Intet job trods topkarakterer og 500 ansøgninger: Tinas største handicap er, at ingen vil bruge hende

'Nå, skal jeg lige vise dig, hvordan man gør?'

En fyr var kommet hen til Tina Højager. Han stod også sammen med nogle kammerater i køen til diskoteket i København.

Han ville vise hende, hvordan man kysser.

Og det gjorde han så.

'Der er virkelig brug for noget træning', sagde han bagefter og grinte sammen med resten af sine venner.

Oh my god, tænkte Tina. Det var så ydmygende. Så nedværdigende.

Hun var i starten af 20’erne og havde lige fået sit allerførste kys.

Et medlidenhedskys!

Det var ellers sjældent, at Tina gik i byen eller til fester. Hun stak ud, og folk lagde mærke til hende, ligesom fyrene i køen til diskoteket havde gjort.

Tina blev født ti uger for tidligt og tilbragte de første tre måneder af sit liv i respirator. Ingen vidste, om hun ville komme til at leve eller dø.

Leve skulle hun heldigivis, men den hårde start på livet havde sat sine spor, og da hun var fire år gammel, opdagede lægerne, at hun havde cerebral parese.

Med andre ord: spastiske lammelser.

Et handicap.

Lige siden har Tina oplevet, hvordan det er at stå på sidelinjen. Til rundbold i folkeskolen, til festerne i teenageårene og på jobmarkedet i voksenlivet.

Når 34-årige Tina kommer vraltende ned ad gaden, vender folk sig om efter hende.

Hendes venstre ben er helt strakt, mens højre er bøjet. Ryggen er s-formet, og så skeler hun på venstre øje.

Hendes balance er dårlig, og hun har nemt ved at falde. Hun burde bruge krykker eller en rollator, men gider ikke lade sig begrænse af den slags.

Så hun lever med at vralte. Lidt som en pingvin, som hun selv siger.

Og selvom beboerne i Esrum i Nordsjælland, hvor hun bor sammen med sin mand og to børn, nok har vænnet sig til synet, oplever hun stadig ofte blikke.

Blikke, der borer sig ind i ryggen.

- Det er nedværdigende at blive kigget på, som om jeg er en eller anden freak. Man kan jo godt se, at de står og tænker: ‘hvad sker der lige der?’.

Og ligesom i mange andre sammenhænge, er det også sådan, hun oplever det, når hun kommer ind ad døren til en jobsamtale.

- Jeg føler, de har stemplet mig allerede det øjeblik, jeg træder ind ad døren, også selvom de egentlig ofte har givet en relativ positiv feedback efter samtalerne.

Tina har søgt på den anden side af 500 job, siden hun i 2013 blev færdiguddannet fra statskundskab med et 10-tal i sit speciale.

Men det er stadig ikke lykkedes at overbevise en arbejdsgiver om at ansætte hende.

I dag er hun på dagpenge.

Herunder kan du lytte til Tina, der deler sine karrieredrømme efter fem år som jobsøgende.

- Det er begyndt at gå op for mig, at der måske ligger nogle skjulte årsager bagved, som de ikke har lyst til at sige - og som de heller ikke må sige. For jeg oplever, at mit handicap betyder noget for dem.

Og Tina er ikke er alene.

Langt de fleste jobsøgende, der lever med et handicap, mener, at deres handicap har betydning for, at de ikke er kommet i job. Det konkluderer en ny rapport ’Fra uddannelse til første job – med handicap’ af Via University College og Pluss Leadership blandt andet.

Rapporten viser samtidig også, at danskere med handicap på trods af relevante uddannelser har væsentligt sværere ved at finde job end danskere uden handicap. Særligt i det første år efter endt uddannelse.

Tina har været ind og ud af løse ansættelser i årevis. Hun har taget jobkurser, været i virksomhedspraktik, løntilskud og haft vikariater.

Men som hun sidder på femte år uden fast arbejde, har hun efterhånden svært ved at tro, at hendes handicap ikke spiller en rolle, når arbejdsgiverne igen og igen i sidste ende vælger hende fra.

- Det er ubeskriveligt forfærdeligt. Jeg hader det. Det er pinligt at komme i sociale sammenhænge og sidde og fortælle, at jeg ikke har noget job. Jeg er jo flov over, at det ikke kan lykkes for mig.

Det er ikke, fordi Tina nogensinde har fået at vide, at hendes handicap er skyld i, at hun ikke har fået jobbet.

Det er mere en stærk fornemmelse, hun sidder tilbage med, efter mange afslag.

’Vi blev helt overrasket over, at du kunne mere, end vi havde regnet med. Vi vidste jo ikke, hvad vi skulle forvente’, er en af de kommentarer, der bidrager til den fornemmelse.

Indimellem tror folk, at Tina fejler noget i hovedet, fordi hun ser ud, som hun gør. Men det er sjældent, at det ligefrem bliver sagt højt.

Et par gange har folk udbrudt: ‘Gud, du er jo helt normal!’, men oftest er det noget, Tina fornemmer.

Da hun var yngre, var det mange gange på grund af den måde, som folk talte til hende på. Helt overartikuleret og i en-stav-el-ses-ord, som om hun var et lille barn.

Men Tina er ikke uintelligent.

Det har hun brugt det meste af sit liv på at bevise. Det er vigtigt for hende ikke at blive set som et offer.

- Jeg kan godt være klog og dygtig, selvom min krop ikke nødvendigvis giver udtryk for det.

’Det, man ikke har i benene, må man have i hovedet’, sagde Tinas mor altid til hende.

Og selvom rådet til tider har føltes tungt på Tinas skuldre, har det også hjulpet hende at begrave sig i lektier og skolearbejde.

Dér kunne hun finde succes og samtidig flygte fra en kropsfikseret virkelighed med drenge og fester.

I 2013 færdiggjorde hun sin kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet.

Herfra lå verden åben.

Troede hun.

- Jeg havde aldrig skænket det en tanke, at det ville blive svært at finde job. Jeg kan da få job på lige vilkår med alle andre, tænkte jeg. Jeg kunne jo det samme som alle andre, så hvorfor ikke?

Som jobsøgende med et handicap er man allerede fra start bagud på point i jobkapløbet, mener hun.

- Jeg skal ikke blot sælge mig selv og overbevise arbejdsgiveren om, at jeg har kompetencerne til at varetage jobbet. Jeg skal også overbevise dem om, at handicappet ikke er en hindring for, at jeg kan løse opgaverne tilfredsstillende.

Men Tina oplever slet ikke, at de anerkender hendes kompetencer.

Når hun har været i praktik eller i et vikariat, bliver hun oftest sat til at lave manuelt arbejde, såsom at journalisere. Men det er ikke det, hun har taget sin kandidat i statskundskab for.

- Det er, som om de ikke tror, jeg kan mere end det. Jeg ville jo ikke kunne tage sådan en uddannelse, hvis ikke jeg kan noget mere.

Tina har ikke søgt job som kassemedarbejder i et supermarked, men kun fordi hun frygter, at det vil blive for hårdt for kroppen. Hun har dog søgt andre ufaglærte stillinger ved vikarbureauer og stillinger som kontorelev.

Hun er helt holdt op med at skrive, at hun har et handicap, når hun sender jobansøgninger ud. Også selvom hun er blevet anbefalet at gøre det.

- Hvis jeg skriver det, er der mindre sandsynlighed for at komme til jobsamtale. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det er relevant, hvis jeg rent faktisk godt kan udføre de opgaver, der stilles. Hvorfor er det så vigtigt?

De to-tre gange hun har skrevet det i ansøgningen, er hun ikke blevet kaldt til samtale.

Hun skyder på at have været inviteret til i alt 20-25 jobsamtaler i den tid, hun har været ledig.

Ligesom teenageårene er arbejdsløshed for mange sjældent en dans på roser. Men når man, ligesom Tina, tilmed også har et handicap, er det faktisk knap en dans.

- Det hele bliver forstærket. Jeg har fysiske udfordringer, og så kan jeg ovenikøbet heller ikke få job.

Når Tina sidder hjemme i huset i Esrum, savner hun at have kollegaer og et job at stå op til om morgenen.

Hun vil gerne ud og bidrage til samfundet og bruge det, hun har lært.

For hende giver et job identitet og en følelse af at kunne bruges til noget. Noget hun tænker, at alle mennesker har brug for at føle. Også mennesker med handicap.

Man burde i større virksomheder indføre handicapkvoter, ligesom man har kønskvoter, mener Tina. Det budskab forsøger hun at sprede gennem sin profil på LinkedIn.

For ligestilling er ikke kun noget, der foregår blandt mænd og kvinder, og virksomhederne bør tage et socialt ansvar.

- Det er ikke okay at parkere en gruppe uden for samfundets fællesskab. Alle har brug for at være en del af fællesskabet. Også selvom du har forskellige former for udfordringer.

Hele livet er Tina blevet mødt af en frygt for det ukendte og anderledes.

Den svære dans på arbejdsmarkedet minder på mange måder om teenageårene, hvor Tina oftest blev festernes bænkevarmer, som få talte til, og mange ignorerede.

- Jeg har selv skullet bruge mange år på at acceptere mit handicap, men at få andre til at acceptere mit handicap er det sværeste. At få folk til at se mig som menneske i stedet for bare at se mig som en handicappet, der har skæve ben og skeler på øjnene.

- Jeg skal hele tiden kæmpe for at få omverdenen til at forstå, at jeg faktisk godt kan noget. Det er en hård kamp.

Efter en ydmygende start på kærlighedslivet uden for diskoteket i København fik hun som 25-årig sin første kæreste.

Efter at have kæmpet sig gennem flere afvisninger på netdating var Thomas der pludselig. Og han var ikke bange for det anderledes.

I dag er det Thomas og deres to børn, Fillipa og Mathias, der får hende op af sengen om morgenen.

- Jeg priser mig selv lykkelig for, at jeg har dem, for ellers ved jeg ikke, hvad jeg skulle stå op for.

Selvom Tina indimellem mister modet, ser hun stadig lyst på den kommende tid.

Fremtidsdrømmene er nedjusteret lidt, og hvor hun engang drømte om at blive fuldmægtig i Social- og Indenrigsministeriet, drømmer hun i dag bare om et job.

Et hvilket som helst job.

Hendes handicap har også ført gode ting med sig, for de fysiske begrænsninger har tvunget hende til altid at tænke løsningsorienteret.

- Jeg er fandenivoldsk. Hvis nogen siger, at jeg ikke kan, skal jeg nok vise dem det modsatte. Det er helt klart det, der har ført mig til, hvor jeg er i dag. Selv i perioder, hvor det hele er trist, har jeg en evne til at genopfinde mig selv.

Og Tina har en klar bøn til alle arbejdsgivere. Nu er det på tide, at også de genopfinder sig selv.

- Lad være med at være angst for det fremmede. Tag en chance. Ansæt en med et handicap. Jeg tror ikke, man vil fortryde det. Vi vil gøre alt for at leve op til forventningerne. Det vil jeg i hvert fald.