Jenternes tips til naturoplevelser: 'Eventyret er, hvad man gør det til'

Danmark er fuld af steder til lands og til vands, hvor man kan udfolde sin indre outdoor-woman.

(Foto: Emma Ishøy)

28-årige Tine Ewé Jensen fra København fik en idé for et par år siden, som via Instagram har spredt sig til flere andre lande i Norden:

'Vi piger skal ud i naturen sammen. Ud i en drengefri zone, hvor ingen skal føle, at de skal være fejlfri for være velkomne.'

Det var med den tanke, hendes projekt 'Jenter på eventyr' startede.

'Jenter' kommer fra hendes norske oprindelse. Det med eventyret skal forstås bredt, for eventyret er, hvad man gør det til, som hun siger.

I dag har hendes Instagram-side mere end 6.200 følgere, der kigger med og kommenterer på de billeder og videoer, Tine og veninderne deler fra deres outdoor-oplevelser rundt omkring i hele verden og primært Danmark.

- Der er ingen af os, der er eksperter i noget af det her. For mig er det bare naturligt at være udenfor - sådan er det i Norge, siger Tine Ewé Jensen.

- I Danmark skal man ligesom identificere sig med og være typen til det, og det er lidt synd, for naturen er for alle. Der er så mange fede oplevelser derude, hvis man åbner øjnene og opsøger dem.

Tine og jenterne har mest været rundt i og omkring København herhjemme, men der har også været afstikkere til Klitmøller, Aarhus og Møn.

Fælles for deres aktiviteter er, at de enten kræver ganske lidt udstyr, eller udstyr man kan låne eller leje i offentlige eller private grejbanker.

Herunder giver Tine bud på seks aktiviteter, der er relativt nemme at kaste sig ud i som nybegynder.

1

Byg et bål

At bygge et bål er det mest essentielle for at kunne skabe varme, lave mad og et samlingspunkt for udendørs hygge.

Når man bor i byen, skal man kende de rigtige steder, hvis ikke man skal køre forgæves efter sin jagt på godt brænde. Jeg plejer at købe det på en tankstation eller i Silvan, hvor jeg så fylder en rygsæk.

Meget af det træ, man kan finde i de danske skove, er smågrene og kviste, der er fine til optænding. De holder bare ikke en hel aften, hvis man skal lave mad og holde varmen. Og tit er det vådt.

Eksempelvis på Amager Fælled er der et naturcenter, der sælger brænde. Det koster ikke ret meget.

På naturfamilier.dk kan man finde en guide, der forklarer trinvis, hvordan man bygger et godt bål op.

2

Tag på vandretur

Danmark byder på masser af spændende vandreruter af varierende længder.

Hos VisitDenmark og hos Naturstyrelsen finder du nemt gode forslag til afmærkede ruter, og ellers ligger det jo den enkelte frit for, hvor hun vil gå hen. Om man er til skov, fladt terræn, sandede klitter eller stranden langs kysterne.

Det meste af vores land er frit tilgængeligt for alle, så det handler egentlig bare om at snøre et par gode sko og fylde vandflasken op.

Som altid bør man klæde sig efter vejret og årstiden. Et par gode sokker kan anbefales.

3

Fang din frokost

Der er ikke meget, der er så afslappende som at sidde og holde øje med en prop, der vugger i vandoverfladen og venter på at blive hevet under af en fisk.

Når jenterne har været på fisketur, har vi lånt udstyr af venner og bekendte. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men det var faktisk én af jenternes kæreste, der hjalp os med at rigge stangen til. Det skal vi selvfølgelig lære at gøre selv, så vi er tro mod konceptet.

putandtakefiskeri.dk kan man finde en oversigt over knap 300 danske put and take-søer, hvor alle kan fiske mod betaling. Der er ikke faste priser.

I skovsøer, åer og så videre på statens områder kræves der lystfisketegn, hvis man er mellem 18 år og folkepensionist. Det koster 185 kroner for et årskort.

Et okay begyndersæt med stang, hjul, line og så videre kan købes for få hundrede kroner. Så kan man altid opgradere udstyrspakken løbende.

4

Prøv havets stavgang

Stand up paddle, SUP, involverer et surfbræt og en pagaj, som du bruger til at padle i vandet, når du står på brættet. En våddragt og en svømmevest kan også være en god idé.

Nogle kalder det for sjov 'havets stavgang', fordi det er så simpel en aktivitet at kaste sig ud i.

Når jenterne paddler, er det som regel i Københavns kanaler, hvor vandet kan være lidt uroligt på grund af bølgerne fra havnebusser og både. Hvis man er helt ny, kan man med fordel øve sig på en mere stille sø.

Jeg har først lige nu købt mit eget board. Det er oppusteligt og vejer kun syv-otte kilo, så jeg kan have det med i rygsækken sammen med en pumpe. For mange unge, der bor i lejlighed i byen, er der ikke plads til at have et almindeligt board stående.

Man kan efterhånden leje udstyr mange steder i landet. Det koster som regel 200-300 kroner for en time.

Det kræver ikke noget bevis eller duelighedstegn at stand up paddle, men det er altid en god idé lige at tjekke de lokale havneregler ud.

5

Kom ud i kanoen

En tur i kano kan kombineres med mange andre outdoor-aktiviteter. Tag telt med og slå lejr for natten, og fang aftensmaden med fiskestangen.

Jenterne har blandt andet sejlet på Mølleåen mellem Lyngby og Furesøen, hvor man lejer en kano på timebasis. Det koster omkring 300 kroner, og der er redningsveste med i prisen.

På Naturstyrelsens hjemmeside kan man læse mere om reglerne for sejlads på de større statsejede søer, og det er hurtigt og nemt at finde frem til de mange udlejere rundt omkring.

De fleste i Danmark sejler rundt på søer og åer, men det er også tilladt at sejle langs landets cirka 7.500 kilometer kyststrækning.

6

Sov under stjernerne

Det er gennem de seneste år blevet meget populært at overnatte i naturen.

Ét af de foretrukne steder er de mange shelters, man finder i skoven og langs kysterne. De er gratis at benytte og kræver ofte ikke booking. Hvis de koster noget, er det tit et mindre, symbolsk beløb ala 30 kroner.

Jeg vil anbefale, at man tager et lille telt eller en presenning med, så man kan lave en bivuak, hvis man kommer til et optaget shelter. Så kan man i stedet campere i nærheden.

Der er desuden mere end 200 skove, hvor det er tilladt at slå telt op for natten.

Hos Naturstyrelsen kan man finde en oversigt over alle de offentligt tilgængelige shelters og steder med fri teltning, men det bedste er at tage ud på egen hånd og tjekke stederne ud.

Så får man et bedre indtryk af omgivelserne og ikke kun shelteret.

Facebook
Twitter