"Er det ikke et mandejob? Kan du godt finde ud af det?"
Sådan lyder reaktionerne ofte, når 30-årige Josephine Teasdale Thomsen er i byen og skal præsentere sig.
Hun er nemlig en af Danmarks få kvindelige piloter. Inden for den kommercielle luftfart er kun hver 18. pilot kvinde på verdensplan ifølge de nyeste tal fra International Society of Women Airline Pilots.
- Det er tit bare nemmere at sige, at jeg er stewardesse. Så får du kun positive reaktioner, og færre spørgsmål, forklarer Josephine.
Selvom udviklingen ifølge Josephine er ved at vende, så er der ikke mange kvindelige rollemodeller at spejle sig i.
Derfor håber Josephine selv at kunne være netop det for andre unge piger og kvinder, der drømmer om friheden over skyerne. Til en vis grænse:
- Min egen lillesøster på 21 vil gerne være pilot. Og modsat mig har hun en rollemodel og en person, hun kan spørger til råds om alt. Men jeg hjælper hende ikke med alt. For nogle ting har man meget bedre af at lære på egen hånd. Uden hjælp og uden tryghed.