- Se! Der sidder en sød dame og smiler til os inde på Espresso House, siger Ida Sofie Kjærgaard til veninden, som hun bærer et banner med.
'Klimaet kalder - Stem for kloden' står der på det.
De to unge kvinder er på vej igennem et lyskryds foran banegården i Aarhus.
Det er onsdag morgen, og ikke alle omkring dem har lige så meget overskud til at smile til Ida Sofie og de 13 andre klimaaktivister, som kvinden inde i kaffehusets varme.
Særligt ikke dem, der kæmper sig utålmodigt igennem morgentrafikken.
- Mange kigger på os med det der 'hey, flyt jer lige fra vejen'-blik. Men der er heldigvis også mange, der anerkender vores indsats. Det betyder meget, når man er stået tidligt op for at cykle gennem byen med træpinde og stofbannere, siger Ida Sofie Kjærgaard.
Fredag er der planlagt minimum 28 strejker for klimaet i 26 danske byer (tre i København), og i Aarhus er Ida Sofie Kjærgaard som idéperson og koordinator med i gruppen, der får det hele til at hænge sammen.
Ida er 24 år og i gang med at lægge sidste hånd på sin bachelor i statskundskab, hvor hun skriver om klimapolitik.
Hun prøvede at læse til miljøingeniør på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby, men hendes fokus lå mere på det politiske end på det tekniske.
- Jeg stillede for mange spørgsmål til tingene, som alle mine medstuderende ikke interesserede sig for. Trumps valgkamp og Paris-aftalen fyldte mere hos mig end viden om tungmetaller i muslinger og giftstoffer i miljøet. Jeg fandt ud af, at min fremtid lå et andet sted, siger Ida Sofie Kjærgaard.
Hun kom til Aarhus og flyttede ind i et hus, som hun deler med fem andre unge i et kollektiv.
De dyrker grøntsager i køkkenhaven, og der kommer kun kødfrie retter på spisebordet.
Ida har ikke købt nyt tøj i et års tid, hun køber alting brugt, hvis det er muligt, og hun spiser frugt og grønt, efter hvad der er i sæson, så hun ved, at maden ikke er transporteret for langt.
- Jeg er vokset op med forældre og bedsteforældre, der gik op i at spare på forbruget, vandet, lyset og passe på miljøet, selv om klimaet ikke rigtigt var på dagsordenen dengang. Jeg husker, hvordan min farmor strøg gavepapiret, så det kunne genbruges, mormor lagde rugbrødsmadder med brød mod brød for at spare på madpapiret, og når vi var ude ved Vesterhavet, brugte vi tid på at hjælpe strandede vandmænd tilbage i havet.
- Vi passede på alt det, vi godt kan lide, og som vi gerne vil give videre til generationer efter os, siger Ida Sofie Kjærgaard.
På den måde er der mange ting, vi alle sammen kan gøre i hverdagen, som ét eller andet sted har en positiv indvirken på det globale klimaregnskab.
- Det er superfint, hvis vi alle sammen tænker mere over vores måde at forbruge på. At man ikke behøver smide ting ud, hvis de kan genanvendes eller gives til andre, der kan have glæde af dem. Jeg mærker det helt ind i min krop og mit sind, når folk ikke har det på samme måde, og jeg ved, det kan virke ekstremt hos nogle, når man som jeg kommer og prøver at præge dem. Det er bare så vigtigt, at vi er nogle, der går forrest, siger Ida Sofie Kjærgaard.
- Det hele hjælper en lille smule.
På mange måder føler den 24-årige studerende, at hun har bevæget sig skridtet videre fra det med "bare" at være bevidst i hverdagen.
Videre fra at gå og være småirriteret over alle de ting, der bliver importeret fra Kina. Fra at undgå vaskeklude fremstillet af mikroplast, fra hjemme-hæklede vatrondeller og køb af sparepærer.
Nu bruger hun omkring tre-fire timer hver dag efter studiet som frivillig i Den Grønne Studenterbevægelse, der arbejder for øget opmærksomhed på klimaets udfordringer.
Gennem bevægelsen laver primært unge demonstrationer forskellige steder, aktioner i lyskryds som i Aarhus onsdag morgen og klimavagter, hvor to-tre personer sidder med store skilte foran rådhuset.
Indsatsen intensiveres op til europaparlamentsvalget den 26. maj og folketingsvalget den 5. juni.
- Hvad er din største personlige drivkraft?
- Der er to. For det første er det nemt at blive klima-deprimeret. Vi ved alle, at det hele er ved at falde sammen. Jeg holder den apatiske følelse af at være ved at dø på afstand, når jeg arbejder for at påvirke andre til også at gøre noget.
- Den vigtigste årsag er, at jeg gerne vil have børn på et tidspunkt. Hvis hele verden smuldrer i 2050, vil jeg kunne sige til dem, at mor fandme rejste sig fra sofaen, slukkede Netflix og gjorde noget aktivt for at prøve at redde Jorden. Jeg er en ressourcestærk person i et land, hvor jeg har mulighed for at gøre noget, som de ikke kan i mange andre lande. Jeg kan slet ikke retfærdiggøre over for mig selv, hvis jeg ikke blander mig, siger Ida Sofie Kjærgaard.