skridt har han igen kastet sig ud på datingmarkedet. Han er tilbage på det datingsite, hvor han i sin tid mødte Lotte.

Det er lidt grænseoverskridende, og i starten var skyldfølelsen der stadig.

Jesper frygter ikke, at han kommer til at sammenligne alle andre med Lotte, men en ny kæreste skal kunne acceptere det helt særlige kapitel i hans historie, som der står hendes navn på.

- Jeg har været meget åben og ærlig omkring, hvad jeg kommer med i bagagen, og kan man ikke være med på, at jeg har brug for at gå på kirkegården eller mødes med mine svigerforældre engang imellem, så skal det bare ikke være.

I reolen bag ham står to rammer med billeder af ham og Lotte sammen. Dem er han ikke sikker på, at han vil fjerne, hvis han en dag flytter sammen med en ny.

Måske de kan nøjes med at få deres eget rum.

Lotte vil altid være der. Både i fotorammen og i Jespers hjerte.

Året efter Lotte døde, kunne Jesper fejre sin 33-års fødselsdag. En svær dag, hvor mindet om året forinden stadig stod lysende klart.

Bag ham står nu den kaffemaskine, han længe havde ønsket sig, og som han fik i gave. Hans familie havde gjort alt, hvad de kunne for at gøre fødselsdagen bedre end den forgangne.

Der skulle ikke meget til.

Til sommer fylder han 34 år, og så er det to år siden, han gennemlevede den værste dag i sit liv.

I dag aner han lys for enden af, hvad der har føltes som en meget lang tunnel.

- Jeg har fundet troen på, at jeg nok skal finde kærligheden og få de børn, som jeg så brændende ønsker mig. Men jeg bliver nødt til at følge mit hjerte og acceptere, at det tager den tid, det tager.

Ung og alene med din sorg?